12 Nov 2019  

KBH: Overskyet, 7 °C

Flest danskere ønsker nordisk forbund fremfor EU-medlemskab

Ny meningsmåling:

Flest danskere ønsker nordisk forbund fremfor EU-medlemskab

Hvis danskerne får valget mellem at være med i EU eller et nordisk forbund – så vælger de Norden. Det viser en ny meningsmåling fra analyseinstituttet Sentio.

Lave K. Broch fra Folkebevægelsen mod EU ser det som en fantastisk nyhed, at flere danskere ifølge ny meningsmåling ønsker et nordisk forbund fremfor et fortsat EU-medlemskab.
FOTO: Folkebevægelsen mod EU
1 af 1

Et flertal af danskerne vil hellere være medlem af et nordisk forbund end af EU.

Det viser en ny meningsmåling blandt 1003 danskere, som analyseinstituttet Sentio har udført for Lave K. Broch, Frit Norden, Retsforbundet, Nødvendigt Forum og Radikalt EU-kritisk netværk.

Et nordisk forbund kombineret med et EFTA-medlemskab vil være langt bedre for vores land end at blive til en delstat i Europas Forenede Stater.
Lave Knud Broch, Folkebevægelsen mod EU

Ifølge målingen ønsker 42,7 procent af danskerne et nordisk forbund i stedet for fortsat EU-medlemskab. Mens kun 40,5 procent af danskerne fortsat ønsker EU.

– Det er en fantastisk nyhed, at flere danskere vil have et nordisk forbund end et fortsat EU-medlemskab – især i en tid med uklarhed om Brexit  – og hvor Folkebevægelsen mod EU er den eneste liste i EU-parlamentsvalget, der klart arbejder for, at Danmark skal træde ud af EU, siger Lave Knud Broch.

Han er førstesuppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU og kandidat til det kommende parlamentsvalg.

Han mener, at målingens resultat giver god mening – for det nordiske samarbejde er populært, og EU’s centralisering af magt fortsætter.

– Det er derfor oplagt at kigge efter alternativer til den EU-stat, der er under udvikling. Et nordisk forbund kombineret med et EFTA-medlemskab vil være langt bedre for vores land end at blive til en delstat i Europas Forenede Stater, siger Lave Knud Broch.

Et andet samarbejde

Han mener, at udviklingen i EU betyder, at valget mellem EU og et nordisk forbund bliver tydeligere og mere og mere aktuelt.

– Status quo i EU eksisterer ikke. EU-kommissionen lægger op til, at EU skal centraliseres endnu mere og have endnu mere magt på bekostning af nationalstaterne indenfor eksempelvis skattepolitik, udenrigspolitik og militært samarbejde.

Lave Knud Broch kører i disse dage rundt i Danmark for at føre kampagne for Folkebevægelsen mod EU's liste N.

Tilhængerne vifter ofte med meningsmålinger, der viser, at danskernes opbakning til EU aldrig har været større. Men kradser man i overfladen, så tegner der sig et andet billede.

– Når jeg møder folk på gaden, så er deres argument for EU, at Danmark bør samarbejde med andre lande. Når jeg spørger ind til deres svar og forklarer, at Folkebevægelsen vil ud af EU og i stedet ønsker et internationalt samarbejde og opstiller Norden som et alternativ – så vil folk hellere have et nordisk samarbejde end EU, forklarer han til Arbejderen.

Også flertal i andre lande

Men er det overhovedet realistisk at oprette et nordisk forbund udenfor EU – både Sverige og Finland er jo med i EU?

– Befolkningerne i Norden bakker op om et nordisk forbund fremfor EU. Vi har tidligere stillet befolkningerne i Sverige og Finland præcis det samme spørgsmål. Og de svarer det samme som danskerne. Så hvem er det, der er mest urealistisk: Er det ja-politikerne, der vil fastholde befolkningerne – mod deres vilje – i EU. Eller det er os, der vil lytte til befolkningernes ønske om et nordisk forbund. Befolkningernes støtte viser, at der er realisme i forslaget, siger Lave Knud Broch.

Det er fjerde gang, at Lave Knud Broch er med til at bestille en meningsmåling om danskerne holdning til nordisk samarbejde som alternativ til EU. 

Den seneste måling er fra sidste år og den viste også, at et flertal ønsker et nordisk samarbejde i stedet for EU.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. apr. 2019 - 07:00   26. apr. 2019 - 12:50

EU-modstand

ml@arbejderen.dk
Meningsmåling: Flertal vælger Norden
  • Analyseinstituttet Sentio har udført en meningsmåling for Lave K. Broch, Frit Norden, Retsforbundet, Nødvendigt Forum og Radikalt EU-kritisk netværk.

  • I april 2019 ringede Sentio til 1003 danskere og stillede dem spørgsmålet: "Hvis der kunne etableres et nordisk forbund bestående af Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige med fælles politik inden for en lang række områder, eksempelvis miljø, retspolitik og udenrigspolitik samt handelsaftaler med EU og andre lande – og du fik valget mellem, at Danmark skulle indgå i det nordiske forbund eller være medlem af EU. Hvad ville du så stemme for?"

  • 42,7 procent af de adspurgte dansker svarede, at de ønsker et nordisk forbund i stedet for fortsat EU-medlemskab. 40,5 procent svarede, at de ønsker fortsat at være med i EU, hvis de fik valget mellem EU og et nordisk forbund.