09 Dec 2019  

KBH: Spredte skyer, let regn, 6 °C

Minister overvejer at trække støtte til Libyen

Efter afsløringer af horrible forhold i flygtningefængsler

Minister overvejer at trække støtte til Libyen

Danmark er blandt de mest aktive lande i EU, når det gælder om at sikre praktisk og økonomisk støtte til Libyens migrationssystem. Men nu vil udenrigsministeren overveje, om støtten skal fortsætte.

Danmarks skal ikke finansiere detentionscentre, der bryder med internationale standarder, lover udenrigsminister Jeppe Kofod.
FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
1 af 1

Udenrigsminister Jeppe Kofod lover at stoppe dansk støtte til Libyen, hvis det viser sig, at pengene går til de frygtede detentionslejre, hvor Libyen fængsler flygtninge og migranter.

– Det er klart, vi skal ikke finansiere detentionscentre, der bryder med internationale standarder, siger udenrigsminister Jeppe Kofod til DR's P1.

Det er klart, vi skal ikke finansiere detentionscentre, der bryder med internationale standarder.
Jeppe Kofod, udenrigsminister

Ministeren nægter fortsat at forholde sig til beskyldningerne om konventionsbrud.

Arbejderen kunne i marts sidste år afsløre, at Danmark er blandt de største bidragydere til EU-fonden Trust Fund for Africa, der støtter oprustningen af Libyens kystvagt og støtter de libyske migrantmyndigheder.

Danmark er med sit bidrag på 225 millioner kroner EU’s tredjestørste sponsor af systemet, kun overgået af bidrag fra store EU-lande som Italien og Tyskland. 

Støtten har betydet, at den libyske kystvagt er blevet meget mere effektiv til at opfange flygtninge på Middelhavet og hindre dem i at flygte fra lejrene og nå i sikkerhed i Europa. I stedet bliver flygtninge opfanget af EU's fly og kystvagt og sendt tilbage og smidt i detentionslejre i Libyen.

>> LÆS OGSÅ: Dansk støtte til brutal kystvagt

Ifølge FN er i alt 750.000 migranter og flygtninge strandet i det borgerkrigshærgede Libyen. Tusindvis af dem sidder fanget i detentionslejre, der er oprettet flere steder i Libyen. Forholdene i lejrene er forfærdelige.

De indsatte bliver banket, tortureret, dræbt, voldtaget og solgt som slaver. Flygtningene har ikke adgang til ordentlig lægehjælp og sanitære forhold. Derfor kræver FN lejrene lukket.

Overgrebene på flygtninge og migranter i Libyens berygtede lejre er veldokumenterede via øjenvidneskildringer, fotos og videoer fra menneskerets- og udviklingsorganisationer som Amnesty og Oxfam. 

FN's Migrantorganisation (IOM) har afsløret slavemarkeder, hvor mænd bliver solgt for 800 dollars, og CNN har vist billeder af flygtninge og migranter, der bliver solgt som billig arbejdskraft.

Danmark støtter militært

EU bruger mere end 2,4 milliarder kroner årligt i Libyen for at forhindre de mere end 750.000 migranter og flygtninge, der befinder sig i landet, i at krydse Middelhavet til Europa. 

Ifølge Danwatch er Danmark med et ekstrabidrag på 225 millioner kroner EU’s tredjestørste sponsor af systemet, kun overgået af bidrag fra store EU-lande som Italien og Tyskland.

Men Danmarks støtte er ikke kun økonomisk. Den 1. august satte et overvågningsfly og soldater fra Hjemmeværnet kursen mod Middelhavet for at støtte op om EU's kamp mod flygtninge og migranter fra Afrika.

Og den 23. juli sendte Danmark to nyindkøbte Frontex-krigsskibe til Middelhavet, hvor de også skal indsættes i EU’s grænseagenturs (Frontex) operationer i Middelhavet.

Minister skal svare på spørgsmål

Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl har sendt en stribe spørgsmål til ministeren for at få svar på, hvad regeringen konkret vil gøre for at dokumentere, kontrollere og ændre forholdene i de libyske migrantfængsler.

>> LÆS OGSÅ: Minister skal svare på spørgsmål om dansk Libyen-støtte

I sidste måned blev mindst 60 flygtninge dræbt, efter at den detentionslejr, hvori de sidder tilbageholdt i Libyens hovedstad Tripoli, blev ramt af et luftangreb.

I juni måned afleverede to juraeksperter et anklageskrift mod EU til Den Internationale Straffedomstol.

Juraeksperterne kræver EU dømt ved Den Internationale Straffedomstol. Anklagen er, at EU's grænsemissioner i Middelhavet har betydet mishandling af tusindvis af flygtninge i Libyen, som EU's krigsskibe har tvunget tilbage i armene på det libyske regime.

>> LÆS OGSÅ: Advokater vil slæbe EU for international domstol

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. aug. 2019 - 10:29   08. aug. 2019 - 10:52

Flygtninge

ml@arbejderen.dk