06 Apr 2020  

KBH: Skyfrit

"Mennesket er skabt til at leve i fællesskab"

Portræt af Jann Sjursen

"Mennesket er skabt til at leve i fællesskab"

For Jann Sjursen er der en nær sammenhæng mellem hans kristne tro og kampen for fællesskab og solidaritet. I dag starter han som fast debattør i Arbejderen.

FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Det vil sikkert overraske en del af avisens læsere, at der i dag starter en erklæret kristen klummeskriver i Arbejderen.

Men det er der en god grund til. For samtidig får avisen en stemme, der konsekvent kæmper for solidaritet og mere retfærdighed både herhjemme og på globalt plan. 

Det største socialpolitiske problem i dag er, at solidariteten krakelerer.

For Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, er den kristne tro et grundlæggende element i hans liv og en drivkraft i forhold til hans mangeårige kamp for samfundets udsatte grupper. 

- Jeg er vokset op i et kristent hjem med en klar holdning om, at vi hver især har et ansvar for at udøve solidaritet i dagligdagen. Men det er jo ikke sådan, at kristne har patent på medmenneskelighed. Der er heldigvis mange, der har det som pejlemærke. Det afgørende er, om man tror på mennesket, siger Jann Sjursen. 

Forkæmper for fattigdomsgrænse

Ønsket om at arbejde med mennesker og forbedre deres vilkår går som en rød tråd gennem Jann Sjursens liv. Fra han som 24-årig blev uddannet som folkeskolelærer, over hans politiske engagement som minister og folketingspolitiker, til hans nutidige virke som formand for Rådet for Socialt Udsatte og generalsekretær i hjælpeorganisationen Caritas Danmark.

- Mødet mellem mennesker er spændende, det ændrer på noget. Grundlæggende set er vi ikke skabt til at være solister, men til at leve i fællesskab, konstaterer Jann Sjursen. 

>> Læs Jann Sjursens første klumme her

Han har været formand for Rådet for Socialt Udsatte siden 2010 og blandt andet været indædt forkæmper for en dansk fattigdomsgrænse, som det endelig lykkedes at få i 2013. 

Rækken af sociale reformer og nedsættelsen af sociale ydelser har også været en central del af rådets arbejde i Jann Sjursens formandstid.

Han mener, at det største socialpolitiske problem i dag er, at solidariteten krakelerer.

- Det ser vi både nationalt og internationalt i fordelingen af værdier og ressourcer. Det er meget tydeligt i hele flygtningedebatten.

Jann Sjursen kender til bunds det politiske spil fra sin tid som politiker og bruger de erfaringer i arbejdet som rådsformand.

Partiformand som 26-årig

Som kun 26-årig blev han formand for Kristeligt Folkeparti og sad på den post i 12 år. Partiet var med i Nyrupregeringen, hvor Jann Sjursen havde posten som energiminister fra 1993 til 1994.

Senere var han folketingsmedlem i en periode på syv år og en del af årene formand for Folketingets Udenrigsudvalg, hvor han kunne arbejde med bistandsområdet, som han brænder for.

Ved valget i 2005 blev Kristendemokraterne, som partiet nu hed, ikke valgt ind i Folketinget. To år efter meldte Jann Sjursen sig ud af Kristendemokraterne efter lang tids utilfredshed med partiets udvikling. 

- Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, at partiet ikke længere gik imod fri abort. For mig er abortmodstanden et menneskerettighedsspørgsmål, siger Jann Sjursen. 

Efter at have vinket farvel til det politiske arbejde blev han generalsekretær i den katolske hjælpeorganisation Caritas Danmark, der er en del af en verdensomspændende organisation.

- Det er spændende at få et internationalt perspektiv på problemerne med ulighed og bekæmpelse af fattigdom. Det hænger fint sammen med arbejdet som formand for Rådet for Socialt Udsatte. Det eneste problem er, at begge job er ret tidskrævende.

Jann Sjursen er skuffet over, at SR-regeringen ikke holdt løftet om at hæve ulandsbistanden og over Løkke-regeringens plan om direkte at sænke bistanden. 

EU og Robin Hood skat

Skuffelsen gælder også SR-regeringens manglende opbakning til en skat på finansielle transaktioner i EU. Jann Sjursen er en ivrig forkæmper for en sådan Robin Hood skat, som han mener vil kunne være med til at tæmme markedskræfterne.

I synet på EU var Jann Sjursen med til at dele vandene i Kristeligt Folkeparti. Han anbefalede et nej både ved unionsafstemningen i 1992 og ved euroafstemningen i 2000.

Grundlæggende set er han EU-tilhænger, men mener, at der er grænser for, hvad EU skal bestemme over.

I sine klummer i Arbejderen vil Jann Sjursen have fokus på aktuelle socialpolitiske tiltag, men også beskæftige sig med den mere overordnede samfundsudvikling.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. aug. 2015 - 09:33   16. aug. 2015 - 15:36

Socialpolitik

ur@arbejderen.dk
Rød bog: Jann Sjursen
  • 51 år gammel. Uddannet folkeskolelærer. Har arbejdet som lærer syv år.
  • Formand for Kristeligt Folkeparti 1990-2002. Energiminister 1993-1994. Folketingsmedlem 1998-2005. Meldte sig ud af partiet i 2007. 
  • Formand for Rådet for Socialt Udsatte siden 2010.
  • Generalsekretær for hjælpeorganisationen Caritas Danmark siden 2007.
  • Medlem af repræsentantskabet for Kofoeds Skole.
  • Bor i Hillerød sammen med Karen Sjursen. De blev gift i 1989 og har tre voksne børn sammen.