18 Nov 2019  

KBH: Overskyet, dis, 9 °C

Hver femte på Langeland stemte personligt på Bjørn

Ny blogger i Arbejderen

Hver femte på Langeland stemte personligt på Bjørn

Bjørn Brandenborg fik det højeste antal personlige stemmer i Svendborgkredsen. Som socialdemokratisk folketingspolitiker vil han arbejde på at give en stemme til de mennesker fra det såkaldte udkantsdanmark, der føler sig hægtet af udviklingen. I dag starter han som fast blogger i Arbejderen.

"Nogle kalder Sydfyn og Langeland for udkant. Jeg kalder det for mit hjem", står der ved dette foto på Bjørn Brandenborgs hjemmeside.
FOTO: Privat
1 af 1

Den socialdemokratiske politiker Bjørn Brandenborg scorede det højeste antal stemmer i Svendborgkredsen ved folketingsvalget i juni. Forinden havde han gennemført en intensiv valgkamp i lokalområdet, hvor han lyttede mindst lige så meget, som han talte.

Jeg bankede på 17.000 døre og holdt mellem 40 og 50 stuemøder hjemme hos folk for at blive klogere på, hvordan tingene hænger sammen, og hvad der bekymrer folk.
Bjørn Brandenborg

– Jeg bankede på 17.000 døre og holdt mellem 40 og 50 stuemøder hjemme hos folk for at blive klogere på, hvordan tingene hænger sammen, og hvad der bekymrer folk, siger Bjørn Brandenborg, der bor på Langeland.

Det startede med, at han arrangerede et møde med en gruppe sygehusansatte, fordi han syntes, at han vidste for lidt om de udfordringer, sundhedsvæsenet har. Det hørte andre fra lokalområdet om, og de tog initiativ til at arrangere møder med Bjørn Brandenborg i deres egne hjem. Nogle møder deltog der fire i, andre kom der 20 til.

– Det gav mulighed for at tage den åbne, ærlige og svære diskussion over flere timer. Det var ikke altid, vi blev enige, men jeg har stadig til gode at gå fra sådan et møde og ikke føle, at jeg er blevet klogere af det, erklærer den socialdemokratiske politiker. 

Valgkampen endte med, at hver femte vælger på Langeland satte kryds ved Bjørn Brandenborg.

– Mit ønske er at give en stemme til de mennesker, der har valgt mig til Folketinget. De har i mange, mange år manglet en stemme i Folketinget. Tilliden mellem folketingspolitikerne og befolkningen på Langeland og Sydfyn er meget langt væk. De oplever, at politikerne ikke lytter til dem, og at toget buldrer afsted, uden at de nåede at få en billet, konstaterer det nyvalgte folketingsmedlem.

– Når politikerne taler om, at det går godt i Danmark, kan de ikke genkende den optimisme. Hvert år oplever de diskussioner om, at der skal spares. Folk ønsker egentlig bare en ordentlig velfærd, tilføjer han.

Ordfører på social dumping

I dag starter Bjørn Brandenborg som fast blogger i Arbejderen. Mange af hans blogs vil utvivlsomt kommer til at handle om problemerne med social dumping. Bjørn Brandenborg har nemlig fået posten som Socialdemokratiets ordfører for social dumping.

>> LÆS OGSÅ: Der er intet socialt i dumping

Det er en opgave, han er meget glad for, og hvor han kan bruge sine erfaringer fra arbejdet det sidste års tid som organisator hos 3F Sydfyn.

– Jeg har arbejdet med social dumping hos 3F Sydfyn og vil også bruge fagforeningerne rigtig meget i mit politiske arbejde. Det er folk i fagforeningerne og ude på arbejdspladserne, der ved, hvor udfordringerne er, siger den 27-årige politiker.

– Det er jo et område, der ikke har været prioriteret i mange år, men med den nye regering vil vi se en forandring i forhold til det bedre, tilføjer han.

Bjørn Brandenborg peger på, at S-regeringen blandt andet vil tage fat omkring problemerne med den såkaldte cabotagekørsel og også se på bødestørrelserne i forhold til virksomheder, der ikke overholder lovgivningen.

I forhold til kravet om kædeansvar, der bliver rejst af mange fagforeninger, vil han ikke lægge hovedet på blokken i forhold til, om det bliver noget, regeringen vil gennemføre. 

Mange har mistet tillid til politikere

Ikke kun i forhold til social dumping, men på mange andre områder har Bjørn Brandenborg tillid til, at danskerne vil opleve, at de har fået en regering, der grundlæggende set er på arbejdernes side.

– Jeg synes, at vores politik er solid socialdemokratisk arbejderpolitik, som vi ikke har set i rigtig mange år, vel ikke siden 90'erne, siger Bjørn Brandenborg.

