20 Jan 2019  

KBH: Spredte skyer, -2 °C

NATO-missioner udenom Folketinget

Blankocheck til danske krigsskibe

NATO-missioner udenom Folketinget

Forsvarsministeren vil gerne fremover kunne udsende krigsskibe til NATO-missioner blot ved at rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn.

Udenrigsminister Anders Samuelsen vil gøre det muligt at indsætte danske krigsskibe i NATO-landes nationale flådestyrker i op til et år ad gangen, udenom Folketinget.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Danske krigsskibe skal kunne indsættes i NATO-landes nationale flådestyrkers aktiviteter i op til et år ad gangen, udenom Folketinget.

Sådan lyder et beslutningsforslag fremsat af udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Hidtil har Folketinget skulle godkende, hvis danske krigsskibe skulle deltage i fremmede landes flådestyrker. Fremover vil regeringen nøjes med at rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn, før det sker.

"Den forandrede sikkerhedssituation med et mere dynamisk og bredspektret sikkerhedsbillede til søs har øget behovet for multinationalt maritimt samarbejde mellem kerneallierede", skriver udenrigsministeren om forslaget.

Med beslutningen giver Folketinget en blankocheck til, at danske krigsskibe fremover skal kunne indsættes i Middelhavet, Det Røde Hav, Adenbugten, Det Arabiske Hav, den nordlige del af Det Indiske Ocean Den Persiske Golf, Østersøen, Atlanterhavet, Guineabugten og Sortehavet.

De danske skibe vil være under operativ kontrol af de NATO-landes hovedkvarterer, i hvis ansvarsområde flådestyrken befinder sig. Hvis krigsskibene skal anvendes offensivt skal det dog stadig godkendes af Folketinget.

– Med forslaget vil regeringen flytte debatten og beslutningen om den danske flådes aktiviteter væk fra folketingssalen og over i Udenrigspolitisk Nævn, hvor debatten foregår bag lukkede døre, og borgerne ikke har samme mulighed for at følge med i, hvad der sker, konstaterede Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, da beslutningsforslaget blev førstebehandlet den 14. december.

Udenrigsministeren forsøgte derimod at nedtone den nye praksis:

– Regeringen vurderer, at der hyppigere end tidligere vil være behov for indsættelser, som styrker samarbejdet via træning med nære allierede. Derfor lægger vi op til den procedure her.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen kalder det en "rent praktisk foranstaltning".

Enhedslisten mener, det er vigtigt at holde fast i, at det fortsat er Folketinget, der beslutter, om og hvornår danske krigsskibe skal deltage i missioner i andre lande:

– Det er jo ikke hver eller hver anden uge, at vi sender flåden ud. Det er en lidt større operation. Der er noget principielt mærkeligt i, at man fjerner de her beslutninger fra Folketingssalen, fordi det netop handler om vores udenrigspolitik og vores forsvar.

I første omgang sender Danmark – fra slutningen af februar til midten af maj – en fregat og 160 soldater til en fransk hangarskibsgruppe. Ifølge Forsvarsministeriet kan det ikke udelukkes, at der vil blive brugt militære magt.

Udover Frankrig ønsker også USA og Storbritannien, at Danmark bidrager til deres flåde.

Forslaget ventes vedtaget i starten af det nye år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. dec. 2018 - 12:08   02. jan. 2019 - 10:25

NATO

ml@arbejderen.dk