15 Oct 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 16 °C

Kranførere kræver borgmester dømt for injurier

Udløber af SMS-sag i Aarhus

Kranførere kræver borgmester dømt for injurier

Tre aarhusianske kranførere har stævnet borgmester Jacob Bundsgaard (S) og byrådsmedlem Gert Bjerregaard (V) for injurier. De tre kræver et dementi i byrådssalen og 25.000 kroner i erstatning til hver.

Fra venstre kranfører Keld Sørensen, advokat Bjarne Overmark og kranførerne Kai Villadsen og Frants Birger Rasmussen.
FOTO: Birthe Sørensen
1 af 1

I denne uge var borgmester Jacob Bundsgaard (S) og byrådsmedlem Gert Bjerregaard (V) sat på anklagebænken i Aarhus Byret anklaget for injurier.

Der er ikke nogen dokumentation for, at der er sket nogen form for mobning på havnen.
Bjarne Overmark, advokat

De to politikere var stævnet af advokat Bjarne Overmark på vegne af tre kranførere, Keld Sørensen, Frants Birger Rasmussen og Kai Villadsen, som frem til november 2012 var ansat på den kommunalt ejede Aarhus Havn.

De tre vil ikke finde sig i, at de to politikere i byrådet har beskyldt dem for at have handlet illoyalt og mobbet deres kollegaer på havnen. Kranførerne kræver, at Bundsgaard og Bjerregaard skal dementere de injurierende påstande på førstkommende byrådsmøde, samt betale en godtgørelse til hver af de tre på 25.000 kroner.

Sagen er en udløber af den såkaldte sms-sag i Aarhus, hvor de tre kranførere blev bortvist i kølvandt på en faglig konflikt på havnen. Sagen kulminerede, da havnedirektøren beordrede sikkerhedsrepræsentant Frants Rasmussens telefon tømt for sms’er. Det var indholdet i disse sms'er, som førte til bortvisningen.

Brud på brevhemmelighed

Det er imidlertid ikke tilladt at tappe sms-beskeder, og i september 2015 fastslog Retten i Aarhus, at det var ulovligt og et brud på brevhemmeligheden, da havnens ledelse læste de private sms'er på arbejdstelefonen. 

Efterfølgende behandlede byrådet et forslag fra Enhedslisten om genansættelse og erstatning til kranførerne. Det blev afvist af byrådet, og Jacob Bundsgaard sagde blandt andet, at "de tre kranførere ... havde optrådt illoyalt overfor den virksomhed, man var ansat på, og derudover havde mobbet kollegaer med henblik på at få dem til at sige op".

Borgmesteren blev suppleret af venstrepolitikeren Gert Bjerregaard, som sagde: "Vi ved, at de tre kranførere har udøvet massiv mobning på deres arbejdsplads. Vi ved, at de har forhindret kollegaer i at tage overarbejde". 

Det var netop disse udtalelser, som førte til, at de tre kranførere stævnede de to politikere tilbage i 2016.

Ingen mobning

Hverken Jacob Bundsgaard eller Gert Bjerregaard var dog mødt personligt op i retten, men lod sig repræsentere af advokat Poul Gade.

Kranførerne var imidlertid til stede og selv i vidneskranken sammen med to tidligere kollegaer.

Da de tre kranførere blev bortvist, havde de arbejdet henholdsvis 27, 19 og 18 år på Aarhus havn. I dag arbejder de igen som kranførere – men i et konkurrerende stevedorefirma. Og de var alle budt velkommen tilbage på havnen, da de blev ansat hos ALC. Dette faktum brugte Bjarne Overmark til at sige, at der var intet, som pegede på, at de havde mobblet deres kollegaer.

Det blev da også kategorisk afvist af de tre kranførere, som enslydende forklarede, at de aldrig havde mobbet deres kolleger og aldrig var blevet beskyldt for det af ledelsen eller kaldt til møde om det med ledelsen.

Et af de indkaldte vidner var den person, som var blevet omtalt i de private sms'er som én, der skulle mobbes ud. Han afviste dog, at han var blevet mobbet eller forsøgt presset ud. I stedet forklarede han, at han faktisk havde fået stor hjælp fra de tre i forbindelse med, at hans far i den periode var syg og døde.

