22 Jan 2021  

KBH: Spredte skyer, 4 °C

Lokalpolitikere mødt med protestaktion for bevarelse af grønne åndehuller

Pres på politikere før afstemning

Lokalpolitikere mødt med protestaktion for bevarelse af grønne åndehuller

Politikerne i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg har i dag mulighed for at sætte en stopper for byggeplanerne på Amager Fælled. Lige nu står aktivister med bannere foran Københavns Rådhus for at kræve planerne taget af bordet og forsvare de grønne åndehuller i København.

"Bevar Amager Fælled", lyder budskabet fra de to aktivister, Absalon Billehøj og Thea Kjeldgaard, til de politikere, der senere skal til møde i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg.
FOTO: Amager Fælleds Venner og Fiskerhavnens Venner
1 af 1

Aktivister fra Amager Fælleds Venner og Fiskerhavnens Venner står lige nu bannervagt foran Københavns Rådhus i protest mod planerne om at bygge på de tidligere fredede områder på Amager Fælled og Stejlepladsen i Sydhavnen.

København har brug for mere natur, ikke mindre. Derfor opfordrer vi politikerne til at stemme nej.
Ulla Rosenvold, Amager Fælleds Venner

Aktionen sker for at lægge pres på politikerne i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, der senere i dag skal stemme om de lokalplaner, der åbner for de store byggerier på Amager Fælled og Stejlepladsen i Sydhavnen.

Aktivisterne startede deres banneraktion klokken 10 og bliver stående til klokken 15, hvor mødet i Teknik- og Miljøudvalget starter.

– Vi ser os selv som repræsentanter fra de titusindvis af københavnere, der har protesteret mod byggeplanerne. København har brug for mere natur, ikke mindre. Derfor opfordrer vi politikerne til at stemme nej, siger Ulla Rosenvold fra Amager Fælleds Venner.

– Der bliver talt meget om klimakrise og biodiversitetskrise. Det rimer ikke med, at vi sælger de grønne åndehuller, der er i byen. Grundlæggende set mener jeg også, at det er forkert at finansiere infrastruktur ved at sælge ud af naturen, siger aktivist Absalon Billehøj, der også deltager i aktionen.

Han henviser her til, at salget af de to grønne områder skal være med til at finansiere metrobyggeriet i København. 

Det var oprindelig planen at gennemføre en stor demonstration på Rådhuspladsen op til dagens møde. Det har coronaepidemien sat en stopper for. Men det afholder ikke Amager Fælleds Venner og Fiskerhavnens Venner, der i årevis har protesteret mod byggeplanerne på de to naturområder, fra at gennemføre en symbolsk og coronasikker protestaktion foran Københavns Rådhus.

Udskyd beslutningen

Amager Fælleds Venner og Fiskerhavnens Venner påpeger, at coronarestriktionerne har spændt ben for den demokratiske proces omkring behandlingen af lokalplanerne for byggeområderne.

– Reelt har vi været forhindret i at demonstrere og forsamles til større møder. Derfor mener vi, at politikerne burde udskyde en så vidtrækkende beslutning, til vi er ude af coronaepidemien, siger Ulla Rosenvold.

Lokalplanerne var i høring i efteråret, og der er kommet mere end 2700 høringssvar fra organisationer og københavnere, der vil bevare den uberørte natur.

>> LÆS OGSÅ: Trods 2700 høringssvar: Forvaltning ser stort på kritik af byggeri på grønne områder

Formanden for Danmarks Naturfredningsforening i København har læst de mange høringssvar.

– De fleste høringssvar er fra borgere, der har skrevet deres helt personlige holdning til, hvorfor der ikke skal bygges. Normalt vælger de fleste at afgive et standardsvar, men svarene på høringen om Amager Fælled er personlige beretninger om borgernes forhold til naturen derude. Det kommer lige fra hjertet, siger Knud Erik Hansen, der er formand for Danmarks Naturfredningsforening i København.

Byggeplanerne på de tidligere fredede områder blev mulige i 2019, da et flertal i Folketinget besluttede at affrede tre naturområder i København: En del af Lærkesletten på Amager Fælled, Selinevej Nord på Kalvebod Fælled og Stejlepladsen i Sydhavnen.

>> LÆS OGSÅ: Minister vil tvangsophæve fredninger i København

Søndag blev der afholdt et online-støtteevent for byens vilde natur. Flere hundrede danskere kiggede med bag skærmen derhjemme og lyttede til taler og musik. Eventet blev støttet af blandt andre Danmarks Naturfredningsforening, Fiskerhavnens Venner og Amager Fælleds Venner.

Hvis Teknik- og Miljøudvalget i København godkender lokalplanerne, skal de også godkendes i Økonomiudvalget og den 21. januar i Københavns Borgerrepræsentation.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jan. 2021 - 12:56   12. jan. 2021 - 15:33

Amager Fælled, stejlepladsen

ml@arbejderen.dk