18 Oct 2019  

KBH: Spredte skyer, 15 °C

Enhedslisten kræver en milliard til psykiatrien

Forslag til finanslov

Enhedslisten kræver en milliard til psykiatrien

Flere penge til psykiatrien er et af Enhedslistens hovedkrav til næste års finanslov. Blandt andre krav er billigere billetter i toge og busser, og at syge ikke skal kunne parkeres på kontanthjælp.

Peder Hvelplund, Pernille Skipper og Rune Lund fremlagde Enhedslistens forslag til finanslov på et pressemøde i dag.
FOTO: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
1 af 1

Enhedslisten har i dag offentliggjort sine krav til de kommende finanslovsforhandlinger. Et af partiets hovedkrav er en akutmilliard til den nødlidende psykiatri.

Forestil dig, at hver anden kræftlæge hver uge oplevede at udskrive en patient, der ikke var færdigbehandlet.
Pernille Skipper, Enhedslisten

Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper peger på, at der er alt for mange patienter til for få sengepladser. Over halvdelen af alle læger inden for psykiatrien har inden for en given uge oplevet at udskrive syge patienter, inden de var færdigbehandlede. 

– Problemerne er så store, at vi ikke kan vente på langsigtede handlingsplaner. Der er brug for en pose penge på finansloven, som kan bruges på flere sengepladser og mere personale i den almene psykiatri allerede næste år, siger Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper.

– Der skal laves en 10-årig handlingsplan for psykiatrien. Det er allerede aftalt, og det er nødvendigt. Men det betyder altså ikke, at vi kan lade være med at gøre noget nu. Forestil dig, at hver anden kræftlæge eller kirurg hver uge oplevede at udskrive en patient, der ikke var færdigbehandlet. Det ville vi aldrig acceptere uden at reagere akut, tilføjer hun.

Enhedslisten henviser til, at der på trods af voldsomme problemer i psykiatrien ikke er afsat flere penge til området i økonomiaftalen mellem regeringen og regionerne. Derfor kræver de den ekstra milliard allerede i 2020.

Enhedslisten vil bruge pengene til at sikre flere ansatte i psykiatrien, en forbedret aktutindsats i regionerne, oprettelse af 200 nye sengepladser i den almene psykiatri og 50 nye pladser i retspsykiatrien, samt initiativer til at sikre bedre inddragelse af de pårørende.

Billigere tog og busser

I en situation, hvor dansk økonomi er bomstærk skal der sikres en finanslov, der mindsker uligheden og påbegynder genopbygningen af velfærden, kræver Enhedslisten.

Blandt partiets andre konkrete krav er 30 procent billigere billetter i den kollektive transport, og at syge kontanthjælpsmodtagere ikke skal kunne parkeres i årsvis på kontanthjælp. Der skal indføres krav om en afklaring af den enkelte kontanthjælpsmodtager på et år og højest to år i komplicerede sager, mener Enhedslisten.

Fuld finansiering

Pengene til de nye initiativer vil Enhedslisten skaffe ved at beskatte kapital- og aktieindkomst på linje med lønindkomst, stramme op i forhold til indbetalingerne af selskabsskat, indføre en balanceskat for bankerne, tilbagerulle skattelettelser for virksomhedsarvinger samt indføre en afgift på plastikposer.

På onsdag den 2. oktober fremlægger regeringen sit forslag til finanslov. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. sep. 2019 - 13:50   26. sep. 2019 - 14:41

Finanslov 2020

ur@arbejderen.dk
Enhedslistens Finanslov 2020

Enhedslisten har fremlagt sit forslag til Finanslov 2020. Partiet har følgende hovedkrav til de kommende finanslovsforhandlinger:

  • Akut løft af psykiatrien
  • Billigere billetter til bus og tog
  • Syge skal ikke parkeres på kontanthjælp
  • Fjern opholdskravet for ret til dagpenge
  • Stop for omprioriteringskravene på uddannelses- og kulturområdet
  • Minimumsnormeringer i daginstitutioner
  • Uddannelse skal tælle med i permanent ophold
  • Mere plads til skov og natur
  • Støtte til en ny start for folkeskolen

Pengene vil Enhedslisten skaffe ved at beskatte kapital- og aktieindkomst på linje med lønindkomst, stramme op i forhold til indbetalingerne af selskabsskat, indføre en balanceskat for bankerne, tilbagerumme skattelettelser for virksomhedsarvinger samt indføre en afgift på plastikposer.