21 Oct 2018  

KBH: Spredte skyer, dis, 13 °C

EU gør klar til at opkræve skatter

Nyt budget på vej

EU gør klar til at opkræve skatter

For første gang kræver EU adgang til at opkræve skatter direkte i medlemslandene. EU-landene skal også spytte flere penge i kassen, som skal bruges til at øge EU's militære oprustning.

Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU har stemt imod samtlige forslag til at øge EU's budget.
FOTO: European Union 2015
1 af 1

EU skal kunne opkræve skatter direkte i medlemslandene. Sådan lyder et af de forslag, som EU-kommissionen har fremlagt forud for forhandlingerne om EU’s langsigtede budget.

 Indtægterne skal komme via større bidrag fra medlemslandene. Det risikerer at koste Danmark over en milliard kroner årligt.
Rina Ronja Kari, Folkebevægelsen mod EU

EU vil blandt andet opkræve skatter på finansielle tjenesteydelser, hos digitale virksomheder, forskellige former for forurening, plastikbestik og andre enkeltbrugsgenstande af plastik. Samtidig vil EU tage endnu flere penge fra nationalstaterne og bruge i sit eget budget.

EU-parlamentet vedtog i midten af marts at bakke op om begge forslag. Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU stemte imod samtlige forslag.

– Indtægterne skal komme via større bidrag fra medlemslandene og ved at gøre op med de nuværende medlemsrabatter. Det risikerer at koste Danmark over en milliard kroner årligt, påpeger Rina Ronja Kari.

Mere militær

Til maj offentliggør EU-kommissionen sit forslag til et syvårigt langtidsbudget, som dækker perioden år 2021 til 2027.  Kommissionen lægger op til at øge det nuværende budget fra nu én procent af medlemslandenes bruttonationalindkomst (BNI) til 1,2 procent af BNI.

De ekstra penge til EU's budget skal blandt andet bruges på at uddele flere penge til EU-militær og den europæiske våbenindustri.

EU har blandt andet oprettet et nyt militært samarbejde, PESCO. Derudover har EU oprettet European Defence Fond, som efter 2020 skal have 41 milliarder kroner til rådighed hvért år til at styrke forskning i våben og andet militært udstyr. 

>> LÆS OGSÅ: EU-militær boostes frem mod år 2025

Den danske regering er klar til at bruge 75 millioner årligt på at deltage i EU's militære forskningsprogram.

– Det er en meget foruroligende udvikling, vi er vidne til i EU, med både PESCO og forslaget om det nye program for at styrke EU’s militærindustri. Historien viser os, at øget oprustning på ingen måde er en garant for fred. Tværtimod øger EU risikoen for at optrappe konflikter ved denne visionsforladte og farlige kurs, siger Rina Ronja Kari.

– I stedet for at gentage fortidens fejl og helt visionsløst at bruge milliarder af euro på militæret, så burde pengene i stedet blive i medlemslandene, så de kunne blive brugt på eksempelvis velfærd eller på forskning i miljø- og klimaproblemer, mener Folkebevægelsens EU-parlamentariker.

Lobbyisme

Det øgede EU-budget skal ikke kun bruges til at sikre flere penge til EU's militære opbygning. 

EU-kommissionen lægger også op til, at EU's ydre grænser skal styrkes. Ifølge Kommissionen vil det koste op mod 190 milliarder kroner over de næste syv år at styrke de ydre grænser – og op mod 1100 milliarder at sikre grænserne fuldt ud.

Kommissionen lægger også op til, at der i det nye langtidsbudget bliver afsat 75 milliarder kroner til støtte for militære EU-operationer.

Ifølge Folkebevægelsen mod EU har den europæiske militærindustri haft held med en effektiv lobbykampagne, som betyder, at EU-systemet nu vil bruge milliarder af euro på nye våben, sikkerhedssystemer og teknologi til overvågning.

>> LÆS OGSÅ: EU afsætter milliarder til våbenforskning

Den EU-kritiske vagthund, Corporate Europe Observatory, har tidligere afsløret, hvordan våben- og sikkerhedsindustriens lobbyister har stor indflydelse på beslutningsprocesserne i EU og arbejder målrettet på at få militariseret en stadigt større del af EU’s budget. Blandt andet består EU’s eget rådgivende organ i forhold til militære spørgsmål – den såkaldte Group of Personalities – i høj grad af folk fra den europæiske militærindustri. 

31. mar. 2018 - 08:48   31. mar. 2018 - 11:34

EU-budget

ml@arbejderen.dk