13 Apr 2021  

KBH: Spredte skyer, 3 °C

Grønland – fødekæde for EU's atomkraft?

Lokale frygter uranmine

Grønland – fødekæde for EU's atomkraft?

2021 kan blive året, hvor Grønland - for første gang nogensinde - begynder at eksportere radioaktivt uran. Stærke kapitalkræfter vil udvinde uran i Grønland, og kæmper nu mod lokalbefolkningen for at gøre Grønland til storeksportør af det radioaktive stof til EU's atomkraftværker.

Grønland skal ikke være kendt ude i verden for at eksportere uran, der kan bruges til atomvåben og atomkraft, mener Mariane Paviasen fra den grønlandske organisation mod uran – Urani Naamik.
FOTO: Morten Larsen
1 af 1

Fra den lille grønlandske bygd Narsaq kan de 1600 indbyggere kigge op på det 690 meter høje bjerg Kvanefjeld.

Narsaqs indbyggere er dybt afhængige af naturens ressourcer omkring dem. Fra toppen af Kvanefjeld er der alletiders udsigt over fjorden med dens sæler, hvaler, fisk og rejer. Kigger man ned i dalen, ser man køer og får gå på græs.

Grønland skal ikke være kendt ude i verden for at eksportere uran, der kan bruges til atomvåben og atomkraft. Bare tanken om, hvad uran kan bruges til, gør mig ked af det.
Mariane Paviasen, Urani Naamik

Bjerget indeholder stentypen lujavrit, der rummer flere sjældne jordarter som eksempelvis zink, der bliver brugt i smartphones, fladskærme, computere og en masse anden teknologi.

Men bjerget indeholder også store mængder af uran, der er radioaktivt og stærkt kræftfremkaldende. Uran er et efterspurgt grundstof, fordi det kan bruges i både atomkraft og atomvåben.

EU jagter uran

Uran er det brændsel, der bruges til at producere elektricitet i atomkraftværker. Atomkraft producerer næsten 30 procent af al elektricitet i EU.

Derfor er EU dybt afhængig af uran til sine i alt 109 atomkraftværker, der kører i døgndrift i 13 ud af EU's 27 medlemslande.

Atomkraftværket Mochovce i Slovakiet er blandt de mange atomkraftværker i EU, der står for næsten en tredjedel af elproduktionen i EU.
Tomas Halasz/Greenpeace

EU ser ikke den kontroversielle atomkraft som et problem, men derimod som en energikilde, der udleder meget lidt CO2 og derfor udgør en central del af EU's klimaplan, der skal sikre at EU-landene lever op til Parisaftalen.

Atomkraft udgør "rygraden" i EU's planer om at blive CO2-neutral i år 2050, konstaterer EU's Atomenergifællesskab (Euroatom) i sin seneste rapport om energiforsyningssikkerhed i EU.

EU vil altså være afhængig af atomkraft i mange år fremover. 

Kigger mod Grønland

Men EU har et problem.

EU importerer nemlig i øjeblikket 98 procent af den uran, der bliver brugt i de europæiske atomkraftværker. Uranen kommer først og fremmest fra ustabile lande i Afrika og fra Rusland.

Det betyder, at en stor del af EU's elproduktion er sårbar overfor svigt af leverancer i tilfælde af handelskrige eller andre konflikter.

Derfor er EU og den europæiske atomkraftindustri på jagt efter stabile forsyninger af uran fra stabile allierede lande - som eksempelvis Grønland, bekræfter atomindustrien overfor Arbejderen:

– Det vil helt afgjort være nyttigt at kunne tilføje endnu en urankilde til listen over leverandører, siger generaldirektør i den europæiske atomkraftindustris lobbyorganisation FORATOM, Yves Desbazeille, til Arbejderen direkte adspurgt, om atomindustrien ser muligheder i Grønland. 

Også det store franske atomenergiselskab Orano kigger mod Grønland.

– Grønlands regering har i flere år forsøgt at fremme udnyttelsen af Grønlands mineralressourcer. I forlængelse heraf undersøger Orano i øjeblikket muligheden for at foretage geologiske undersøgelser i Grønland i de kommende år, fortæller Oranos pressetalsmand, Thomas Gwénaël, til Arbejderen.

Han uddyber:

– For at være i stand til at levere stabil el må Orano garantere sikre forsyninger af uran til sine kraftværker. Orano forsøger i øjeblikket at sprede sine mineaktiviteter.

