18 Jun 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 15 °C

Forsvarsministeren vil opruste i Grønland

Vil sende kampfly og efterretningstjeneste til Arktis

Forsvarsministeren vil opruste i Grønland

Danmarks forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er klar til at investere milliarder af skattekroner i at opruste dansk tilstedeværelse i Grønland med kampfly og efterretningsvirksomhed.

Forsvarsminister Claus Hjort er klar til at opruste Grønland med kampfly og efterretningsvirksomhed for milliarder.
FOTO: Morten Just Brandstrup/Forsvarsgalleriet
1 af 1

Som en del af oprustningen mod Rusland er Danmarks forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen nu klar til at udstationere danske kampfly på baser i Grønland.

Vi har selvfølgelig en forpligtelse til at betale det, det koster at beskytte dansk luftrum.
Claus Hjort, forsvarsminister

Han forestiller sig, at de danske kampfly vil kunne operere fra en af de eksisterende militære lufthavne i Kangerlussuaq eller Thule.

Forsvarets Efterretningstjeneste har i sin seneste risikovurdering påpeget, at Rusland føler sig truet af vestlige aktiviteter i Arktis, ikke mindst af USA's planer om at investere massivt i grønlandske lufthavne.

I 2016 besluttede Folketinget at øge overvågningen af Grønland med hjælp af satellitter.

Vil koste milliarder

Da Danmark dog ikke umiddelbart kan undvære de mindst fire kampfly, det nye beredskab vil kræve, siger Claus Hjort Frederiksen i et interview med Ritzau, at det vil kræve et nyindkøb.

Et flertal i Folketinget har for nylig besluttet at købe 27 af det amerikanske F35-kampfly til i alt 66 milliarder kroner inklusive levetidsomkostninger.

Hvert fly koster altså op mod to milliarder kroner. Et indkøb på fire styk kampfly til udstationering i Grønland vil altså koste de danske skatteydere op mod otte milliarder kroner.

Hertil kommer omkostninger til baser, landingsbaner, hangarer og så videre. Men prisen betyder ikke så meget for forsvarsministeren.

– Men jeg vil bare sige, at vi har selvfølgelig en forpligtelse til at betale det, det koster at beskytte dansk luftrum, så det giver sig selv, at vi skal finde pengene, hvis det bliver nødvendigt, siger Claus Hjort Frederiksen.

FE skal også sendes til Grønland

Forsvarsministeren vil ikke kun opruste dansk miltær tilstedeværelse i Grønland med kampfly. Også Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed skal have ret til at operere i Grønland, mener ministeren.

– Det ville jeg da synes var naturligt: At vi laver en aftale om, at Forsvarets Efterretningstjeneste og deres Center for Cybersikkerhed også kan løse opgaver i Grønland. Det ville være helt naturligt, i takt med at sikkerhedssituationen i området ændrer sig, siger ministeren til Berlingske.

I dag må Center for Cybersikkerhed ikke operere i landet, og det skal der laves om på, mener forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

– Som verden udvikler sig, hvor Arktis bliver et mere interessant område, så stiger behovet for at beskytte sig bedre mod den slags angreb. Cyberangreb kan jo være lige så lammende som militære angreb, siger han og fortsætter:

– Vi har prøvet at tale med de grønlandske politikere om disse cybertrusler. Vi er jo under daglige angreb fra andre stater og fra kriminelle. Så man er nødt til at opprioritere cybersikkerheden i Grønland. Jeg tror ikke, at det har haft nogen høj prioritet hos de grønlandske politikere.

Forsvarsministeriet og Center for Cybersikkerhed er i øjeblikket i dialog med de grønlandske myndigheder om muligheden for at lade Center for Cybersikkerhed operere i Grønland.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. maj. 2019 - 09:51   21. maj. 2019 - 12:19

Oprustning

ml@arbejderen.dk