18 Oct 2019  

KBH: Spredte skyer, 15 °C

Enhedslisten skal have et nyt EU-program

Årsmøde

Enhedslisten skal have et nyt EU-program

Få måneder efter valget til EU-parlamentet vil et flertal på Enhedslistens årsmøde have en debat om partiets grundlæggende syn på EU.

Enhedslistens nyvalgte medlem af EU-parlamentet, Nikolaj Villumsen.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Enhedslisten skal bruge det næste halvandet års tid på en grundlæggende debat om partiets holdning til EU. Det besluttede Enhedslistens årsmøde i weekenden.

Nogle mener, at EU skal smadres, og at Danmark skal meldes ud for enhver pris. Men udmeldelse er ikke nødvendigvis en progressiv ting. 
Mikkel Warming, Enhedslisten

Målet er, at partiet på sit årsmøde i 2021 skal vedtage et nyt EU-program, der erstatter partiets nuværende EU-program fra 2016, der slår fast, at Enhedslisten "går ind for en dansk udmeldelse af EU", samt at Enhedslisten arbejder for at "... svække, nedbryde og afskaffe EU".

– Vi mangler en grundlæggende analyse af EU. Er udmeldelse en farbar vej for et lille land som Danmark? I Storbritannien er brexit et højrefløjsprojekt, som de konservative vil bruge til at fremme deres nyliberale politik, sagde Mikkel Warming fra Sydhavn i København, som havde stillet forslag om at søsætte en partidebat om holdningen til EU og internationalt samarbejde.

– Jeg håber personligt på, at debatten fører til, at Enhedslisten erstatter vores nuværende EU-program og bliver klogere på, hvad vi mener om en udmeldelse, og hvad vi mener om EU som kampplads.

Opgør med udmeldelse

Det er især formuleringerne om en udmeldelse og visionerne om at afskaffe EU, som Mikkel Warming vil gøre op med.

– I dag debatterer vi EU ud fra nogle meget fastlåste positioner. Nogle mener, at EU skal smadres, og at Danmark skal meldes ud for enhver pris. Men udmeldelse er ikke nødvendigvis en progressiv ting. I Storbritannien risikerer arbejderklassens kampbetingelser at blive svækket, hvis de forlader EU, fordi alternativet er en konservativ regering, der vil føre en nyliberal politik. Der kan være situationer, hvor en udmeldelse ikke er en progressiv ting. I dag er det "bare ud" i vores program, lød det fra Mikkel Warming.

Langtfra alle medlemmer af Enhedslisten er dog enige i, at EU-programmet skal ændres.

– Vi har næsten lige haft en grundig debat i Enhedslisten om vores grundlæggende holdning til EU. Vi har vedtaget, at vi er modstandere af EU som konstruktion og ønsker et andet europæisk samarbejde. Derfor er det underligt, at man nu ønsker at lave om på vores EU-program. Vores EU-politik blev vedtaget i 2016. EU har ikke ændret sig grundlæggende siden da, mener Lasse Olsen fra Aalborg.

Lover kamp i EU

På årsmødet fremlagde Enhedslistens nyvalgte medlem af EU-parlamentet, Nikolaj Villumsen, sin vision for partiets arbejde i EU-parlamentet:

– For første gang i 15 år gik den progressive EU-modstand frem. Men desværre ikke nok til at sikre to mandater til valgforbundet. Det betyder, at Rina Ronja Kari og Folkebevægelsen mod EU desværre ikke fik plads i EU-parlamentet. Vi havde håbet – og kæmpet for – at vælgerne valgte anderledes, men sådan blev det.

>> LÆS OGSÅ: Katastrofevalg for EU-modstanden

– Sammen med vores venner på den europæiske venstrefløj kan vi bruge vores mandater til at påvirke den førte politik. I denne uge har vi brugt vores mandat til at kæmpe for faglige rettigheder. I den kommende uge vil vi sætte vores kræfter ind for at stoppe skattely, sagde Nikolaj Villumsen.

Han vil bruge sit nyvundne mandat til at "skabe klimahandling":

– Sammen med venstrefløjsgruppen i EU-parlamentet og alle grønne kræfter vil vi bruge de næste fem år til at slås for handling, før klimaforandringerne kommer ud af kontrol. Vi vil knokle for at sætte ind overfor ulighed og grådigheden i toppen. Og vi vil kræve åbenhed og sige fra overfor fusk og svindel. Kort sagt – vi vil kæmpe for rød, grøn og demokratisk forandring, lød det fra Enhedslistens EU-parlamentariker.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. okt. 2019 - 10:22   07. okt. 2019 - 15:16

Enhedslisten

ml@arbejderen.dk
Fakta om Enhedslisten
  • 9800 medlemmer fordelt på 100 afdelinger over hele landet.
  • 13 medlemmer af Folketinget (2019). Partiet mistede et mandat ved folketingsvalget i maj 2019.
  • Fik 244.664 stemmer ved folketingsvalget i 2019 (mod 274.444 stemmer ved valget i 2015).
  • 102 medlemmer af byråd i 69 kommuner.
  • 13 medlemmer af regionsrådene – fire medlemmer i Region Hovedstaden, tre i Region Sjælland og to i hver af de øvrige tre regioner.