12 Nov 2019  

KBH: Overskyet, 7 °C

Mød Damien Parrot fra De Gule Veste

Manifestation

Mød Damien Parrot fra De Gule Veste

Istedgade overgiver sig aldrig! Mød op 4. maj klokken 19 på Halmtorvet på Vesterbro i København. Vi mindes befrielsesaftenen i 1945 med fakkeltog. Aktuelle talere sætter fingeren på nutidige problemstillinger – blandt dem er Damien Parrot.

Damien Parrot, De Gule Veste, Frankrig.
FOTO: Privat
1 af 1

Lørdag den 4. maj er det præcis 74 år siden, at Danmark blev befriet fra den nazistiske besættelse. Og alle vesterbroere og andre interesserede er traditionen tro inviteret til demonstration og efterfølgende fakkeltog på dagen fra klokken 19 på Halmtorvet.

De Gule Veste ryster den franske samfundorden i sin grundvold. Vi er absolut ikke løbet tør for energi.
Damien Parrot, De Gule Veste

– Det sker for at mindes befrielsesaftenen den 4. maj 1945 og den fortsatte kamp mod nazisme, racisme og fremmedhad, siger Anne Jessen fra arrangørgruppen, 4. Maj-Initiativet på Vesterbro.

De Gule Veste kommer

Som hvert år kommer aktuelle talere, som vil sætte fingeren på nutidige problemstillinger.

I år kommer blandt andre franskmanden Damien Parrot, som er med i den sociale bevægelse "De Gule Veste", der har demonstreret imod den franske præsident i mere end fem måneder i protest mod nedskæringer og manglende demokrati.

Franskmanden lover at forklare deltagerne om, hvorfor de fredelige demonstrationer bliver ved.

– Vi startede egentlig protesterne mod højere benzinpriser, men vi har løbende rejst flere og flere nødvendige sociale krav, siger Damien Parrot via en telefonforbindelse til byen Bordeaux, hvor han bor. 

Han tilføjer, at hver lørdag demonstrerer omtrent 100.000 mennesker i hele Frankrig, der alle kræver et mere direkte demokrati.

– De Gule Veste ryster den franske samfundorden i sin grundvold. Vi er absolut ikke løbet tør for energi. Det er gået op for præsidenten, at store dele af befolkningen kræver at leve med værdighed – og at de vil deltage i den demokratiske proces, hvorfra de i øjeblikket er udelukket, mener den 37-årige Damien Parrot.

Folkestrejken

En anden taler til mindehøjtideligheden den 4. maj er historikeren Albert Scherfig, der vil fortælle om 75-året for folkestrejken i 1944 mod den tyske besættelsesmagt. 

I næste måned er det årsdagen for selve udbruddet af folkestrejken, der berørte Vesterbro særdeles kraftigt. 

21 vesterbroere blev skudt ned og dræbt af tyske soldater eller af danske nazister mellem 30. juni og 5. juli 1944.

Blandt andet blev beboere i Istedgade, Flensborggade, Dannebrogsgade, Saxogade, Mathæusgade og Gasværksvej ramt af kugler og afgik ved døden.

En af dem var Karl August Rasmussen i gadedøren til Mathæusgade 15.

4.maj-Initiativet på Vesterbro skriver, at de ønsker at mindes de faldne med værdighed.

– Vi er rundet af erfaringerne fra Anden Verdenskrig. Især Vesterbro i København blev kendt for sin modstand, siger Anne Jessen fra 4.maj-Initiativet og tilføjer, at parolen “Istedgade overgi'r sig aldrig!” blev et symbol på befolkningens aktive modstand.

Hun lover, at der atter i år vil blive hængt et banner tværs over Istedgade med lige præcis denne parole.

– Kampen fortsætter selvfølgelig. Ingen racisme, nazisme og fremmedhad i dag. Aldrig mere 9. april, lyder det fra Anne Jessen.

Klokken præcis 20:36 afspilles frihedsbudskabet, som det lød den 4. maj 1945 over BBC-radioen.

Fakkeltoget

Musikken på mindehøjtideligheden den 4. maj på Halmtorvet sørger den italiensk syngende gruppe Gatto Rosso for, mens marchorkestret Røde Horn vil sørge for toner til det efterfølgende fakkeltog gennem Istedgade.

Fakkeltoget vil gå fra Halmtorvet, gennem Istedgade og slutte af på Otto Krabbes Plads.

Gangbesværede har mulighed for at deltage i årets 4. maj-arrangement, da firmaet Solibus gratis stiller en bus til rådighed. 

Bussen er på Halmtorvet på Vesterbro, 100 meter fra Hovedbanegården, fra klokken 19 og kører bag ved fakkeloptoget.

4. Maj-Initiativet på Vesterbro består af en kreds af partier og politiske grupper som SF Vesterbro, Enhedslisten Vesterbro, Kommunistisk Parti (KP), Demos, DKP, KPiD samt 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) i København og Horserød-Stutthof Foreningen, der på sin side samler efterkommere af modstandsfolk og kz-fanger.

>> GÅ TIL PROGRAM

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. maj. 2019 - 12:15   03. maj. 2019 - 18:10

Danmarks befrielse

aj@arbejderen.dk