20 Jul 2019  

KBH: Let skyet, 21 °C

Minister skal svare på spørgsmål om dansk Libyen-støtte

Støtter flygtninge-mishandling

Minister skal svare på spørgsmål om dansk Libyen-støtte

Danmark er blandt de største bidragydere til den EU-fond, der har støttet Libyens forhadte flygtningesystem med 2,4 milliarder kroner siden 2015. Nu skal udenrigsministeren svare på, hvad han vil gøre for at forbedre forholdene for flygtninge og migranter i de libyske detentionslejre.

Den første øv-sag er landet på udenrigsminister Jeppe Kofods bord: Danmark er blandt de største økonomiske bidragydere til en EU-fond, der finansierer en stor del af Libyens kamp mod Afrikas flygtninge og migranter.
FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
1 af 1

Udenrigsminister Jeppe Kofod skal nu gøre rede for, hvad han vil gøre for at forbedre forholdene i Libyens berygtede fængselslejre, hvor flygtninge og migranter bliver tilbageholdt under forfærdelige forhold.

Den danske regering og EU har et medansvar for, at forbrydelserne foregår, og de må straks tage initiativ til, at disse forhold ophører.
Christian Juhl, Enhedslisten

– Danmarks og EU's migrantpolitik har alt for længe været baseret på at betale sig fra at modtage flygtninge og vende ryggen til, hvordan det sker. Der foregår uacceptable ting i migrantfængslerne i Libyen. Og det er grotesk, at tingene foregår med dansk finansiering og accept. Den danske regering og EU har et medansvar for, at forbrydelserne foregår, og de må straks tage initiativ til, at disse forhold ophører, siger Enhedslistens solidaritets- og udviklingsordfører, Christian Juhl.

Han har netop sendt en stribe spørgsmål til udenrigsministeren for at få klarlagt, hvad den nye danske regering vil gøre for at forbedre forholdene.

Danmark støtter Libyen

Enhedslistens kritiske spørgsmål til ministeren kommer, efter at Danwatch kan afsløre, at Danmark er blandt de største bidragydere til EU's såkaldte Emergency Trust Fund for Africa (EUTF) – en særlig EU-fond, der finansierer størstedelen af det libyske regimes kamp for at forhindre flygtninge og migranter i at nå EU.

>> LÆS OGSÅ: 60 dræbt i angreb på libysk flygtningelejr

Danmark har i perioden 2015-2020 hældt ikke mindre end 225 millioner kroner i EU-fonden. Fonden råder over 26 milliarder kroner, der skal bruges til at stoppe flygtninge og migranter fra Afrika.

Danwatch har gennemgået alle fondens projekter og kan afsløre, at fonden i perioden 2015-2020 har støttet syv projekter i Libyen med i alt 2,4 milliarder kroner. Samtlige syv programmer i Libyen er en del af EU-fondens "migrant management", der går ud på at forhindre flygtninge og migranter i at nå til Europa.

Effektiv EU-støtte

Og støtten er effektiv.

Danmarks og resten af EU's oprustning af den libyske kystvagt har gjort det stort set umuligt for mennesker at flygte fra Afrika til Europa. Derfor er tusindvis af flygtninge og migranter lige nu fanget i Libyen, hvor de arbejder som slaver eller bliver tilbageholdt i lejre.

I 2017 standsede den libyske kystvagt 19.452 personer ombord på skibe og sendte dem direkte tilbage til detentionslejrene, hvor tortur og mishandling er udbredt. 

Ifølge tal fra Den Internationale Migrationsorganisation (IOM) er det nemlig stort set lykkedes at stoppe indvandringen fra Libyen.

I 2015 og 2016 krydsede 337.278 migranter og asylansøgere Middelhavet fra Libyen, og nu er antallet ifølge Den Internationale Migrationsorganisation (IOM) faldet til 27.834 i de første seks måneder af 2019.

Omfattende overgreb i Libyens flygtningelejre 

Ifølge FN er i alt 750.000 migranter og flygtninge strandet i det borgerkrigshærgede Libyen. Tusindvis af dem sidder fanget i detentionslejre, der er oprettet flere steder i Libyen. Forholdene i lejrene er forfærdelige. Flygtninge i Libyen bliver banket, tortureret, dræbt, voldtaget og solgt som slaver.

Overgrebene på flygtningene og migranterne i Libyens berygtede lejre er veldokumenterede via øjenvidneskildringer, fotos og videoer fra menneskerets- og udviklingsorganisationer som Amnesty og Oxfam. 

FN's Migrantorganisation (IOM) har afsløret slavemarkeder, hvor mænd bliver solgt for 800 dollars, og CNN har vist billeder af flygtninge og migranter, der bliver solgt som billig arbejdskraft.

I sidste uge blev mindst 60 flygtninge dræbt, efter at den detentionslejr, hvori de sidder tilbageholdt i Libyens hovedstad Tripoli, blev ramt af et luftangreb tirsdag aften.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jul. 2019 - 15:39   09. jul. 2019 - 08:49

Libyen

ml@arbejderen.dk
Spørgsmålene til udenrigsministeren
  • Hvad vil ministeren og den danske regering gøre for at ændre de uacceptable forhold i migrantfængslerne i Libyen?
     
  • Hvordan vil ministeren få EU til at handle for at ændre forholdene?
     
  • Hvilke initiativer vil ministeren tage, for at FN handler i denne sag?