EU's Atomenergifællesskab følger i sine årsrapporter nøje med i, hvordan det går med at udvinde uran i Grønland.

Det er nemlig ikke kun i Kvanefjeld-bjerget i Narsaq, at der findes uran. Også i resten af Grønland findes der enorme uranreserver, ifølge De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Eksperter fra GEUS og Videncenter for Mineraler og Materialer vurderer, at der findes hele 66 lokaliteter i Grønland med uranforekomster. Ifølge eksperterne har 21 af forekomsterne et stort potentiale, og syv har meget stort potentiale for udvinding af uran.

Der er en stigende efterspørgsel efter uran, fordi flere lande ser atomkraft som et "grønt" alternativ til blandt andet kul og olie. I øjeblikket er EU-lande som Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien, Ungarn og Bulgarien i gang med at bygge nye atomreaktorer eller har planer om det. 

Derfor er prisen på uran på vej op igen. Efter et historisk lavpunkt i 2018 og 2019 med priser ned til 24 dollar per pund, ventes uranprisen at nå 50 dollar per pund i de kommende år på grund af stigende efterspørgsel.

Den stigende efterspørgsel - og de stigende priser - på uran får investorer og mineselskaber til at søge mod Grønland.

Flere mineselskaber er i gang med at efterforske potentialet for udvinding af uran i Grønland.

Det britiske mineselskab, Bluejay Mining, har fået to efterforskningstilladelser i et område på over 2000 kvadratkilometer i Sydgrønland. Ifølge Bluejay Mining er der potentiale for - i stor skala - at udvinde uran i området.

Flere investorer og mineselskaber har fået licens til at efterforske uran i Grønland.

Det selskab, der er længst fremme er det australske mineselskab Greenland Minerals, der allerede i år 2021 kan åbne den første uranmine ved Kvanefjeld-bjerget i Grønland, hvis selskabet får grønt lys af Grønlands Landsstyre.

Blandt verdens største uranforekomster 

Kvanefjeld-bjerget har en af verdens største forekomster af uran. 

Ifølge det australske mineselskab Greenland Minerals indeholder bjerget og det omkringliggende område mere end 300.000 ton uran.

Hvis minen i Kvanefjeld bliver en realitet, kan Grønland blive en af verdens største eksportører af uran.

Mineselskab møder modstand

Men det australske mineselskab møder modstand fra det lille samfund, der bor omkring bjerget. Flere hundrede grønlændere fra området ved Kvanefjeld og overalt i Grønland har organiseret sig i organisationen Urani Naamik (Nej til uran, red.) for at give det australske mineselskab og planerne om at gøre Grønland til uraneksportør kamp til stregen.

En af de aktive er Mariane Paviasen, der bor bare seks kilometer fra minen. Hun er forkvinde for Urani Naamik i Narsaq og mener, at uranen skal blive liggende i bjerget og ikke udvindes og eksporteres og bruges til atomkraft eller i krig.

– Grønland skal ikke være kendt ude i verden for at eksportere uran, der kan bruges til atomvåben og atomkraft. Bare tanken om, hvad uran kan bruges til, gør mig ked af det, siger Mariane Paviasen til Arbejderen.

Den danske regering har tilsluttet sig flere internationale konventioner og udarbejdet et regelsæt, der skal sikre at uranen kun må bruges til fredelige formål.

Men Mariane Paviasen giver ikke meget for løfterne om, at den grønlandske uran ikke vil blive brugt i våbenproduktion.

– Hvordan vil man kontrollere det? Det kan man jo ikke styre. Når først uranen er købt og betalt, kan den udenlandske køber reelt gøre med den, som man vil. Vi kan ikke følge uranen døgnet rundt, fra den forlader vores havn.

Urani Naamik har afholdt demonstrationer og borgermøder overalt i Grønland for at protestere mod, at deres land begynder at udvinde og eksportere uran. Demonstrationen i Narsaq blev en af de største demonstrationer, der nogensinde har været holdt i Grønland.

Frygter forurening

Hvis det australske selskab sætter gang i mineproduktionen, vil Kvanefjeld blive verdens største åbne uranmine.

Det australske mineselskab vil bygge en åben mine og sprænge bjerget, så man kan få adgang til den malm, der gemmer på uranen og de sjældne jordarter og mineraler.

