27 Feb 2020  

KBH: Overskyet, 3 °C

Klimaaktion foran Statsministeriet: "Hører du efter, Mette?!"

Reportage

Klimaaktion foran Statsministeriet: "Hører du efter, Mette?!"

Statsministeriet var det første ministerie, der fredag fik besøg af klimabevægelsen. Det lykkedes ikke aktivisterne at få statsminister Mette Frederiksen ud fra sit kontor, men klimabevægelsen fortsætter. Frem til juni vil ministerierne et efter et få besøg af unge klimaaktivister.

"Åh, Mette, Mette, Mette, hvornår kommer den daag, hvor vi går hånd i hånd om den her klimasag – sammen", sang klimaaktivisterne foran Statsministeriet.
FOTO: Morten Larsen
"Åh, Mette, Mette, Mette, hvornår kommer den daag, hvor vi går hånd i hånd om den her klimasag – sammen", sang klimaaktivisterne foran Statsministeriet.
FOTO: Morten Larsen

"Hører du efter, Mette?!"

En klimaaktivist råber nede fra brostenene foran og op mod de store vinduer Statsministeriet.

Hvis du vil være “børnenes statsminister”, skal du sætte handling bag ordene og give os verdens mest ambitiøse klimahandling. Nu.
Selma Montgomery, klimaaktivist

Han er blandt de 150 aktivister, der ved middagstid fredag stimlede sammen foran Statsministeriet. Og statsministeren havde god grund til at lytte. Især til den 14-årige klimaaktivist og aktiv i FridaysForFuture, Selma Montgomery, der holdt tale foran de mange klimaaktivister med blikkene stift rettet mod ministeriet.

– Klimakrisen er den største krise i menneskehedens historie. Og den grønne omstilling der er brug for for at bidrage til løsningen af den. Det handler ikke om bare at skrue på et par knapper hist og pist. Det er en radikal og gennemgribende ændring af vores samfund, tordnede den unge pige.

"Du har et valg, Mette"

– Du har et valg, Mette. Du får lov til at vælge, hvad historiebøgerne skriver om dig. Hvordan fremtidige generationer husker og dømmer dig. Var du statsministeren, der for en gangs skyld gjorde, hvad der krævedes – ikke fordi det var nemt, men fordi du havde modet til at indse, at du ikke havde noget andet valg. Eller var du statsministeren, der lod sig styre af sin frygt for at gøre op med det etablerede og aldrig gav Danmarks børn og fremtidens børn den handling, der var så desperat brug for.

– Det kræver mod at prioritere mennesker over profit. Det kræver mod altid at være på vores, børnenes side. Hvis du vil være “børnenes statsminister”, skal du sætte handling bag ordene og give os verdens mest ambitiøse klimahandling. Nu!

Statsministeren var inviteret, men kom ikke ud. Hvis hun var derinde et sted bag de tykke mure, kan hun ikke have undgået at have hørt klimaaktivisternes sang, der opfordrede statsministeren til at tage deres hånd og gøre noget ved klimaet:

"Så kom klimaloven til os – den lød ikke særlig godt – blev kaldt superambitiøs, men mangler alt det der med smååt … For vor's klima er i overgang. Vor's vejr er helt forkert. Australien er gå't op i røg, og står nu helt barber´t. Åh, Mette, Mette, Mette, hvornår kommer den daag, hvor vi går hånd i hånd – om den her klimasag – sammen" …

Inden de gik hjem, afleverede de unge sangen i Statsministeriet. 

Når der ikke er taler og sang, råber aktivisterne slagord til statsministeren: "Hvad vil vi ha'? Klimahandling nu!"

>> LÆS OGSÅ: Klimaaktivister søsætter "Operation Klimahandling"

Klimaaktivisterne har taget opstilling foran ministeriet med et stort rødt "Operation Klimahandling"-banner. Og de har medbragt små skilte: "Ikke mere varm luft!" og "Giv os verdens mest ambitiøse klimahandlingsplan, nu!"

Fredagens demonstration er den første i den Operation Klimahandling, som klimabevægelsen har søsat. Det næste halve år vil klimabevægelsen hver fredag mødes foran et nyt ministerium for at lægge pres på politikerne. Aktivisterne vil sikre, at den danske klimahandlingsplan bliver ambitiøs.

Aktive elever

En af dem, der er dukket op denne fredag, er den 17-årige gymnasieelev Dinah Wettergren.

– Jeg er her for klimaets skyld. Jeg er dybt bekymret for alle de – især fattige – mennesker, der bliver ramt af klimakrisen. Jeg skammer mig over, at Danmark ikke gør mere for at bekæmpe klimakrisen. Derfor er jeg aktiv i FridaysForFuture og har været med til at arrangere lokale klimastrejker, fortæller Dinah Wettergren til Arbejderen.

Der er også folkeskoleelever med til dagens happening.

– Vi skal have gjort noget ved klimakrisen, hvis vi skal sikre, at mine børn og børnebørn også skal kunne leve på Jorden. Mette Frederiksen siger en masse, men gør ikke så meget. Hun har lavet en aftale om en klimalov. Men nu skal der sættes handling bag ordene, siger 12-årige Malte Hulvej Rod til Arbejderen.

Han har taget fri fra Skolen Ved Sundet for at være med til den første Operation Klimahandling.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jan. 2020 - 14:11   17. jan. 2020 - 17:04

Klima

ml@arbejderen.dk