25 Sep 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 11 °C

Parallelsamfund er et problematisk begreb

74.000 mennesker stemples

Parallelsamfund er et problematisk begreb

Det skader integrationen og opsplitter samfundet, når regeringen forsøger at give indtryk af, at tusindvis af borgere med ikke-vestlig baggrund lever i et såkaldt parallelsamfund, mener forsker.

Regeringen stempler 74.000 indvandrere med ikke-vestlig baggrund og deres efterkommere, som en del af et parallelsamfund – helt uden at have talt med disse mennesker.
FOTO: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
1 af 1

Det er problematisk, at regeringen beskylder tusindvis mennesker for at bo i såkaldte "parallelsamfund".

Sådan lyder reaktionen fra forsker Mikaela von Freiesleben på regeringens rapport "Parallelsamfund i Danmark", der stempler 74.000 indvandrere med ikke-vestlig baggrund og deres efterkommere som en del af et "parallelsamfund".

Regeringen har ikke undersøgt, om det her parallelsamfund faktisk findes.
Mikaela von Freiesleben, Københavns Universitet

Hun er ekstern lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet og har skrevet en ph.d. om parallelsamfund.

Mikaela von Freiesleben mener, at begrebet "parallelsamfund" er et politisk begreb, der bliver brugt til at fremme en bestemt politik på flygtninge- og indvandrerområdet.

– Parallelsamfund er et ekskluderende begreb. Politikerne tegner et billede af, at tusindvis mennesker ikke er en del af os og samfundet, siger hun til Arbejderen.

Ikke blevet spurgt

Ifølge regeringen er parallelsamfund et samfund, der "… er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund".

Den definition er problematisk, mener forskeren.

– Regeringen har ikke undersøgt, om det her parallelsamfund faktisk findes. Man har ikke spurgt de her 74.000 indvandrere, om de føler sig som en del af det danske samfund.

Mikaela von Freiesleben frygter, at inddelingen af en stor gruppe danskere i et "parallelsamfund" risikerer at gå ud over integrationen. 

– Det gør en forskel, om man siger, at alle, der bor i Danmark, er en del af samfundet, hvis man er underlagt den samme lovgivning, betaler sin skat og så videre, eller om man siger, at man også skal leve op til bestemte danske værdier for at kunne være en del af det danske samfund.

– Man gør det svært for en stor gruppe mennesker at føle sig som en del af det danske fællesskab, hvis man siger, at det kan de ikke, på grund af deres religion eller etniske baggrund.

– Den måde, vi beskriver samfundet, har betydning for, hvordan vi løser de udfordringer, vi står overfor, påpeger forskeren.

Et politisk begreb

Begrebet parallelsamfund var et ukendt begreb indtil 2003, hvor det spredte sig i danske medier og den offentlige debat. Og faktisk er det kun fire år siden, at ordet "parallelsamfund" blev en del af Retskrivningsordbogen.

– I starten er det folk som Karen Jespersen, Ralf Pittelkow og Pia Kjærsgaard, som bruger ordet. I 2004 kommer VK-regeringens handlingsplan mod ghettoisering, og begrebet bliver mere mainstream, fortæller Mikaela von Freiesleben.

Regeringen har udvalgt otte kriterier, som indikerer, at man er en del af et parallelsamfund. Hvis du opfylder mindst to af disse kriterier, er du en del af et parallelsamfund:

Bor i alment boligområde, hvor mindst 25 procent har ikke-vestlig baggrund. Børn mellem 1 og 4 år, der ikke er i dagtilbud. Børn mellem mellem 0 og 6 år i daginstitution, hvor mindst 25 procent har ikke-vestlig baggrund. Børn og unge i grundskoler, hvor mindst 25 procent har ikke-vestlig baggrund. Børn mellem 12 og 14 år, der har været sigtet efter straffeloven. Unge mellem 15-29 år, der har været dømt efter straffeloven. Unge mellem 16 og 29 år, som ikke er i uddannelse eller arbejde. Unge og voksne mellem 22 og 59 år, der de seneste fire ud af fem år ikke har været i uddannelse eller arbejde.

Regeringen forsimpler udfordringer

I stedet for at anklage folk for at leve i "parallelsamfund", burde vi i stedet se disse områder og mennesker som sociale udfordringer, mener Center for Forebyggelse af Eksklusion (CFE), der består af fagpersoner, der samler viden om integration og radikalisering.

– Parallelsamfund stigmatiserer mennesker og forhindrer, konkrete, sociale løsninger. Lad os italesætte og løse de sociale problemer, der er, i stedet for at gøre folks etniske baggrund til et problem, siger formand for CFE, Qasam Ijaz.

– Man kan også tage en anden, måske mere positiv tilgang til de her mennesker: De bor i en dansk by og går i en dansk folkeskole. Retorikken om parallelsamfund er skadelig. Det er svært for de her mennesker, at sige til deres børn: "Du er en del af det danske samfund", hvis de konstant får at vide i medierne, at de er en del af et parallelsamfund. Så får de til sidst den opfattelse, at de bor udenfor det fælles samfund, vi alle er en del af. Det er dybt skadeligt for integrationen, mener Qasam Ijaz.

20. feb. 2018 - 07:41   20. feb. 2018 - 09:06

integration

ml@arbejderen.dk
Parallelsamfund
  • I februar 2018 offentliggjorde VLAK-regeringen rapporten "Parallelsamfund i Danmark".

  • Ifølge regeringen lever 74.000 mennesker med en ikke-vestlig baggrund i Danmark i et parallelsamfund. Et parallelsamfund defineres som et samfund, der "… er fysisk eller mentalt isoleret og følger egne normer og regler, uden nogen nævneværdig kontakt til det danske samfund og uden ønske om at blive en del af det danske samfund".

  • Regeringen har udvalgt otte kriterier, som indikerer, at man er en del af et parallelsamfund: Bor i alment boligområde, hvor mindst 25 procent har ikke-vestlig baggrund. Børn mellem 1 og 4 år, der ikke er i dagtilbud. Børn mellem mellem 0 og 6 år i daginstitution, hvor mindst 25 procent har ikke-vestlig baggrund. Børn og unge i grundskoler, hvor mindst 25 procent har ikke-vestlig baggrund. Børn mellem 12 og 14 år, der har været sigtet efter straffeloven. Unge mellem 15-29 år, der har været dømt efter straffeloven. Unge mellem 16 og 29 år, som ikke er i uddannelse eller arbejde. Unge og voksne mellem 22 og 59 år, der de seneste fire ud af fem år ikke har været i uddannelse eller arbejde.