Men udvindingen af uran vil føre til enorme mængder affald. Uranmalm indeholder nemlig ikke ret meget uran. For hvert kilo uran, der udvindes, står man med altså med tre ton affald.

Minen er placeret på et bjerg. Derfor er der risiko for, at giftigt spildevand og radioaktivt restaffald fra minen kan løbe ned ad bjergsiderne og på kort tid forurene de beboede områder, der ligger få kilometer fra minen. Beboerne og naturen risikerer også at blive udsat for radioaktivt støv, der blæser fra den åbne mine.

– Firmaet vil bruge enorme mængder vand for at prøve at forhindre, at det radioaktive støv spreder sig. Jeg tror ikke på, at det kan lade sig gøre at forhindre det radioaktive støv i at sprede sig. Støv kan opstå overalt og sprede sig, fortæller Mariane Paviasen.

Vil dumpe giftigt spildevand i sø

Spildevandet fra minen er fyldt med rester fra de farlige kemikalier, der skal bruges til at udvinde uranen og de sjældne jordarter og mineraler fra bjerget.

Det australske mineselskab forventer at dumpe 875 millioner liter radioaktivt spildevand og giftige kemikalier fra minen i den nærliggende sø, Taseq. Herudover vil firmaet oprette affaldsdepoter, hvor man vil dumpe store mængder radioaktivt stenaffald.

– Vores by ligger kun få kilometer fra minen og dens affaldsdepot. Vi er meget utrygge. Vi frygter, at vores drikkevand bliver forurenet, og at vi bliver syge, hvis mineselskabet begynder at sprænge store mængder radioaktive sten frem fra bjerget. Ingen aner, hvad der vil ske, fortæller Mariane Paviasen.

Hun og de andre aktive i Urani Naamik har forgæves forsøgt at få den grønlandske råstofminister, fra myndighederne og fra mineselskabet på, hvordan det vil påvirke naturen og beboerens sundhed, at få en af verdens største uranminer som nabo.

Frygten for en ny Thule-ulykke med radioaktivt materiale spredt i naturen sidder stadig dybt i mange grønlændere. Det gør den også hos Mariane Paviasen.

– Det er kun en generation siden, at vi fik at mærke, hvad radioaktivitet kan gøre ved mennesker og natur, forklarer hun.

Dumpet gang på gang

I september godkendte Miljøstyrelsen, Greenland Minerals såkaldte VVM-redegørelse, der beskriver Kvanefjeld-minens konsekvenser for natur og mennesker.

Miljøstyrelsen har fire gange tidligere dumpet Greenland Minerals VVM-redegørelser, fordi mineselskabet ikke har redegjort for konsekvenserne af mineprojektet.

Det gælder eksempelvis Greenland Minerals planer om at bygge to syreanlæg til forarbejdning af de omkring tre millioner ton malm, som selskabet forventer at udvinde af minen hvert år. Anlæggene skal bruge op mod 300.000 ton kemikalier hvert år. Men de to anlæg nævnes kun kort i VVM-redegørelsen, og mineselskabet beskriver ikke, hvordan anlæggene vil påvirke miljøet.

Mineselskabet har heller ikke redegjort for risikoen for, at forurenet vand fra søen Taseq siver ud i det nærliggende drikkevandsreservoir til byen Narsaq eller i naturen. Søen Taseq er central for mineprojektet, fordi det er her, at Greenland Minerals vil opbevare restkemikalier, radioaktive stoffer og andre affaldsprodukter fra mineproduktionen.

Det er mineselskabets plan, at restaffaldet fra minen skal opbevares i to store dæmninger under vandet i Taseq, som skal kunne holde i 10.000 år. Et brud på dæmningerne vil være en katastrofe for miljø og mennesker i området, og Miljøstyrelsens rådgivere har tidligere advaret om at Greenland Minerals' scenarier for et brud på dæmningen "virker meget overfladisk og hviler på et tyndt og forældet datagrundlag".

Men mineselskabet har altså nu fået godkendt sin seneste VVM-redegørelse, og kort før jul sendte Grønlands regering redegørelsen i høring i 12 uger. Herefter skal Grønlands Landsstyre tage stilling til, om minen kan begynde at udvinde uran og sjældne jordarter og mineraler.

Kræver uvildig undersøgelse

Mariane Paviasen er ikke overbevist af den information om projektet, som hun og de øvrige beboere hidtil har fået af det australske selskab og fra det grønlandske selvstyre og de danske myndigheder.

