17 Feb 2019  

KBH: Spredte skyer, dis, 6 °C

KL-ledelse mødt af røde faner

Pres fra Velfærdsalliance

KL-ledelse mødt af røde faner

Demonstranter opfordrer repræsentantskabet i Kommunernes Landsforening til at holde fast i deres modstand mod regeringens nedskæringskrav. Lige nu er der tænkepause i forhandlingerne med regeringen.

Forbikørende cyklister får løbesedler. Forrest i billedet Majbrit Kronbøl fra fagforeningen LFS.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Landets borgmestre og andre medlemmer af repræsentantskabet i Kommunernes Landsforening (KL) blev mødt af demonstranter og røde faner, da de i morges kom til møde i Falkoner Centret på Frederiksberg.

Velfærds-alliancen er noget af det bedste, der er sket i fagbevægelsen i mange år.
Jan Andreasen, Uddannelsesforbundet

"Husk nu at holde fast i modstanden mod regeringens omprioriteringsbidrag", lød opfordringen fra Velfærdsalliancen, der stod bag manifestationen.

Omprioriteringsbidraget betyder, at kommunerne skal spare en procent på deres budgetter hvert år. Det svarer til 2,4 milliarder kroner. 

Regeringens nedskæringskrav og de igangværende økonomiforhandlinger var til debat på mødet i repræsentantskabet.

– Vores skoler kan ikke klare at spare mere. Der er sparet så meget, nu er der kun lærerne at skære væk, siger en af demonstranterne, Jan Andersen, der er sektorformand for ungdomsskolelærerne i Uddannelsesforbundet.

– Opbygningen af Velfærdsalliancen er noget af det bedste, der er sket i fagbevægelsen i mange år. Det er godt, at fagforeninger går sammen på tværs af faggrupper og fra neden af. Vi skal holde fast i bevægelsen og fortsætter aktiviteterne, tilføjer han.

Protester fortsætter

Velfærdsalliancen stod bag demonstrationer foran rådhusene i 74 kommuner den 12. maj. 137 fagforeninger og andre organisationer er i dag tilsluttet initiativet.

Jena Bjerregaard, der er tillidsrepræsentant i Socialpædagogernes Landsforbund og arbejder i Herlev, er helt enig i, at protesterne skal fortsætte.

– Vi er nødt til at stå sammen og udvikle aktiviteterne endnu mere, hvis det skal lykkes at få det her taget af bordet. I den lille kommune, hvor jeg arbejder, betyder omprioriteringsbidraget nedskæringer på hele 39 millioner kroner over tre år. Det vil virkelig kunne mærkes, siger hun.

Regeringen har lovet, at de penge, kommunerne skal spare i 2017 på grund af omprioriteringsbidraget, vil blive brugt på kommunal kernevelfærd. Men det løfte har en anden af demonstranterne, Majbritt Kronbøl, ikke meget til overs for.

– Jeg er sikker på, at pengene vil blive brugt på skattelettelser. For den her regering handler det hele om at gøre de rige rigere, siger Majbritt Kronbøl, der er formand for dagplejeområdet i den pædagogiske fagforening LFS. 

Hun opfordrer til at fortsætte protesterne mod kommunale nedskæringer. Der er allerede nu planlagt endnu en stor landsdækkende protestdag den 15. september med opfordring til at demonstrere foran alle landets rådhuse. 

Milliarder skiller

Der er 181 medlemmer af KL's repræsentantskab – heriblandt alle landets 98 borgmestre. Fem af dem gav sig tid til at stoppe op ved demonstrationen og sige et par ord til demonstranterne.

– Det er mellem 7,5 og 10 milliarder, der skiller i forhold til det, regeringen vil, og det, kommunerne mener er nødvendigt. Så vi er nødt til at stå sammen og fortsætte kampen for at få fjernet omprioriteringsbidraget og sikret en balance i kommunerne, sagde blandt andet Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus og næstformand i Kommunernes Landsforening.

Konservative Michael Ziegler, der er borgmester i Høje Taastrup, kritiserede regeringen for at være uærligt, når den påstår, at kommunerne godt kan spare en procent, uden at borgerne kan mærke det.

Der er lige nu tænkepause i forhandlingerne mellem regeringen og KL. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. maj. 2016 - 13:37   31. maj. 2016 - 10:14

Budget 2017

ur@arbejderen.dk