18 Nov 2018  

KBH: Spredte skyer, 6 °C

Militæret udråbte Green Desert som en succes

Tortursag i Østre Landsret

Militæret udråbte Green Desert som en succes

Dagen efter Green Desert udråbte dansk militær de tilfangetagne civile irakere som "hårde modstandere". Irakerne blev fængslet og udsat for tortur. Herefter blev de løsladt uden retssag.

Danske soldater i Irak i oktober 2004 - få uger før operation Green Desert.
FOTO: Per Amnitzbøll Rasmussen/Forsvarsgalleriet
1 af 1

Dansk miiltær forsøgte at give offentligheden indtryk af, at den danskledede operation Green Desert i Irak i november 2004 var en succes, der forløb uden problemer.

Nogle af de personer, irakerne fangede i dag, er nogle af de personer, som ikke vil Irak det godt.
John Dalby, oberst

Det fremgik af mandagens retsmøde i Østre Landsret, der behandler den erstatningssag, som 23 af de irakiske fanger fra Green Desert har anlagt mod den danske stat. Irakerne kræver en symbolsk erstatning for den tortur, som irakiske sikkerhedsstyrker udsatte dem for, efter at de blev taget til fange under operationen.

"Hårde modstandere"

Dagen efter operationen udarbejdede presseofficeren i den danske bataljon i Irak en pressemeddelelse. Her fremgår det, at "Operationen gik som planlagt og med stor effektivitet. Selv om personerne i målet efter al sandsynlighed hører til nogle af vores hårde modstandere, var der absolut ingen, der valgte at yde modstand. De irakiske enheder gjorde et rigtigt godt indtryk".

Hos chefen for bataljonen i Irak, oberst John Dalby, er der heller ingen tvivl: "Nogle af de personer, irakerne fangede i dag, er nogle af de personer, som ikke vil Irak det godt", sagde han i pressemeddelelsen.

Da han blev afhørt i Østre Landsret den 14. marts i år, lød hans forklaring, at han dengang betegnede operationen som en "succes", fordi den var blevet gennemført "uden tab for nogen af styrkerne".

De irakiske sikkerhedsstyrker troede også, at de tilfangetagne irakere var farlige terrorister, og fangerne førtes til et berygtet torturfængsel i Basra, hvor de blev mishandlet i op til 70 dage.

Men i virkeligheden var operationen ikke en succes. De i alt 36 irakere, som blev taget til fange, var i virkeligheden uskyldige civile, som endte med at blive løsladt uden tiltale.

– Jeg skrev pressemeddelelsen, efter at vi var kommet tilbage på basen, og jeg havde fået en snak med chefen, oberst John Dalby og andre fra staben, om, hvad der skete, fortalte presseofficer under operation Green Desert, Peter Scharling Pedersen, i retten i mandags.

Havde en anden følelse

I pressemeddelelsen opremser den danske styrke, hvordan der under ransagningerne af irakernes huse blev fundet 150 kilo hash, to kikkertsigter og 15 håndvåben samt ammunition.

Men fundet af håndvåben var ikke noget ekstraordinært i Irak på daværende tidspunkt – især ikke på landet, hvor operationen fandt sted. Desuden var det dengang lovligt for en mand per husstand at bære våben.

– Vi havde en følelse af at have fundet noget. Vi havde en oplevelse af, at det ikke var spildt. De havde jo håndvåben og ammunition… Da vi kørte ud til målene, var vores vurdering, at vi kunne finde mere, end hvad vi fandt, forklarede Peter Scharling Pedersen.

Få uger efter Green Desert kom de første beretninger frem i offentligheden om, at dansk militærs glansbillede af operationen ikke holder vand. I december 2004 beskyldte det irakiske dagblad Al Manarah de danske soldater for at have set til, mens irakiske sikkerhedsstyrker mishandlede fangerne under Green Desert. Herefter rullede sagen, og den danske presse begynder at bore i sagen.

Nikkede skalle

Selvom den militære ledelse og dens presseenhed forsøgte at fremstille Green Desert som en succes, så tegner de menige soldater et noget andet billede af operationen i dag.

– Jeg så irakiske soldater uddele lussinger og sparke de irakiske fanger. En af de irakiske soldater nikkede en af fangerne en skalle, så der løb blod ud på den hætte eller stofpose, han havde over hovedet, sagde Morten Jansen, som deltog i Green Desert. Han var mandagens sidste vidne.

Han er langt fra den første danske soldat, der har berettet om mishandling, allerede da de civile irakere blev fanget. Men disse øjenvidneskildringer blev aldrig en del af hærens positive fremstilling af operation Green Desert.

Retssagen mod den danske stat startede i december sidste år og nærmer sig sin afslutning. Den 25. april starter irakernes advokater deres procedure efterfulgt af kammeradvokaten. Der ventes dom i midten af juni.

21. apr. 2018 - 07:00   25. apr. 2018 - 11:07

Green Desert

ml@arbejderen.dk
Fangesagen kort
  • 23 civile irakere har lagt sag an mod Forsvarsministeriet for medvirken til tortur og mishandling.
  • Irakerne blev taget til fange under den dansk ledede Operation Green Desert i Irak i 2004. Irakerne blev efter operationen udleveret til irakisk politi og tilbageholdt i op til 70 dage. De blev alle løsladt uden sigtelse.
  • En lækket video har afsløret, hvordan danske soldater så til, mens irakisk politi slog og sparkede fangerne, og en lækket rapport dokumenterer, at den danske militære ledelse i Irak allerede inden operationen kendte til risikoen for, at uskyldige civile ville blive fanget.
  • Flere danske retsmedicinere har bekræftet, at irakerne har været udsat for tortur.

>> LÆS ALLE ARTIKLER OM SAGEN HER