10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Global kampagne mod voldtægt

FN-dag for stop af vold mod kvinder

Global kampagne mod voldtægt

Kvinder verden over kræver stop for voldtægter, drab og vold. Den 25. november var det international dag for afskaffelse af vold mod kvinder. Det blev markeret i mange lande, også Danmark.

Modelfoto.
FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Mandag den 25. november var det international FN-dag for afskaffelse af vold mod kvinder.

I øjeblikket har mere end halvdelen af alle lande verden over ikke love, der eksplicit kriminaliserer ægteskabsvoldtægt.
Phumzile Mlambo-Ngcuka, FN's kvindeorganisation

FN's kvindeorganisation brugte dagen til at igangsætte en 16 dage lang kampagne mod voldtægt af kvinder. Omkring 6000 organisationer i 187 forskellige lande vil frem til den 10. december sætte fokus på problemer med voldtægt og anden vold mod kvinder.

Ifølge FN har omkring 35 procent af verdens kvinder oplevet enten fysisk eller seksuel vold på et tidspunkt i deres liv.

Leder af FN's kvindeorganisation Phumzile Mlambo-Ngcuka opfordrer alle lande til at gøre enhver form for voldtægt ulovlig.

– I øjeblikket har mere end halvdelen af alle lande verden over ikke love, der eksplicit kriminaliserer ægteskabsvoldtægt eller er baseret på princippet om samtykke. Udover at kriminalisere voldtægt er vi nødt til at blive meget, meget bedre til at sætte offeret i centrum og stille voldtægtsforbrydere til ansvar, siger hun i en udtalelse i anledning af den internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder.

87.000 kvinder myrdet på et år

På verdensplan blev omkring 87.000 kvinder myrdet i 2017. Over halvdelen af kvinderne, omkring 50.000, blev slået ihjel af deres partner eller et familiemedlem.

I mange lande går kvinder til kamp mod volden og overgrebene.

I lørdags demonstrerede for eksempel titusinder af kvinder i forskellige franske byer med krav om stop for vold og drab på kvinder. Siden nytår er mindst 116 kvinder blevet dræbt i Frankrig af enten deres partner eller ekspartner, viser en opgørelse lavet af nyhedsbureauet AFP. 

I sidste uge erklærede borgmesteren for Mexico City byen i undtagelsestilstand som følge af vold mod kvinder. Borgmester Claudia Sheinbaum vil blandt andet fremlægge et lovforslag om oprettelse af et offentligt register over dømte sexforbrydere.

Ifølge officielle tal blev flere end 150 kvinder dræbt i Mexico City i løbet af årets første ni måneder. I samme periode har der været 527 alarmopkald om voldtægt.

Kvinder kæmper mod overgreb

Tilbage i august gik hundredvis af kvinder på gaden i Mexico City i protest mod volden mod kvinder. Den konkrete anledning var beretningen om en 17-årig pige, der blev voldtaget af fire politibetjente den 3. august.

Der bliver hver dag dræbt 10 kvinder i Mexico, og størstedelen af gerningsmændene går fri. 

Også i Sydafrika er kvinder for nylig gået på gaden i protest mod voldtægter og mord på kvinder. I september var der store demonstrationer efter mordet på den unge studerende Uyinene Mrwetyana. Hun gik på posthuset for at hente en pakke, men den mandlige ansatte på posthuset slog hende ned med en pakkevægt og voldtog hende. Derefter slog han hende ihjel med pakkevægten.

Protesterne fik præsident Ramaphosa til at fremlægge en kriseplan til bekæmpelse af mænds vold mod kvinder. For eksempel skal der oprettes 11 nye domstole, der skal fokusere på kønsbaserede forbrydelser, og der investeres i forebyggende undervisning i skolerne, skriver Global Aktion, tidligere Afrika Kontakt.

Aktiviteter i Danmark

Også i Danmark bliver kvinder udsat for vold, voldtægt og drab. For mindre end to uger siden blev to kvinder dræbt. Den anklagede gerningsmand er ifølge medierne henholdsvis partner og ekspartner til de to dræbte kvinder. 

I perioden 1992 til 2016 blev der begået 536 kvindedrab i Danmark. 300 af dem blev slået ihjel af deres partner eller ekspartner.

"Vi er nødt til at indse, at vi ikke kan nedbringe antallet af disse kvindedrab, medmindre vi anerkender, at det er et kønsbaseret problem, der kræver politisk indgriben. Vi er nødt til at gribe til handling og lave forebyggende tiltag, som det sker i andre europæiske lande", skrev Lisa Holmfjord, direktør i Dansk Kvindesamfunds krisecentre, i et debatindlæg i Information i august, da tallene blev offentliggjort.

Cirka 38.000 kvinder i Danmark blev i 2017 udsat for fysisk vold af deres partner. I 2018 blev 2019 kvinder og 1915 børn indskrevet på et af landets kvindekrisecentre. Mange kvinder, der havde behov for en plads på et krisecenter, blev afvist på grund af pladsmangel. Over 3000 fik afslag, da de søgte om plads på et krisecenter.

Den internationale dag mod vold mod kvinder blev mandag markeret på flere måder i Danmark.

For eksempel arrangerede Kurdisk Kvindeforening, Rojava Alliancen og Demos manifestation i København mod kvindevold.

Kvindernes Ulandsudvalg satte fokus på bekæmpelse af vold mod piger og kvinder i nogle af verdens mest fattige stater ved et arrangement i deres lokaler i Københavns Nordvestkvarter.

Mandag blev også lanceret et nyt projekt mod kærestevold under overskriften "Voldsom kærlighed". Projektet vil gennem blandt andet psykologrådgivning og netværksgruppeforløb hjælpe unge i alderen 16-24 år med at tackle og forebygge kærestevold. Bag initiativet står Dialog mod Vold, Sex & Samfund samt Headspace.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. nov. 2019 - 13:11   26. nov. 2019 - 10:36

Kvinder

ur@arbejderen.dk
Vold mod kvinder
  • 35 procent af verdens kvinder har været udsat for fysisk eller seksuel vold.
  • I 2017 var der 87.000 kvindedrab på globalt plan. 50.000 af dem blev begået af enten partner eller et familiemedlem. 
  • Kvinder og piger udgør 72 procent af ofrene for menneskehandel.
  • Cirka 38.000 kvinder i Danmark blev udsat for fysisk partnervold i 2017. 
  • 2019 kvinder og 1915 børn blev i 2018 indskrevet på krisecentre i Danmark. 3063 blev afvist en plads på et kvindekrisecenter på grund af pladsmangel.
  • Af de 536 kvindedrab, der blev begået i Danmark fra 1992 til 2016, blev 300 begået af enten partner eller ekspartner.

Kilder: FN's kvindeorganisation, Statens Institut for Folkesundhed, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, Information.