11 Apr 2021  

KBH: Overskyet, let regn, 4 °C

Modstanden mod liberalisering af affald breder sig

Kommunalpolitikere i oprør

Modstanden mod liberalisering af affald breder sig

Lokale byrådsmedlemmer er flere steder i landet i oprør over planerne om at liberalisere affaldsektoren og sælge det forbrændingsegnede affald til højstbydende i ind- eller udland frem for at forvandle det til lokal fjernvarme.

Kommunerne frygter, at et marked med frit køb og salg af affald vil gå ud over miljøet, hvis prisen bliver afgørende for, hvor affaldet ender.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Svendborg, Roskilde, Aalborg, Thisted, Frederikshavn, Rødovre, Gladsaxe, Albertslund, Thy, Mors … 

I en række kommuner protesterer byrådsmedlemmer nu over planerne om at liberalisere affaldet og sælge det til højestbydende i stedet for at køre det til de kommunale forbrændinganlæg og forvandle det til lokal fjernvarme.

Det er afgørende, at der er offentlig og demokratisk kontrol med energi- og affaldsområdet. 
Birgit Stenbak Hansen, borgmester og formand for KL's Miljø- og Forsyningsudvalg

Liberaliseringen er en konsekvens af den aftale, som regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale, Konservative, LA, Alternativet, SF og Enhedslisten indgik i juni sidste år om en "grøn affaldssektor", hvor mindre affald bliver brændt af.

>> LÆS OGSÅ: Kommuner tvinges til udbud og salg af affaldshåndtering

Aftalen betød, at Kommunernes Landsforening (KL) fik et halvt år til at udarbejde en "dødsliste" over, hvilke kommunale forbrændingsanlæg der skal lukkes ned.

Som en del af aftalen blev det besluttet, at hvis ikke KL's plan blev godkendt af Energistyrelsen, skal håndteringen af det forbrændingsegnede affald liberaliseres. Dermed vil det være det op til markedet at afgøre, hvilke selskaber der ikke kan klare sig i konkurrencen og må lukke.

I januar afviste Energistyrelsen KL's plan. Det betyder, at håndteringen af det forbrændingsegnede affald skal liberaliseres og sendes i udbud. De kommunale affaldsforbrændingsanlæg skal udskilles fra kommunerne og "selskabsgøres", og det såkaldte "hvile i sig selv"-princip skal afskaffes, så der kan tjenes penge på affaldet.

>> LÆS OGSÅ: Privatisering af forbrændingsaffald rykker et stort skridt nærmere

Modstand i det kommunale bagland

I fredags mødtes partierne i forligskredsen for at bekræfte hinanden i, at de nu vil sætte gang i liberaliseringen af affaldet. 

Men i partiernes kommunale bagland bliver planerne om at liberalisere affaldet mødt af protester.

I Frederikshavn vedtog et flertal i byrådet bestående af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i onsdags et protestbrev til klimaministeren og partierne bag affaldsforliget.

– Vi vil forsøge at råbe politikerne op. Kommunen er enig i, at der skal brændes mindre affald af, og at flere ressourcer skal genbruges. Vi vil gerne bidrage til den grønne omstilling. Men kommunerne bør have hånden på rattet, siger borgmester i Frederikshavn Kommune (S) og formand for KL's Miljø- og Forsyningsudvalg, Birgit Stenbak Hansen, til Arbejderen.

Mange ting kan gå galt

En liberalisering kan især få konsekvenser for klimaet og samfundsøkonomien, advarer Birgit Stenbak Hansen.

– En liberalisering kan betyde, at det ikke er de mindst miljøeffektive anlæg, der lukker, hvilket er stik imod grundtanken i den politiske aftale. Det er afgørende, at der er offentlig og demokratisk kontrol med energi- og affaldsområdet, for danskernes affald er ikke blot skidt, men en afgørende del af et kredsløb, der sikrer lave forbrugerpriser, varme i hjemmene og miljørigtige løsninger, siger Birgit Stenbak Hansen.

– Vi frygter, at vi taber grebet om klimaet og dermed målet om at nå 70 procents CO2-reduktion i 2030. En liberalisering vil betyde, at danske virksomheder ikke længere vil have sikkerhed for at kunne få deres affald behandlet i Danmark, men i stedet må eksportere det. På den måde er vi ikke sikre på, at målet om, at mindre affald skal forbrændes, overhovedet kan realiseres.

Flere affaldsenergianlæg har allerede advaret om, at hvis der kommer liberalisering, så vil de øge deres import af udenlandsk affald.

– Det kan kommunerne – ifølge flere eksperter – ikke forhindre på grund af EU. Derfor risikerer liberaliseringen at betyde, at politikerne kan kaste en hvid pind efter deres ønske om mindre import af affald. Det vil ikke gavne det danske klimaregnskab, siger formanden for KL's Miljø- og Forsyningsudvalg.