– Vi bliver mødt af en masse propaganda fra mineselskabet og fra myndighederne, der forsøger at berolige os med lange rapporter. Vi er helt almindelige mennesker, der lever af naturen og landbruget. Vi har svært ved at sætte os ind i en masse skriftligt materiale og rapporter på engelsk og dansk.

Derfor kræver beboerne en uvildig undersøgelse af mineprojektets konsekvenser for deres sundhed og for naturen.

– Herudover kræver vi en folkeafstemning, så den grønlandske befolkning får mulighed til at tage stilling til, om der skal udvindes uran i Grønland, forklarer Mariane Paviasen.

Grønt landbrugseventyr i fare

Grønland er ikke kun is og sne. Grønland er et frodigt land med græs og store grønne sletter. Især i Sydgrønland, hvor Narsaq ligger, er der gode muligheder for at dyrke jorden.

Og det gør de lokale. De dyrker kartofler, roer, gulerødder, salat og jordbær, holder både får og kvæg, og Grønlands eneste slagteri ligger i byen.

– Narsaq forsyner resten af Grønland med lammekød og har Grønlands eneste slagteri, hvor der slagtes kvæg, rensdyr og får. Alle disse arbejdspladser og muligheder for vores by er langt mere bæredygtige og langtidsholdbare end de 30 år, det australske firma vil drive deres mine.

Det er ikke kun uranen, der risikerer at forurene området i generationer.

Også alle de giftige kemikalier, der skal bruges i processen med at få uranen, mineralerne og de sjældne jordarter ud af de store sten, der skal sprænges ud af bjerget, risikerer at forurene området.

Mariane Paviasen frygter, at miljøet og beboerne bliver den store taber, hvis minen ved Kvanefjeld begynder at udvinde uran og andre mineraler og efterlader millioner af ton giftige kemikalier og radioaktivt materiale.

– Vi er dybt afhængige af den natur, der omgiver os. Vi er fiskere, fangere, jægere og landmænd, der lever af havet og af at dyrke jorden.

Flere beboere er allerede flyttet fra byen.

– Jeg frygter, at vores lille samfund vil få svært ved at leve videre, hvis mange flere flytter. Det er utænkeligt, at slagteriet og vores lokale brugs – der er vores eneste adgang til fødevarer ud over fiskeri og jagt – kan køre videre, hvis flere beboere flytter.

Men Mariane Paviasen bliver og kæmper.

– Vi har stadig mulighed for at forhindre, at der kommer mere radioaktivt uran i omløb i verden. Radioaktivitet fra uran har allerede forurenet store områder og været skyld i tusindvis af dødsfald. Vi kan stadig forebygge den forurening og de ulykker, som uranprojektet risikerer at føre med sig.

Uranforbud ophævet

Grønland har i 25 år haft et forbud mod at udvinde uran og andre radioaktive metaller og jordarter.

Men da det australske mineselskab Greenland Minerals begyndte at efterforske Kvanefjeld, viste firmaets undersøgelser, at bjerget rummer verdens andet største urandepot.

Derfor ophævede det grønlandske landsstyre med én stemmes flertal - 15 mod 14 - i 2013 ophæve forbuddet mod at udvinde uran i Grønland.

Kort efter åbnede Folketinget i Danmark døren for, at det australske selskab kunne begynde at udvinde uran. I 2016 vedtog et flertal i Folketinget – trods modstand i den danske og grønlandske befolkning – to kontroversielle lovforslag, der gav grønt lys for uranminer i Grønland.

– Folketinget i Danmark er imod atomkraft på dansk grund. Derfor er det dobbeltmoralsk, at politikerne har besluttet, at Grønland kan eksportere uran. Det er, som om de danske politikere opererer med to standarder – derhjemme ønsker man ikke uranminer, men der må gerne udvindes uran i Grønland, langt fra Danmark, konstaterer Mariane Paviasen.

Danmark spiller da også en aktiv i rolle i at markedsføre Grønland som kommende uraneksportør.

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) har udarbejdet en 12 sider lang analyse "Uranpotentialet i Grønland" med en række nyttige informationer til mulige investorer. Heri kan man man blandt andet læse, at efterspørgslen på uran vil stige og at lande over hele verden er i gang med at bygge 70 nye atomreaktorer som led i den "grønne" omstilling.