En skriftlig vidneerklæring fra 26 kranførere slog også fast, at ingen kranfører er blevet truet, chikaneret eller mobbet af hverken Keld Sørensen, Frants Birger Rasmussen eller Kai Villadsen.

– Der er ikke nogen dokumentation for, at der er sket nogen form for mobning på havnen, opsummerede Bjarne Overmark.

Illoyale handlinger

De påståede illoyale handlinger var angiveligt et åbent brev, som Keld Sørensen havde udarbejdet på vegne af kranførerne til alle havnens kunder tilbage i sommeren 2012, hvor kranførerne havde besuttet at sige stop for overarbejde udover det planlagte, som ofte løb op i 60-100 timer om måneden.

Brevet var, påpegede Bjarne Overmark, omfattet af offentligt ansattes ytringsfrihed. Og han henviste til en afgørelse fra Folketingets Ombudsmand, hvori det slås fast, at ofentligt ansatte gerne må udtale sig om forhold på egen arbejdsplads, så længe det sker personligt. Og det var netop, hvad kranførerne havde gjort i denne sag.

Det sidste synspunkt ville de to politikeres advokat, Poul Gade, dog ikke godtage. Han fremførte iøvrigt, at de to politikere havde udstrakt ytringsfrihed netop i kraft af, at de er politikere. Og mente, at det at sige, at nogle har været illoyale og har mobbet andre, ikke er så grove udtalelser, at de skal være omfattet af straffeloven. Derfor krævede han frifindelse.

Sagen varede godt fire timer, men der blev ikke afsagt dom. Det sker den 11. juni klokken 9.  

09. maj. 2018 - 10:00   11. jun. 2018 - 16:55

Sms-sag

bi@arbejderen.dk
Sms-sagen fra Aarhus Havn
  • I 2012 beordrede direktøren på Aarhus havn, Bjarne Mathiesen, en arbejdsmiljørepræsentants telefon tømt for sms’er. Det skete som led i en faglig konflikt. Formanden for havnebestyrelsen, borgmester Jakob Bundsgaard (S), godkendte at det blev gjort.

  • På baggrund af 1000 sms’er i telefonen blev tre kranførere, Keld Sørensen, Frants Birger Rasmussen og Kai Villadsen, efterfølgende bortvist i november 2012. To af dem var arbejdsmiljørepræsentanter. 

  • De tre fyrede og 25 tilbageværende kranførere meldte borgmesteren og havnedirektøren til politiet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om brevhemmeligheden. Alle de 28, som stod bag anmeldelsen, havde modtaget eller sendt sms'er til telefonen med de beslaglagte beskeder.

  • I februar 2013 afviste Østjyllands Politi at rejse sagen. Den afgørelse bliver senere omgjort af statsadvokaten i Viborg, og sagen røg videre til Datatilsynet. I september 2014 gav Datatilsynet havnearbejderne medhold i, at aflytningen var ulovlig

  • Den 9. oktober besluttede Østjyllands Politi igen at standse yderligere efterforskning af sagen.

  • Havnearbejderne klagede til Statsadvokaten, som den 15. oktober besluttede at omgøre politiets afgørelse, således at efterforskningen skulle fortsætte. Samtidig rejste Statsadvokaten sigtelse mod Jakob Bundsgaard og Bjarne Mathiesen.

  • Den 18. september 2015 afsagde Retten i Aarhus dom, og den tidligere havnedirektør Bjarne Mathiesen blev dømt for ulovligt at have læst sms'er på en arbejdstelefon tilhørende arbejdsmiljørepræsentant Frants B. Rasmussen.

  • I april 2016 blev Bjarne Mathiesen frifundet ved Vestre Landsret med dommerstemmerne to-et. Han blev dog ikke frifundet, fordi Landsretten mente, at det var lovligt, at han havde læst sms-beskeder på en arbejdstelefon. Frifindelsen skyldes udelukkende, at to af dommerne mente, at den fratrædelsesaftale, der var indgået mellem de tre bortviste kranførere og Aarhus Havn, betød, at havnen ikke efterfølgende ville blive mødt med nogen form for retssager.

>> Se alle artikler i sagen her