Frederikshavn Byråd frygter, at en liberalisering af affaldet vil gøre svært at planlægge – og dermed sikre grønne investeringer i anlægget – fordi mængden af affald vil svinge fra år til år, alt efter hvilke udbud der vindes.

Nej til affaldskasino

Også andre kommuner overvejer at protestere over liberaliseringsplanerne.

I dag tirsdag skal Thisted byråd tage stilling til et forslag fra Enhedslisten, SF og Alternativet om at sende en protest til klimaministeren med en opfordringn om at droppe planerne om at sende det forbrændingsegnede affald i udbud.

Også byrådet i Svendborg skal tage stilling til en lignende udtalelse med overskriften "Nej til affaldskasino". 

– Svendborg byråd har beslutte at lukke Svendborg Kraftvarme fra udgangen af 2022. Denne proces er der nu lagt op til at skulle erstattes af en liberalisering af alt affald til forbrænding, og hvor en række værker så tænkes lukket som resultat af konkurrencen om affaldet. Det kan ende med, at kommunalt og forbrugerejede værker må lukke med en gæld, som ikke vil blive dækket at staten, siger Enhedslistens medlem af Svendborg byråd, Jesper Kiel.

– Der er lagt op til et affaldskasino, hvor nogle borgere og kommuner vil stå som tabere, hvis affaldet kan blive transporteret på kryds og tværs af landet alt efter konkurrencesituationen. Det er tvivlsomt, om dette affaldskasino vil medføre det som er målet: Mindre afbrænding af affald og lavere CO2-udslip.

3F advarer mod liberalisering

Hos fagforbundet 3F, der organiserer de arbejdere, der indsamler danskernes skrald og behandler det på landets genbrugspladser og forbrændingsanlæg, er man også kritiske overfor liberaliseringsplanerne.

– Politikerne vil overlade kritisk infrastruktur som affaldsbehandling til markedet. Vi aner ikke, hvad det er for nogle kræfter, vi slipper løs. Hvis affald bliver en handelsvare, der skal sendes i udbud, risikerer vi, at hensynet til at tjene penge vil blive vægtet højere end hensynet til miljø og klima, siger gruppeformand hos 3F's Offentlige Gruppe, Lydia Callesen, til Arbejderen.

– I dag kan kommunerne sikre sammenhæng mellem affaldsindsamling, genbrugspladser og forbrænding, fordi vi er sikret en vis mængde affald til en vis pris. Der er styr på, hvordan affaldet bliver behandlet til gavn for både klima og bæredygtighed. Hvis forbrændingsanlæggene skal købe sit affald på et frit marked, kan anlæggene blive tvunget til at købe affald fra andre kommuner eller fra udlandet. Hvis affaldet bliver sendt i udbud, vil efterspørgslen efter affald stige, og det samme vil prisen. En konkurrenceudsættelse af forbrændingsanlæggene vil hverken gavne miljøet, klimaet eller økonomien.

3F frygter, at den innovation, der eksisterer på de kommunalt ejede affaldsforbrændingsanlæg i dag, vil blive droppet på et frit marked, hvor det handler om at behandle affaldet billigst muligt. 

– Flere kommunale værker har allerede investeret i tiltag, der skal gøre affaldsforbrændingen mere klimavenlig. De har foretaget deres investeringer i troen på, at de er sikret en vis mængde affald til en vis pris. Hvis affaldet bliver liberaliseret, risikerer vi, at kommunerne vil droppe investereringer og i stedet koncentrere sig om blot at behandle affaldet billigst muligt, så de kan klare sig i konkurrencen med de øvrige affaldsselskaber, forudser Lydia Callesen.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. mar. 2021 - 06:20   30. mar. 2021 - 11:11

Affald

ml@arbejderen.dk
Aftale om en "grøn affaldssektor"

Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale, Konservative, LA, Alternativet, SF og Enhedslisten indgik i juni 2020 en aftale om en "grøn affaldssektor". Aftalen slår fast, at:

Genanvendeligt affald

  • Der skal ske en privatisering af sorteringen af det genanvendelige affald.
  • De affaldssorteringsanlæg, som kommuner over hele landet har investeret milliarder af kroner i, skal sælges til private. Kommunerne må ikke længere eje og drive anlæggene.

Forbrændingsegnet affald

  • Kommunernes Landsforening (KL) fik et halvt år til at udarbejde en plan for, hvordan man kan nedbringe den mængde affald, der i dag bliver brændt af.
  • Hvis ikke KL's plan blev godkendt af Energistyrelsen, skulle der ske en tvangsliberalisering af håndteringen af det forbrændingsegnede affald.

I januar 2021 afviste Energistyrelsen KL's plan. Det betyder, at håndteringen af det forbrændingsegnede affald skal liberaliseres.

Konkret skal alt forbrændingsegnet affald fremover sendes i udbud, de kommunale affaldsforbrændingsanlæg skal udskilles fra kommunerne og "selskabsgøres", og det såkaldte "hvile i sig selv"-princip skal afskaffes, så der kan tjenes penge på affaldet.