Udover fokus på kampen mod social dumping peger han på retten til tidligere tilbagetrækning for de mest belastede arbejdergrupper og en helt anderledes prioritering i forhold til uddannelserne, hvor der for eksempel er fokus på at opretholde VUC-uddannelserne, når talen falder på de forbedringer, den nye regering vil gennemføre.

– Vi kan ikke løse alt det første år. Men det er vigtigt, at folk kan mærke en forandring. Jeg oplever, at mange folk i for eksempel 3F er trætte af politik og politikere. De oplever, at det ikke nytter noget, og er bekymrede over globaliseringen, der for dem ikke er lig med rigdom og velstand. Jeg oplever bekymring, frygt og mistillid. Det skal vi tage meget alvorligt, understreger Bjørn Brandenborg.

Han peger på en undersøgelse fra sidste år, hvor 70 procent af 3F's medlemmer sagde, at de ikke troede på, at deres børn ville få et bedre liv end dem.

– Det er alarmerende. Vi skal sikre, at velfærdssamfundet ikke er noget, der var engang. Jeg ser de aktuelle initiativer som første skridt i en lang rejse i forhold til udvikling af velfærdssamfundet, understreger Bjørn Brandenborg.

Vil ikke afskaffe velfærdsforlig

De to store fagforbund FOA og 3F har på deres netop afholdte kongresser krævet henholdsvis afskaffelse eller ændring af det såkaldte velfærdsforlig fra 2006, der betyder, at pensionsalderen skal stige i takt med befolkningens stigende levealder.

Men det er ikke et krav, som Bjørn Brandenborg kan tilslutte sig. Socialdemokratiet er et af partierne bag velfærdsforliget.

– I stedet for at opsige velfærdsforliget foreslår vi en model, der vil give nogle af de medlemmer af FOA og 3F, der har brug for det, mulighed for at trække sig tidligere tilbage. Jeg mener, at det er ret naturligt, at vi, i takt med at vi lever længere, også skal arbejde længere. Velfærd koster penge, det kræver, at vi allesammen bidrager, siger han.

Bjørn Brandenborg vil selv skulle arbejde, til han er omkring 74 år. Han erkender, at ikke alle vil kunne holde til det.

– Det handler om at sikre en balance, hvor dem, der kan, fortsætter med at arbejde, mens andre kan trække sig tilbage før, erklærer han.

Partimedlem som 14-årig

Den unge socialdemokrat har været interesseret i politik, lige så længe han kan huske. Han er ikke vokset op i et traditionelt socialdemokratisk hjem, men i et hjem hvor der var masser af politisk interesse og debat.

– Min mor er pædagog, og min far er sømand og fagligt aktiv. Da jeg var 14 år, tog han mig med til et politisk møde, hvor alle partierne var repræsenteret, og sagde, at nu kunne jeg finde ud af, hvor jeg ville gå hen med alt det, jeg snakkede om. Det har jeg takket ham for mange gange. Efter mødet meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet, fortæller Bjørn Brandenborg.

– Jeg er præget både af mit barndomshjem, men også af det miljø, jeg er vokset op i. Mange i min generation er de første i familien, der har fået en faglig uddannelse eller en universitetsuddannelse. Vi står på skuldrene af de generationer før os, der har knoklet for det. Jeg er præget af, at jeg kommer fra et godt lokalsamfund med gode folkeskoler, velfungerende institutioner, sport og så videre. Det er kernen i det velfærdssamfund, vi skal værne om, understreger den unge politiker.

I denne uge har Bjørn Brandenborg taget sig tid til at rejse udenlands på en lille efterårsferie. Ellers er hans døgn fuldt optaget med at få tag på det nye arbejde som folketingspolitiker. I den smule fritid, der bliver til overs, går eller løber han ture i den smukke natur omkring hjemmet på Langeland, læser bøger, spiller håndbold med gutterne eller hygger sig med familien.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. okt. 2019 - 12:25   15. okt. 2019 - 13:48

Portræt

ur@arbejderen.dk
Rød bog: Bjørn Brandenborg
  • Født 10. december 1991. Er vokset op i Svendborg. Bor i dag på Langeland.
  • Blev medlem af Socialdemokratiet som 14-årig. Valgt som folketingsmedlem den 5. juni 2019. Fik 6837 personlige stemmer i alt og blev topscorer på listen over personlige stemmetal i Svendborgkredsen.
  • Bachelor i politik og administration fra Aalborg Universitet 2015. 
  • Har arbejdet som organisator hos 3F Sydfyn fra 2018 til 2919. Var inden da kommunikationsmedarbejder hos Danske Handicaporganisationer og har derudover blandt andet arbejdet som studenterhjælp hos Socialdemokratiet og HK Nordjylland.