Mineselskaber er kun på gennemrejse

Mariane Paviasen stiller spørgsmål ved, hvor meget Grønland vil få ud af et udenlandsk uraneventyr.

– De udenlandske selskaber er kun på gennemrejse. De ønsker at få mest mulig profit med sig i de år, de har licens til at hente råstoffer fra vores bjerge og undergrund. De bekymrer sig ikke om vores natur og samfund på lang sigt. De er i Grønland i en årrække. Herefter tager de videre til nye byer og lande for at finde nye miner, de kan tømme, siger Mariane Paviasen.

Hun er ikke imod at udnytte naturen og udvinde råstoffer.

– Der er masser af sjældne jordarter og mineraler at udvinde i Grønland. Hvorfor skal vi begynde at udvinde det farlige uran, som vi hidtil har forbudt at udvinde. Og hvorfor vil man oprette en mine og forurene tæt på en by. Grønland er et stort land, og der er masser af muligheder for at oprette minedrift langt væk fra mennesker.

– Det virker, som om de grønlandske og danske politikeres eneste plan er at få så mange udenlandske investorer til landet som muligt. Det er vigtigt, at vi tænker os godt om. Det er vores natur, det handler om. Den skal vi passe på, mener Mariane Paviasen.

– Vores undergrund er vores ressource. Men modsat ressourcer som fisk, sæler og rensdyr, så kommer mineralerne i vores undergrund ikke igen. Vores mineraler og sjældne jordarter kan kun udvindes én gang. Så er det slut.

Hvis Grønland selv står for at udvinde råstoffer, kan man bedre kunne beskytte mennesker og miljø, mener Mariane Paviasen.

– Vi kan gøre som Norge og oprette vores eget råstofselskab under vores selvstyre. Vi kan ansætte udenlandske folk med viden og investere i maskiner til at udvinde råstofferne. Hvorfor skal vi lade udenlandske firmaer tjene penge på vores råstoffer? I dag har vi reelt ikke mulighed for at kontrollere, at de udenlandske selskaber reelt betaler de royalties og den skat, de skal af vores råstoffer.

Det australske selskab lokker med arbejdspladser og vækst, den grønlandske regering bakker op, og fortæller, at mineprojektet er vigtigt for opbygningen af Grønlands økonomi.

Men der er masser af andre muligheder for at skabe lokale arbejdspladser og vækst, mener Mariane Paviasen.

Hvis Grønland skal være selvstændigt, kræver det, at landet får en bred økonomi, der ikke kun bygger på udvinding af mineraler og sjældne jordarter.

– Som selvstændigt land har vi brug for en bred vifte af sektorer som landbrug, fiskeri og turisme, forklarer hun og fortsætter:

– I flere af de områder, hvor udenlandske investorer nu vil drive mineselskaber, er lokalbefolkningen i fuld gang med at udvikle et grønlandsk landbrug. Vi holder får og kvæg og dyrker kartofler, agurker og kinakål. Hvorfor smide det væk? Hvorfor spille hasard med vores natur?

– Jeg er dybt bekymret over, at stormagter og store mine-, gas- og investeringsselskaber bare ser Grønland som et sted, hvor de kan hente deres råstoffer, og derefter efterlader landet med et forureningskaos, sådan som det er set i andre minelande. Vi har set masser af eksempler på, hvordan mine- og olie- og gasproduktion har smadret store områder og gjort dem ubeboelige. Grønland er et af de få uberørte lande i verden. Grønland er en gave, vi skal passe på. Vi vil sikre den rene luft, det rene vand og den rene jord til vores efterkommere.

Landbrug i fare

En halv times sejltur fra Narsaq forsøger Naasu Lund, hendes mand Piitaq Lund og deres to børn at leve af deres lille landbrug.

De frygter for, hvad der vil ske, når det australske mineselskab begynder at bryde uran fra Kvanefjeld.

– Uranprojektet i Kvanefjeldet er en stor trussel mod vores familiegård og nabogårde. Vi risikerer at miste alt arbejde, der blev startet siden 1946, og være nødsaget til at flytte fra gården og forlade den tom. Det er en familiegård for os. Sydgrønland er kendt for at være et sted, hvor mange landmænd bor, da det er det mest frodige sted i hele Grønland. Der er får, kvæg, heste, høns, kartofler, salat og meget mere, der trives i Sydgrønland, fortæller Naasu Lund til Arbejderen.

