12 Dec 2018  

KBH: Spredte skyer, 3 °C

Facebook vil sortere dine nyheder

Kampen mod "fake news"

Facebook vil sortere dine nyheder

Facebook har allieret sig med store nyhedsgiganter, der skal bestemme om, nyheder er sande eller falske. Hvis de er falske, bliver de rykket ned i bunden af din nyhedsstrøm.

Grundlæggeren af Facebook, Mark Zuckerberg har ansat et privat firma til at beslutte, om et opslag på Facebook er falskt og skal rykkes ned i din nyhedsstrøm.
FOTO: Stephen Lam/Reuters/Scanpix
1 af 1

Den sociale internetgigant Facebook vil censurere i de nyheder, brugerne dagligt modtager.

I denne måned indførte Facebook en ny anmeldelses-knap i Tyskland, så tyske brugere med et enkelt klik på musen kan anmelde et opslag, som de mener er falskt.

Det handler ikke om at frafiltrere "falske nyheder". Det er et forsøg fra den politiske elite på at kontrollere den politiske og offentlige diskurs.
Joachim Steinhoefel, advokat

Herefter sendes linket til den tyske organisation Correctiv, som undersøger det anmeldte opslag. Hvis Correctiv beslutter, at et opslag ikke er sandt, vil det blive stemplet "Omdiskuteret" sammen med et link, der forklarer hvorfor, og blive rykket ned i bunden af din nyhedsstrøm - så du måske aldrig når at se den.

Herudover vil Facebook gøre det umuligt for nyhedskilder der, ifølge Facebook, spreder "falske nyheder" at få vist annoncer på det sociale medie.

Endelig vil Facebook ændre i den hemmelige algoritme, en formel med indlagte forudsætninger, der udvælger hvilke nyheder, billeder og videoklip, som bliver vist til den enkelte bruger, så brugerne ikke får såkaldt falske nyheder at se.

Facebook understreger, at disse tiltag kun er første skridt i kampen mod "falske nyheder", og at Tyskland kun er det første land udenfor USA, der får Facebooks nye nyhedsfilter at føle.

Et angreb på demokratiet

Facebooks krigserklæring mod såkaldt "falske nyheder" vækker bekymring hos den tyske advokat, Joachim Steinhoefel.

Han tvivler på, om Facebooks fakta-korrektur team, som skal bedømme de tusindvis af nyheder og historier, der bliver lagt på det sociale medie, rent faktisk er så neutralt og objektivt, som det bliver fremstillet.

– Det handler ikke om at frafiltrere "falske nyheder", som ikke er i overenstemmelse med virkeligheden. Det her er et forsøg fra den politiske elite på at dominere og kontrollere den politiske og offentlige diskurs ved aktivt at gribe ind i vores grundlovssikrede, fundamentale rettigheder, som pressefriheden og ytringsfriheden, siger Joachim Steinhoefel til Arbejderen.

Advokaten driver hjemmesiden Facebook-Sperre, der registrerer eksempler på, at Facebook fejlagtigt har slettet brugerkonti og nyheder fra Facebook. Han uddyber:

– Hvem skal beslutte, hvad der er sandt og hvad der ikke er? Retssystemet? Nej, Facebook har outsorcet denne opgave til en privat organisation kaldet Correctiv. Det er et angreb på demokratiet og ytringsfriheden, at udlicitere kampen mod "fake news" og beslutningen om hvad der er falske nyheder til et privat selskab. Det bør være op til domstolene at vurdere tvivslomme opslag på Facebook og vurderinger af, om en borger har misbrugt sin ytringsfrihed - ikke et parallelt, privat retssystem, som det Facebook nu vil oprette i Tyskland og andre steder.

Correctiv har på sin Facebookside annonceret deres nye samarbejde med Facebook. Her skriver Correctiv blandt andet, at "Fake news - især på Facebook - er en af de største trusler mod vores samfund. Vi frygter at denne trussel vil vokse i de kommende måneder".

RT blokeret fra Facebook

Det er ikke nyt, at Facebook blander sig i, hvad brugerne kan poste på det verdensomspændende sociale medie. Facebook har tidligere censureret bare bryster af ammende mødre, et historisk foto fra Vietnamkrigen af en nøgen lille pige på flugt fra USA's napalmbomber og kurdiske flag.

Og da Donald Trump i sidste måned skulle indsættes som præsident, lukkede Facebok - uden varsel - ned for den russiske tv-kanal RT's (tidligere Russia Today) Facebook-konto, så mediet ikke kunne live-videostreame eller poste billeder og links fra den store begivenhed til sine mere end fire millioner følgere.

Imens kunne millioner følge med på alle andre medier, der dækkede begivenheden. Først efter 20 timer - og efter Trump var blevet indsat som præsident - fik RT lov til at poste nyheder igen.

Åbner op for misbrug

Herhjemme har Socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen bedt justitsministeren redegøre for, hvilke muligheder der er for at forpligte Facebook til at overvåge og fjerne falske historier eller for at straffe dem for ikke aktivt at fjerne disse.

Formand for IT-Politisk Forening, Jesper Lund, mener ikke, at det er en god ide med et Facebook-politi herhjemme:

– Systemet åbner op for misbrug. "Fake news" er jo ikke et objektivt begreb. Der er vidt forskellige syn på, hvad der er falske nyheder. Hvis jeg skriver et indlæg om, at Lars Løkke er russisk spion, så bliver jeg nok anmeldt. Men for nylig skrev Berlingske, at Snowden var russisk spion. Der var intet belæg for påstanden. Det er da også fake news. Men det bliver sandsynligvis min historie og ikke Berlingskes, der bliver censureret, og så står der kun en bestemt opfattelse af virkeligheden tilbage.

– Løsningen på problemet med "fake news" er ikke at lade et privat firma lege detektor for Facebook. Det system er ikke neutralt. I et demokrati er løsningen mediepluralisme, hvor vi har adgang til mange medier og synspunkter, så vi kan danne os vores egen mening, og at vi er kildekritiske overfor alt, hvad vi læser, siger Jesper Lund til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2017 - 07:15   05. feb. 2017 - 14:34

Ytringsfrihed

ml@arbejderen.dk
Fakta: Facebook
  • Facebook har 1,79 milliarder brugere på verdensplan

  • Målet er at i 2030 skal Facebook have fem milliarder brugere, der skal dele billeder af babyer, diskutere politik og streame deres hverdag live på tjenesten

  • Facebooks seneste regnskab for tredje kvartal 2016 viser en omsætning på 48 milliarder kroner og et overskud på 16,4 milliarder kroner

  • Det er en stigning i omsætningen på 56 procent i forhold til tredje kvartal i 2015. Og en stigning i overskuddet på 114 procent i forhold til tredje kvartal 2015

  • Langt størstedelen af Facebooks omsætning kommer fra reklamer

  • Facebook blev børsnoteret i maj 2013 til 35 dollar per aktie