16 Sep 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 15 °C

KP-formand: Valgkampens vigtigste spørgsmål bliver ikke diskuteret

Valgkamp i opbrudstider

KP-formand: Valgkampens vigtigste spørgsmål bliver ikke diskuteret

Selv om der er blevet diskutere rigtig meget velfærd, så har debatten ikke berørt de virkelige velfærdsproblemer i samfundet. Og da slet ikke årsagen til problemerne. Det mener Jørgen Petersen, formand for Kommunistisk Parti, som vi har mødt til en snak om valgkamp i opbrudstider.

FOTO: Aage Christensen
1 af 1

– Det, som slår mig allermest, er, at valgkampens vigtigste spørgsmål slet ikke bliver diskuteret, siger Jørgen Petersen.

Hvorfor er der ikke en diskussion af, om det er rimeligt, at den rigeste procent bliver ved med at rage til sig, mens uligheden vokser? 

Vi har sat formanden for Kommunistisk Parti stævne for at diskutere de kommende valg og hele situationen i både Danmark og Europa, som er præget af opbrud. Valgkampen til Folketinget er mere end halvvejs, og om få dage skal vi stemme til EU-parlamentsvalget. 

Hvad mener du med, at de vigtigste spørgsmål ikke bliver diskuteret? Kan du uddybe det?

– Selv om der er blevet diskutere rigtig meget velfærd, så har debatten ikke berørt de virkelige velfærdsproblemer, som er i samfundet. Og da slet ikke årsagen til problemerne.

– Eksempelvis er der brugt meget medietid på, at Venstre og Socialdemokratiet har bundet hinanden til, at der skal bruges 68 milliarder kroner til velfærd de kommende år. Det beløb er defineret af det såkaldte råderum, som hænger sammen med, hvor mange penge EU's finanspagt tillader at bruge. 

– Men er det en rimelig måde at definere på, hvor mange penge der skal bruges? Og er det nok til at rette op på den stigende ulighed og utryghed, som er skabt bredt i befolkningen? Nej. Med den ramme, der diskuteres, vil der også komme fyringer og nedskæringer i de kommende år. Der er brug for et langt større beløb for at rette op på mange, mange års nedskæringer. Der er allerede fyret 40.000 offentligt ansatte. Det er jo ikke sket, fordi der ikke er brug for dem på hospitaler, skoler og i ældreplejen.

– Mens uligheden vokser, er de rige blevet rigere og rigere. Hvorfor er der ikke en diskussion af, om det er rimeligt, at den rigeste procent bliver ved med at rage til sig, mens uligheden vokser? Vi skal jo huske, at den ulighed ikke er kommet af sig selv. Den er et resultat af politiske beslutninger truffet i Folketinget.

– Det er blandt andet beslutninger om at gennemføre skattelettelser, som er betalt via forringelser af velfærdsydelser. Efterlønnen er  forringet, det samme er dagpengedækningen. Folkepensionen bliver udhulet, samtidig med at vi skal arbejde længere. Der er indført fattigdomsydelser, som har medført, at omkring 65.000 børn i dag lever i fattigdom. Og uligheden i sundhed bare vokser og vokser, blandt andet med markant forskel i levealderen mellem rig og fattig. Det er en direkte konsekvens af den politik, der føres, og som de store partier ikke lægger op til at forandre grundlæggende. Heller ikke her bliver de ansvarlige stillet til ansvar i valgkampen.

Velfærdsaftalen fra 2006

Jørgen Petersen påpeger, at den stigende pensionsalder blev aftalt i Folketinget i 2006 i det såkaldte velfærdsforlig. Mange fagforeninger kræver nu forliget opsagt for at få stoppet stigningen i pensionsalderen.

– Men Socialdemokratiet siger nej og argumenterer med, at aftalen er grundlaget under velfærdssamfundets økonomi. "Uden den beslutning vil der ikke være råd til ordentlig kvalitet i børnehaver og ældreplejen", sagde Mattias Tesfaye for nylig i Berlingske. 

– Men det er jo kun rigtigt, fordi Socialdemokratiet ikke vil pille ved de skattelettelser, der er givet. Skatteministeriets egne tal viser, at alene den her regering siden 2015 har gennemført skattelettelser for 27 milliarder kroner, når de er fuldt indfaset i 2025.

