12 Nov 2019  

KBH: Spredte skyer, 7 °C

Lav rente øger ulighed og giver mindre i pension

Ny krise på vej?

Lav rente øger ulighed og giver mindre i pension

Hvor boligejerne jubler over den lave rente, så har den en række andre konsekvenser, som er knap så positive: Større ulighed og mindre i pension til dem, som er unge i dag.

For den yngre generation kommer den lave rente til at betyde en mindre forrentning af deres pensionsopsparing – og dermed også mindre i pension, når de bliver gamle.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Er du boligejer, glæder du dig sikkert over den aktuelle lave rente på kreditforeningslån på kun en halv procent over 30 år. Men den lave rente har flere andre konsekvenser, som er knap så positive. 

Når vi går på pension, vil vores pensionsformue være mindre, end den ville have været uden det lave renteniveau.
Jesper Rangvid, finansieringsprofessor

– Det er et krisetegn. Vi har et opsving, der er ved at være slut, og spørgsmålet er, om det ender i krise. Risikoen er stigende, og derfor falder renten. Det er et plaster på såret, at renten falder yderligere, men det er kun en lille ting. Det er ikke i nogens interesse, at vi får krise – heller ikke husejeres, siger cheføkonom Las Olsen, Danske Bank, til Berlingske.

Også Michael Svarer, overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet, påpeger overfor Berlingske, at risikoen for et tilbageslag i verdensøkonomien er steget over det seneste års tid. Dermed er risikoen for et tilbageslag i Danmark også steget.

I sidste uge lød alarmklokkerne en kende højere på den amerikanske børs i Wall Street, da både USA's industriaktieindeks Dow Jones og teknologiindeks Nasdaq faldt med tre procent, mens Citi Group, USA's mest internationale bankvirksomhed, faldt med 5,3 procent.

>> LÆS OGSÅ: Advarselslamperne blinker rødt over verdensøkonomien

Lavere pension

For den yngre generation får den lave rente en helt anden konsekvens, nemlig en mindre forrentning af deres pensionsopsparing.

Jesper Rangvid, finansieringsprofessor ved CBS og ekspert i renter, har som formand for et uafhængigt udvalg nedsat af de danske pensionsselskaber regnet på konsekvenserne af den lave rente.

Beregningerne viser, at en 25-årig, der netop skal til at spare op til sin pension, kan forvente knap 15 procent mindre i udbetaling af pension hvert år end det, de ville have fået udbetalt baseret på tidligere prognoser, skriver Information.

– Når vi går på pension, vil vores pensionsformue være mindre, end den ville have været uden det lave renteniveau. Og det betyder i sidste ende, at hvis ikke vi gør noget, så skal man forvente en lavere pension, siger Jesper Rangvid til Information.

Større ulighed

En anden effekt af den lave rente er øget ulighed, skriver Børsen.

Konklusionen er baseret på ny forskning i danske data, der går helt tilbage til 1980’erne. 

– De lave renter ser ud til samlet set at have øget uligheden i Danmark. De foreløbige konklusioner fra vores forskning viser, at det er de rigeste danskere, der har haft den største gevinst af, at renterne er faldet, siger Niels Johannesen, økonomiprofessor på Københavns Universitet, til Børsen.

Han er sammen med lektor Asger Lau Andersen og ph.d.-studerende Mia Jerløv Jørgensen ved at færdiggøre et studie om de lave renters effekt på uligheden i Danmark.

Studiet er det første af sin slags og endnu ikke helt færdigt. Derfor kan forskerne ikke sætte præcise tal på effekterne. Det står dog klart, at to effekter trækker uligheden op:

Faldet i renterne betyder som regel stigende priser på blandt andet boliger og aktier, og det øger formuerne hos de rigeste.

Samtidig er det de rigeste, der har den største gæld og dermed får mest gavn af, at de skal betale mindre i afdrag. Ifølge Niels Johannesen har dem med de laveste indkomster en gæld på cirka én gang deres årsindkomst, mens dem med de højeste indkomster har 2,5 gange så meget gæld som deres årsindkomst.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. aug. 2019 - 07:00   20. aug. 2019 - 11:55

Renteniveau

bi@arbejderen.dk