25 Sep 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 11 °C

Jobcenter fortsætter overvågning af talsperson

Krav om nyt afklaringsforløb

Jobcenter fortsætter overvågning af talsperson

Stik imod løfter om det modsatte fortsætter Jobcenter Lærkevej overvågningen af talspersonen for Jobcentrets Ofre og bruger oplysningerne til at fastholde ham på kontanthjælp.

Talsperson for Jobcentrets Ofre, Kim Madsen (t.h.) bliver fortsat overvåget og registreret af Jobcenter Lærkevej i København.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Jobcenter Lærkevej fortsætter tilsyneladende med at overvåge og registrere politisk aktive arbejdsløse og bruge oplysningerne imod dem i sagsbehandlingen.

Kim Madsen, som er talspersonen for Jobcentrets Ofre, har netop fået brev fra jobcentret, der kræver, at han deltager i et "længerevarende afklaringsforløb på det administrative område".

Det må ikke lykkes for kommunen at give de arbejdsløse mundkurv på. 
Kim Madsen, Jobcentrets Ofre

Ifølge Jobcenterets rehabiliteringsteam udviser Kim Madsen nemlig i sin fritid nogle "administrative og kommunikative ressourcer som ikke har været afprøvet i tilstrækkelig grad".

Kim Madsen er ikke i tvivl om, at de fritidsinteresser, som rehabiliteringsteamet henviser til, er hans kamp for arbejdsløses rettigheder og ret til en fair sagsbehandling. I 2014 startede han netværket Jobcentrets Ofre, der i dag har 14.000 medlemmer, især arbejdsløse og pårørerende.

Ret til ytringsfrihed

– Nu må jagten på mig og alle andre arbejdsløse, der råber op, stoppe. Jobcentret forsøger – endnu en gang – at bruge imod mig, at jeg er aktiv på Facebook i Jobcentrets Ofre og har en blog i BT og er aktiv i forskellige medier for at fortælle om de arbejdsløses vilkår, siger Kim Madsen til Arbejderen.

Han har dog ikke tænkt sig at stoppe.

– Det er min ret, at bruge min ytringsfrihed og blande mig i debatten. Derfor fortsætter jeg. Det må ikke lykkes for kommunen at give de arbejdsløse mundkurv på. 

>> LÆS OGSÅ: Politisk aktive arbejdsløse bliver registreret

Det er ikke første gang, at Kim Madsen bliver overvåget og registreret på grund af hans politiske arbejde. Arbejderen har tidligere beskrevet, hvordan Jobcenter Lærkevej i november og december registrerede hans politiske aktiviteter og brugte det imod ham i behandlingen af hans sag.

Efter artiklerne har været bragt, og efter at Kim Madsen har protesteret og stillet spørgsmål, har både jobcentret og beskæftigelsesforvaltningen i København beklaget og lovet, at han ikke vil blive registreret som politisk aktiv. Derfor undrer det Kim Madsen, at jobcentrets rehabiliteringsteam nu vil sende ham ud i endnu en jobprøvning med henvisning til hans politiske aktiviteter på Facebook.

>> LÆS OGSÅ: Aktivist føler sig politisk forfulgt af jobcenter

Har været i arbejdsprøvning

Kim Madsen har allerede været sendt i arbejdsprøvning syv gange tidligere i forløb, der har varet mellem 13 og 26 uger. Han har også tidligere været sendt ud i kontorarbejde og andet administrativt arbejde.

– Det passer ikke, at mine administrative ressourcer ikke er afprøvet.

Derfor har Kim Madsen ikke tænkt sig at uden videre at acceptere kommunens krav om arbejdsprøvning. Han har netop sendt 30 spørgsmål til jobcentret, som han kræver svar på. Jobcentret skal blandt andet svare på, hvor mange arbejdsprøvninger der skal til for at vurdere, om han er berettiget til fleksjob eller førtidspension.

Han kan mærke, at jobcentrets jagt på ham sætter sine spor.

– Når jeg går ud af døren, tænker jeg nogen gange: Er ham, der sidder der, spion for kommunen? Jeg føler, at kommunen gør alt, hvad de kan, for at stoppe mig og de andre arbejdsløse i at råbe op og slås for de arbejdsløses vilkår og ret til førtidspension og fleksjob.

Kim Madsen har været sygemeldt siden 2012 på grund af slidgigt i ryg og nakke. Hans sygedagpenge stoppede i 2014. 

Jobcentrets krav om endnu en arbejdsprøvning betyder, at han kan se frem til endnu flere måneder på kontanthjælp. 

– På kontanthjælp får jeg udbetalt cirka 8400 kroner om måneden. Hvis jeg får bevilliget det fleksjob eller den førtidspension, som jeg er berettiget til, vil jeg få udbetalt omkring 12.000 kroner. Det er ren kassetænkning fra kommunens side, at de igen og igen sender mig ud i arbejdsprøvning for at beholde mig i kontanthjælpssystemet. Det værste er dog det pres om arbejdsprøvning og aktivering, og den mistænkeliggørelse du konstant er underlagt på kontanthjælp, forklarer Kim Madsen.

Københavns Kommune ikke er ene om at jagte politisk aktive arbejdsløse. Også Vordingborg, Frederiksberg og Odense kommuner registrerer politisk aktive arbejdsløse, viser flere historier fra arbejdsløse.

15. feb. 2018 - 07:00   15. feb. 2018 - 07:10

Arbejdsløse

ml@arbejderen.dk
Jobcentrets Ofre
  • Facebookgruppen Jobcentrets Ofre blev startet i 2014 i frustration over den behandling, syge kontanthjælpsmodtagere bliver udsat for på jobcentrene. I dag har gruppen over 10.000 medlemmer.
  • I 2016 blev Jobcentrets Ofre til en egentlig forening. 
  • Igennem det sidste halvandet års tid har Jobcentrets Ofre gennemført en række demonstrationer i protest mod forholdene på Lærkevej i København, der anklages for en langsommelig og ulovlig sagsbehandling. Sagsbehandlerne på Lærkevej har typisk over 200 sager hver.