27 Feb 2020  

KBH: Overskyet, 2 °C

Folketinget retter omstridt tekst om muslimers antisemitisme

Efter afsløring i Arbejderen

Folketinget retter omstridt tekst om muslimers antisemitisme

Det er nu ikke længere i "islamiske" kredse, men derimod i "islamistiske" kredse, at der er en "voksende antisemitisme". Folketinget har rettet fælles udtalelse om antisemitisme, efter at Arbejderen i sidste uge satte fokus på den udokumenterede formulering.

Enhedslistens Rosa Lund er glad for, at fejlen nu er rettet.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Folketinget har nu rettet en omstridt tekst om antisemitisme og islam.

Torsdag skrev Arbejderen en artikel om, hvordan samtlige partier i Folketinget havde vedtaget en udtalelse om antisemitisme, der som en kendsgerning slog fast, at der "i islamiske kredse er en voksende antisemitisme". 

Det var en afgørende fejl. Der er stor forskel på, om der står islamiske eller islamistiske.
Rosa Lund, Enhedslisten

>> LÆS OGSÅ: Folketinget hænger muslimer ud som jødehadere uden dokumentation

Arbejderen ringede til en række ordførere og bad om dokumentation for, at der var en "voksende antisemitisme" i "islamiske" kredse.

Efter publiceringen af Arbejderens artikel om den udokumenterede formulering, fandt flere af ordførerne ud af, at Folketingets sekretariat havde lavet en stavefejl og var kommet til at skrive "islamiske" i stedet for "islamistiske".

Flere ordførere – blandt andre Jeppe Bruus fra Socialdemokratiet og Rosa Lund fra Enhedslisten – kontaktede Folketingets sekretariat, der nu har rettet fejlen, så der i stedet for "islamiske kredse" står "islamistiske kredse".

– Der var en stavefejl i teksten, der var blevet sendt ud. Den fejl har vi fået rettet nu. Det var en afgørende fejl. Der er stor forskel på, om der står islamiske eller islamistiske. Islamiske er en bred betegnelse for alle muslimer, og islamistiske er betegnelse for muslimer med ekstremistiske holdninger. Det er to forskellige begreber, siger Rosa Lund til Arbejderen.

Hun uddyber:

– Det er vigtigt, at fejlen nu er blevet rettet. Jeg har ikke noget problem med at tilskrive Arbejderen æren for det.

Arbejderen vil nu forsøge at få ordførerne til at dokumentere deres påstand om, at der "i islamistiske kredse er en voksende antisemitisme", samt få uddybet, hvad de forstår ved "islamistiske kredse".

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. feb. 2020 - 11:02   18. feb. 2020 - 11:44

Indland

ml@arbejderen.dk
Lyt til artiklen