05 Apr 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Nordjyder protesterer mod lukning af tre lægevagter

Upopulær beslutning

Nordjyder protesterer mod lukning af tre lægevagter

Når lægevagterne i Farsø, Brovst og Skagen lukker 1. marts, vil nogle borgere få over 70 kilometer til nærmeste lægevagt. Regionspolitikere blev i dag mødt af utilfredse borgere og borgmestre fra flere nordjyske kommuner.

FOTO: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
1 af 1

Den 1. marts lukker tre lægevagtkonsultationer i Brovst, Farsø og Skagen. Det blev Region Nordjylland og PLO, de praktiserende lægers organisation, enige om den 28. januar efter længere tids forhandling. 

Der er stadigvæk lægevagt i hele regionen. Man kan komme til konsultation fem steder, og det er stadig muligt at få besøg af en udekørende læge. 
Ulla Astman (S), regionsrådsformand

Aftalen, som får støtte af et flertal i regionsrådet bestående af Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative, vækker harme, ikke mindst hos borgere i de tre berørte byer. Derfor blev regionsrådspolitikerne modtaget af vrede borgere og borgmestre fra flere nordjyske kommuner, da de i dag tirsdag skulle til møde i Regionshuset i Aalborg.

De medbragte skilte talte deres tydelige sprog: 'Uden lægevagten var jeg død', stod der på det skilt, som Kristina Frank fra Brovst gik rundt med. På et andet stod der: 'Lægevagt til ALLE mand – både dem fra by og land.' Skiltet '#UdMedUlla' hentydede til regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Ja, det er en serviceforringelse

Hun medgiver, at der er tale om en serviceforringelse, og hun forstår borgernes utilfredshed. Men hun synes, retorikken bliver strammet en tand for meget, når det bliver sagt, at lægevagten lukker i de tre byer. Der bliver lukket konsultationssteder, hvor det har været muligt at træffe en vagtlæge i begrænsede tidsrum om aftenen og i weekenderne, udtaler hun til TV2 Nord:

– Men der er stadigvæk lægevagt i hele regionen. Der er mulighed for at komme ind til konsultation på fem tilbageværende steder, og det er stadig muligt at få besøg af en udekørende læge.

Masser af borgere i landsdelen er utrygge ved, at de med ét slag får forlænget deres afstand til nærmeste lægevagt betragteligt. I værste fald skal de tilbagelægge over 70 kilometer for at komme til en lægevagt med syge børn, eller de selv har brug for behandling.

I både Farsø, Skagen og Brovst er der samlet underskrifter ind i protest mod lukningen. Vagn Madsen overrakte 2959 underskrifter samlet ind i Vesthimmerland Kommune til Ulla Astman med ønsket om, at politikerne ville udskyde den aftalte lukning.

Regionsrådsformand Ulla Astman tog imod knap 3000 underskrifter samlet ind i Vesthimmerland Kommune i protest mod lukningen af lægevagten i Farsø.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Beslutningen kan der ikke ændres ved, slog Ulla Astman fast.

Baggrunden for aftalen mellem PLO og regionen handler om mangel på læger i Nordjylland. Faktisk er der så få, at vagtbelastningen i Region Nordjylland er dobbelt så stor som i Region Midtjylland. Det gør det svært at tiltrække nye læger, og øvelsen har gået på at tilpasse antallet af vagter med antallet af praktiserende læger i håb om at vende udviklingen.

Formand for PLO-Nordjylland Annemette Alstrup sagde, da aftalen faldt på plads: 

– Lægevagtsaftalen er en højst tiltrængt modernisering, der fremtidssikrer en lægevagt i Region Nordjylland på et fagligt højt niveau. Vi arbejder i dag under en vagtaftale fra 2007, hvor vi var cirka 70 flere praktiserende læger til arbejdet, end vi er nu, og derfor måtte der ske en tilpasning.

Borgermøder og gode idéer

Regionens Akut- og Praksisudvalg vil i løbet af marts måned tage rundt til borgermøder i de tre berørte byer for at se, om der kan komme nye idéer på bordet, der kan gøre borgerne trygge i de områder, der bliver ramt.

Og udvalget vil gå i dialog med kommunerne om eventuelt samarbejde om specifikke opgaver, fremgår det af en pressemeddelelse på Region Nordjyllands hjemmeside.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. feb. 2020 - 10:52   28. feb. 2020 - 13:43

Vagtlægeordning

noc@arbejderen.dk
Lyt til artikel