21 Oct 2019  

KBH: Spredte skyer, dis, 11 °C

Forældre kræver bedre omsorg for deres børn

Landsdækkende opråb 6. april

Forældre kræver bedre omsorg for deres børn

DR-dokumentar om de pressede vilkår i børnehaver og vuggestuer får nu forældre på banen. Den 6. april vil de over hele landet kræve bedre vilkår i daginstitutionerne.

For få voksne til for mange børn i vuggestuer og børnehaver er en dårlig cocktail, lyder det fra forældre, der den 6. april kræver, at politikerne gør noget ved forholdene.
1 af 1

En stor gruppe af forældre er lige nu ved at arrangere demonstrationer i flere byer landet over den 6. april. 

Forældrene har fået nok af de dårlige forhold, som de oplever, når de afleverer og henter deres børn i børnehaver og vuggestuer. Mandag i sidste uge blev kendsgerningerne så rullet ud for åben skærm i DR-dokumentaren 'Hvem passer vores børn'.

Når der blot er én pædagog til syv vuggestuebørn eller sågar 12 børn, så får man helt ondt i maven over at aflevere sit barn.
Marie Blønd, talsperson 

– Dokumentaren ramte fuldstændig plet. Den viste os som forældre, hvad der foregår, når vi ikke er der, siger Marie Blønd til Arbejderen.

Hun er talsperson for 6. april-initiativet, der kalder sig 'Forældreopråb – omsorg for vores børn nu'. 

På et tidspunkt i dokumentaren er en vuggestuepædagog alene om både at tage børn op fra middagsluren, skifte bleerne og få de børn, som allerede er kommet op, i gang med frokosten. I optagelser fra en børnehave ser man to pædagoger på legepladsen med 44 børn, og pædagogen konstaterer, at hvis en af de voksne går fra, bliver normeringen 1:44.

De sociale medier eksploderer

Siden dokumentarudsendelsen er reaktionerne eksploderet på de sociale medier, hvor forældre deler deres oplevelser under #hvorerderenvoksen. Forældrene kræver, at politikerne gør noget ved forholdene og sikrer bedre vilkår for børnene.

Marie Blønd er selv mor til to piger på ni år og ni måneder og ser tydeligt den forskel, der er sket i den periode. Den mindste er ved at blive kørt ind i vuggestuen, og det sker tit, at der blot er én pædagog til at tage sig af syv børn. Marie Blønd har sågar oplevet enkelte gange, at én pædagog er alene med 12 vuggestuebørn.

– Så får man helt ondt i maven over at aflevere sit barn. Det er jo ikke, fordi pædagogerne er dårlige. Jeg har kæmpe respekt for dem og deres arbejde. De er fantastiske, men der er bare for få af dem, mener Marie Blønd.

Et af de steder, hvor der bliver arbejdet på at stable en markering på benene, er i Silkeborg. Lene Veldt Pedersen håber på en stor demonstration i Silkeborg, hvor normeringerne ligger under landsgennemsnittet.

"I årevis har pædagoger og fagpersonale råbt stop, men politikerne vil ikke lytte til dem. Nu er det vores tur som forældre," skriver Lene Veldt Pedersen på Facebook, hvor hun anbefaler forældre, bedsteforældre og pædagoger at deltage den 6. april.

Formand for BUPL, pædagogernes forbund, Elisa Rimpler glæder sig over, at forældrene nu melder sig ind i kampen for at råbe politikerne op.

Brug for 4000 pædagoger

– Børneområdet har længe holdt for, og bare for at komme tilbage til den normering, vi havde før krisen i 2008, mangler der i dag 4000 pædagoger i vuggestuer og børnehaver, fastslår forbundsformanden og tilføjer:

– Oveni det ventes der frem mod 2028 at komme 70.000 flere børn i daginstitutionerne, hvilket skaber behov for yderligere 10.000 flere pædagoger. 

BUPL mener, det er nødvendigt at indføre minimumsnormeringer, og foreslår én pædagog til tre børn i vuggestuen, én pædagog til seks børn i børnehaven og at 80 procent af personalet i daginstitutionerne skal være uddannede pædagoger.

Forældrenes Landsorganisation FOLA arbejder for at forbedre børns og børnefamiliernes vilkår – i dag- og fritidstilbud samt i det øvrige samfund. Organisationen står ikke bag den landsdækkende aktionsdag 6. april, men "støtter op og håber, vi sammen kan rykke en dagsorden."

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. mar. 2019 - 11:23   25. mar. 2019 - 08:23

Børn

noc@arbejderen.dk