– Blandt medier og politikere er der en udbredt konsensus om, at danskerne ikke vil betale mere i skat. Derfor anfægtes den argumentation ikke. Men sandheden er, at der bredt i befolkningen er et ønske om at få rettet op på velfærden. Vi vil have et ordentligt sundhedsvæsen. Vi vil have stoppet den stigende pensionsalder. Der skal være personale nok til at passe vores børn og vores ældre.

– Og velfærdsforliget bliver ikke sat ind i den ramme af nyliberale reformer, som er gennemført i en lind strøm de sidste 20 år – ikke kun i Danmark, men i hele EU. Dem er der heller ikke mange, som stiller spørgsmålstegn ved. Eksempelvis er diskussionen om budgetloven og dens konsekvenser næsten helt fraværende. Hvorfor skal kommunerne udsultes, når der er åbenlyst behov for et velfærdsløft? Valgkampen er en diskussion af mere eller mindre perifere småting, som ikke anfægter den grundlæggende udvikling i samfundet. 

Krig og fred

Et andet emne, som er fraværende, er udenrigs- og sikkerhedspolitikken, påpeger Jørgen Petersen.

Hele valgkampen foregår indenfor en ramme af konsensus, hvor der kun diskuteres inden for den herskende orden. 

– Valgkampen foregår jo samtidig med, at USA holder møde med sine allierede. Formålet er at få os til at gå med i krig mod Iran. Det er absurd, at det foregår, uden at det bliver diskuteret. Heller ikke konsekvenserne af vores tætte alliance med USA er til debat.

– Samtidig vokser oprustningen i hele NATO. I Danmark koster det os milliarder af kroner, som et næsten enigt folketing har stemt for. Og samtidig skærer de ned på den offentlige sektor. 

– Man kan sige, at hele valgkampen foregår indenfor en ramme af konsensus, hvor der kun diskuteres inden for den herskende orden. Sådan er det også i forhold til klima, som ellers bliver udråbt som et af de vigtigste spørgsmål.

– Alle eksperter siger, at Danmark er på forkert kurs. Vi sejler af sted med håb om, at kloden overlever, så længe vi lever. Kapitalismen og dens produktionsmåde er en voksende trussel, men man lukker øjnene for det. I stedet diskuterer vi – med enkelte undtagelser – alle mulige perifere spørgsmål, for eksempel afgifter på flybilletter.

– Et meget sigende eksempel er, at det lige er blevet opgjort, at vi har brug for 4,5 jordklode, hvis alle mennesker på kloden skal have samme forbrugsmønster, som vi har i Danmark. Det understreger, at det er forbrugerismen, kapitalismens evige jagt på vækst og profit, som er problemet. Ingen angriber det, og ingen har planer eller ønske om at gøre noget ved det.

Regeringsskifte

Lige nu peger meget jo på, at vi får et regeringsskifte. Hvordan ser du på det?

– Der er ingen tvivl om, at der er et udbredt ønske om et kursskifte, og mange har forhåbninger til, at Mette Frederiksen som statsminister trods alt vil betyde nogle forbedringer. Men jeg kan ikke huske en valgkamp, hvor der har været så minimale forskelle mellem de mulige regeringsalternativer. Det slår mig også, at der hverken er særlig meget mobilisering eller begejstring i valgkampen. Slet ikke som vi oplevede det, da Helle Thorning-Schmidt blev valgt. 

– Der findes i dag ikke en regeringsduelig blok, som går til valg på at gennemføre et reelt politisk kursskifte og afsætte nok midler til et helt nødvendigt løft af den kollektive velfærd, som det store flertal af befolkningen ønsker. Det skaber frustration, afmagt og politikerlede. Og nogle søger desværre til højrefløjen.

Kommunistisk Parti anbefaler at stemme på Enhedslisten til folketingsvalget. Hvorfor gør I det?

– Vi har besluttet, at vores indsats skal være at bruge valgkampen til at understøtte de krav, som den aktive fagbevægelse og de folkelige bevægelser kæmper for. Det er noget af det, som kan give reel politisk forandring, for eksempel at få stoppet at pensionsalderen stiger eller at de almene boliger nedrives eller sælges. Samtidig siger vi også, at det ikke er nok at stemme. Folk må op af sofaen og være aktive, hvis de ønsker, at vores samfund skal se anderledes ud.