Hendes mand overtog gården fra sin far, der døde af kræft i 2012. Få uger efter flyttede Naasu Lund og hendes mand til gården. De var kun 22 år. Samme sommer blev de to gift.

Det er en familiegård. Det var Piitaqs bedstefar, der i 1946 byggede gården.

Den lille familie har næsten 500 får, som bor i to stalde om vinteren, en del høns for æggenes skyld, to katte, som kan fange mus i stalden og huset, og en hyrdehund til at hjælpe med at samle får i fjeldene om sommeren.

– At holde dyr og dyrke afgrøder er noget, vi har gjort i årtier og kan leve af i fremtiden. Uranminen i Kvanefjeldet vil ikke eksistere så længe. Og den vil forurene vores smukke natur, så det risikerer at gå ud over dyrene på land og i havet. Om sommeren spiser vores får græs i fjeldene i området, hvor de vil bygge minen. Det gør seks andre gårde også, forklarer Naasu Lund.

Hun fortsætter:

– Grønland er ligesom andre lande følsomt overfor forurening. Vi er rige af dyr på land og i hav, men det er ikke noget, der kan styres med penge. Minen handler om penge. Mineselskabet har selv lagt en række fakta om minen ud på nettet. Og ud fra disse fakta siger vi allerede nu nej til minen. Vi kræver, at uafhængige eksperter undersøger projektet ordentligt, og informerer om projektet på grønlandsk, så alle i Grønland forstår, hvad det handler om, så vi ikke kun får mineselskabets version.

Denne artikel er støttet af Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. dec. 2020 - 17:45   30. dec. 2020 - 11:06

Grønland

ml@arbejderen.dk
Arbejderen i Grønland
  • Arbejderen har været tre uger i Kangerlussuaq, Ilulissat og Nuuk i Grønland for at tale med studerende, fiskere, arbejdere og politikere om deres syn på fremtiden og stormagternes øgede rivalisering om deres land og resten af Arktis.
  • Det er blevet til en artikelserie om fiskeri, råstoffer og oprustning.
  • Projektet er støttet af Nævnet for Fremme af Debat og Oplysning om Europa.

Læs artiklerne her

Mineindustrien i Grønland
  • 36 forskellige mineselskaber og investorer har tilladelse til at efterforske og udnytte mineraler i Grønland – heraf er kun fem grønlandske selskaber.
  • Mineselskabernes ret til at lede efter og udnytte råstoffer dækker tilsammen over områder på i alt 35.600 kvadratkilometer.
  • Langt de fleste mineselskaber, der har interesser i Grønland, kommer fra Canada, Australien og Storbritannien, fordi disse lande har erfaringer med minedrift, og fordi undergrunden i disse lande minder om den grønlandske.
  • I øjeblikket er der kun to aktive miner i Grønland: En rubin- og safirmine ved Aappaluttoq, der åbnede i 2017, og en anorthositmine ved Qaqortorsuaq, der åbnede i 2019.
  • Grønland er åbne overfor alle selskaber og investorer – både fra USA, Rusland, Kina, EU og så videre – der overholder Grønlands lovgivning.

Kilde: Grønlands Departement for Råstoffer

Uran i Grønland

Eksperter fra  De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Videncenter for Mineraler og Materialer vurderer at der findes hele 66 lokaliteter i Grønland med uranforekomster. Ifølge eksperterne har 21 af forekomsterne et stort potentiale, og syv har meget stort potentiale for udvinding af uran.

Flere mineselskaber er i gang med at efterforske potentialet for udvinding af uran i Grønland.

  • Bluejay Mining (Storbritannien), har fået to efterforskningstilladelser i et område på over 2000 kvadratkilometer i Sydgrønland. Ifølge Bluejay Mining er der potentiale for - i stor skala - at udvinde uran i området.
  • Tanbreez Mining (Australien) har fundet uran i sit licensområde ved foden af Killavaat Alannguat-bjergene få kilometer fra byen Qaqortoq. 
  • Orano (Frankrig) har søgt om tilladelse til at efterforske uran i Grønland.
  • Greenland Minerals (Australien) har licens til at efterfoske uran ved Kvanefjeld-bjerget, der har en af verdens største forekomster af uran. Ifølge Greenland Minerals indeholder bjerget og det omkringliggende område mere end 300.000 ton uran.