– Enhedslisten bruger Folketinget til at rejse mange af de krav, som er rejst af den aktive fagbevægelse og bevægelserne og kæmper også mod udlicitering og privatisering. Der er forskel mellem Enhedslisten og Folketingets øvrige partier. Derfor er det naturligt, at vi anbefaler at stemme på dem.

– Det betyder ikke, at vi er enige med Enhedslisten i alt. Og forskellene er ikke blevet mindre de sidste år. Kommunistisk Parti er yderst kritisk overfor ikke mindst dele af Enhedslistens udenrigspolitik og forholdet til EU. Vi er ærgerlige over, at partiet har valgt at opstille til EU-parlamentet i stedet for at støtte Folkebevægelsen mod EU. 

Hvorfor stiller Kommunistisk Parti ikke selv op?

– En realistisk vurdering er, at vi er for små og ikke har mulighed for at udnytte de fordele, en valgdeltagelse vil give. Vi har lige nu ingen mulighed for at blive valgt. Men der er ingen tvivl om, at det er relevant med en kommunistisk opstilling, og vi ønsker også at gøre det. Vi er i gang med at opbygge partiet, og vi ser opstilling til Folketinget som en del af den proces.

Højrefløj

En stor forandring ved det her valg er den højrefløj, vi ser vokse frem med Stram Kurs og Nye Borgerlige. Hvordan vurderer du den situation?

– Det er en farlig situation, som afspejler, at udviklingen i Danmark på næsten alle områder går den forkerte vej.

Paludan og Vermund står på ryggen af den svinske fremmedfjendtlighed og racisme, som de andre partier har gjort stueren.

– Gennem de sidste år er der sket en forråelse af den politiske debat, som de her nye partier har været kulminationen på. Men det er de store partier i Folketinget, som har banet vejen. Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet har gjort det legitimt at udtrykke holdninger af krænkende karakter – ikke mindst overfor mennesker med anden etnisk eller religiøs baggrund. Det har skærpet tonen i en grad, som mange indtil for nylig ville have troet var utænkelig. Paludan og Vermund står på ryggen af den svinske fremmedfjendtlighed og racisme, som de andre partier har gjort stueren.

– Det er også bemærkelsesværdigt, hvordan medierne har håndteret dem. De har fået rigtig meget taletid, og det ser ud til at bringe dem over spærregrænsen. En opgørelse fra Syddansk Universitet over partiledernes skærmtid de første 14 dage i valgkampen viser, at både Paludan og Vermund har fået 33 procent mere skærmtid end eksempelvis Enhedslistens Pernille Skipper og den radikale Morten Østergaard.

– Samtidig har det været interessant at se, hvordan initiativer imod racisme og fremmedhad og imod Paludans provokerende fremfærd er vokset frem med stor kraft – over hele landet. Det er meget positivt. Mange forstår, at der nu skal siges fra. Hvis disse partier bliver valgt, vil deres synspunkter få endnu mere plads efter valget. Diskussionen om, hvad der skal gøres, trænger sig på.

Frustration og utryghed

En ting er, at de to partier har fået meget taletid i medierne, men hvad mener du er årsagen til, at deres synspunkter vinder genklang hos en større gruppe af mennesker?

– En vigtig årsag er den frustration, utryghed og frygt, som breder sig i store grupper i befolkningen – ikke mindst de fattigste. De etablerede politiske partier er i gang med at nedbryde velfærdssamfundet, og mange oplever at komme i klemme. Der er hundredetusinder i det danske samfund, som har betalt regningen for den stigende ulighed.

– Højrefløjen kritiserer det etablerede politiske system, samtidig med at de italesætter en løsning: "ud med muslimerne". Det er simpelt, det er let at forstå, mens venstrefløjen, forstået som Enhedslisten og SF, ikke har den samme gennemslagskraft. Manglen på et klart regeringsalternativ rammer også dem. Og Enhedslisten har ikke et klart klasseaspekt i deres politik. 

– Et andet aspekt er ytringsfriheden. Mange mennesker oplever, at de ikke bliver hørt i samfundsdebatten – og der er et voksende problem med at sikre en reel ytringsfrihed. Samtidig ligestilles i den politiske debat retten til ytringsfrihed med retten til at forhåne andre mennesker. Det er en fuldstændig pervertering af ytringsfriheden, som går helt tilbage til Muhammedkrisen.

 – Samtidig har vi blandt partierne i Folketinget set en vedvarende diskussion om at ophæve racismeparagraffen, og blasfemiparagraffen blev ophævet i 2017. Det har konkret betydet, at det juridiske grundlag for at gribe ind mod eksempelvis Paludan og hans koran-afbrændinger er blevet svækket.

Opbrud i hele Europa

Alt tyder på, at vi får et temmelig forandret folketing efter valget. Samtidig er der EU-parlamentsvalg, hvor vi ser en lignede situation. Hvad mener du er årsagen til de forandringer, vi ser overalt?

– Både i Danmark og i EU er det i høj grad et resultat af de brydninger, der har været efter finanskrisen i 2008. I alle lande har de nyliberale fået frit spil – og arbejderklassen og dens rettigheder har været under angreb fra alle sider. Derfor ser vi et opbrud over hele Europa med forskellige fremtrædelsesformer.

Hvis der ikke er et alternativ så bliver det højrefløjen, som opsamler den utilfredshed, som præger det europæiske kontinent. 

– I Storbritannien har det ført til brexit. I Tyskland, Frankrig, Italien og i andre lande styrker højrefløjen sig. Alt for mange steder er det højrefløjspartierne, som forsøger at opsamle utilfredsheden. Det skyldes både den politiske udvikling og den måde, det håndteres på.

– Men der er også andre tendenser, for eksempel De Gule Veste i Frankrig. Her er det mange års frustration, der nu slippes fri, og der kæmpes i gaderne for et politisk kursskifte.

– Men overalt står de traditionelle partier og ikke mindst socialdemokratierne til at blive svækket. I Storbritanien har de to bærende partier valgt at stille sig mere eller mindre bag et forræderi mod brexit, hvilket har givet stor plads til Brexit Party – under ledelse af tidligere UKIP-leder Nigel Farage. 

– Hvis der ikke er et alternativ så bliver det højrefløjen, som opsamler den utilfredshed, som præger det europæiske kontinent. EU har ikke leveret løsninger på noget som helst, men har selv været en del af problemet og har skærpet alle modsætninger. 

Parlamentsvalg

– Derfor anbefaler Kommunistisk Parti at stemme på Folkebevægelsen mod EU til parlamentsvalget. De har ført en god og konsekvent kampagne og har påvist, at konsekvenserne af Danmarks medlemskab er negative. De peger på, at det ikke er muligt for alvor at forsvare velfærden i Danmark, så længe vi er medlem af EU. Derfor peger bevægelsen også på, at vi skal ud af EU.

I dag er der kommet en ny undersøgelse, som viser, at opbakningen til en folkeafstemning om EU-medlemskabet er faldende. Hvordan vil du forklare det?

– Jeg ser to grunde. Den ene er den internationale situation med handelskrige og et USA på krigsstien. De danske EU-tilhængere udnytter den situation til et fremstød for EU, som italesættes som et fredens projekt, samtidig med at oprustningen eskalerer.

– Den anden grund er situationen omkring brexit, hvor EU ikke har ønsket, at Storbritannien trådte ud med en ordentlig aftale. Samtidig har de ledende politikere i Storbritannien og Theresa May selv har været inkarnerede EU-tilhængere. Den cocktail er der indtil nu ikke kommet noget godt ud af det.

– Folkeviljen bliver ikke respekteret. Det er ikke sket i et eneste EU-land, hvor folk har sagt nej. Vi har jo set det samme i Danmark. Hver gang vi har sagt nej, lægger politikerne op til, at vi skal stemme igen. Netop derfor handler det ikke kun om sætte et kryds hvert fjerde eller femte år. Varige forandringer skabes ved aktivitet og kamp.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. maj. 2019 - 07:53   25. maj. 2019 - 08:58

Interview

bi@arbejderen.dk