Børn helt ned til ti år med psykiske diagnoser kommer for det såkaldte Ungdomskriminalitetsnævn – en slags ungdomsdomstol – der har til huse i byretter rundt om i landet, hvor en dommer kan idømme barnet sanktioner som tvangsfjernelse og anbringelse på sikrede institutioner.
Faktisk udgør børn med diagnoser en stor del af nævnets sager. Det fremgår af en evaluering af nævnets arbejde, som Justitsministeriet har fået udarbejdet.
Straf hjælper ikke børn med diagnoser. De har brug for forebyggende initiativer, der understøtter en god udvikling.
Ingrid Hartelius Dall, Børns Vilkår
Justitsministeriets Forskningsenhed har gennemgået 100 sager med unge, der har været for nævnet.
Forskningsenheden har interviewet 46 dommere, politiansatte nævnsmedlemmer, kommunalt ansatte nævnsmedlemmer, børnesagkyndige, ungetilsynsførende, repræsentanter fra kommuner og advokater.
Desuden har 174 ud af landets i alt 259 nævnsmedlemmer svaret på et spørgeskema. Og otte børn mellem 12 og 17 år, der har været for Ungdomskriminalitetsnævnet, er blevet interviewet. 26 børn har ikke ønsket at blive interviewet.
Ud af de gennemgåede 100 sager har børnene i næsten en tredjedel (29) af sagerne psykiatriske diagnoser – især ADHD eller ADD. Hertil kommer endnu 29 børn, som fagpersoner eller pårørende mistænker for at have en diagnose, eller som er i gang med en psykiatrisk udredning.
– Vi taler om børn ned til ti år med en diagnose, der bliver sat ved et bord overfor op til 15 voksne – heriblandt en dommer, en repræsentant fra politiet og en ansat i kommunen. Det kan være en meget voldsom oplevelse for ethvert barn – især hvis du har en diagnose, siger direktør i ADHD-foreningen Camilla Louise Lydiksen til Arbejderen.
Hun fortsætter:
– Når man har en diagnose som ADHD, er du impulsiv, har svært ved at fastholde opmærksomhed i længere tid, og du er hyperaktiv. Det betyder, at barnet under mødet i nævnet måske rejser sig op flere gange. Hvis du er dommer eller ansat i politiet, har du sandsynligvis ikke den nødvendige indsigt eller uddannelse – og så vil du måske se barnet som udadreagerende eller usamarbejdsvillig.
Camilla Louise Lydiksen forudser, at det kan skabe mange konflikter på et nævnsmøde, hvis et barn med ADHD bliver tvunget til at sidde overfor en masse mennesker, der ikke forstår barnet og dets ADHD.
Og hun frygter, at ungdomskriminalitetsnævnene ikke er fagligt klædt godt nok på til at kunne håndtere disse børn.
– Et barn med ADHD risikerer at blive misforstået på grund af sin adfærd. Der er risiko for, at dommeren eller den ansatte i politiet og hele ungdomskriminalitetsnævnssystemet vil se barnets adfærd som kriminel – og ikke som et barn, der lider under en diagnose, siger Camilla Louise Lydiksen.
– Vi er nødt til at finde en anden tilgang til de her børn end et Ungdomskriminalitetsnævn. De her børn har brug for støtte, ikke straf.
Hun henviser til, at undersøgelser blandt voksne kriminelle viser, at op til halvdelen af alle voksne kriminelle har en diagnose – samt at indsatte med en diagnose har 38 procent større risiko for at begå ny kriminalitet efter et fængselsophold.
Også hos Børns Vilkår – der flere gange har stillet bisidder til rådighed for børn i Ungdomskriminalitetsnævnet – er man rystede over, hvor mange børn med diagnoser der kommer for nævnet.
– Næsten to tredjedele af de børn, der kommer for Ungdomskriminalitetsnævnet, har en psykiatrisk diagnose eller er i gang med at blive udredt. Det er en meget stor andel af de sager, der kommer for nævnet, siger juridisk seniorrådgiver hos Børns Vilkår, Ingrid Hartelius Dall, til Arbejderen.
– Det er et problem, at samfundet sætter ind med strafferetlige sanktioner overfor børn med diagnoser. Straf er ikke den bedste hjælp til børn med diagnoser. De har brug for forebyggende initiativer, der understøtter en god udvikling.
Ofte er børnene slet ikke i stand til at forstå, hvad der foregår på møderne i nævnet. Justitsministeriet konstaterer i sin rapport at:
“Flere nævnsmedlemmer tilkendegiver, at nævnsmøder med børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne kan være vanskelige at gennemføre i forhold til at etablere og opretholde en dialog med barnet/den unge og sikre sig barnets/den unges forståelse”.
Det kommer ikke bag på Børns Vilkår og ADHD-foreningen.
– Et barn med en diagnose kan have kognitive udfordringer, der gør, at det ikke nødvendigvis er i stand til at forstå, hvad der sker på møderne i nævnet. Og de voksne medlemmer i nævnet med strafferetlig baggrund har ikke faglig ekspertise til at forstå de udfordringer, som børn med en diagnose har. Hvis ikke du har indsigt i de problemstillinger, som børn med diagnoser har, så tillægger man dem nogle hensigter og motiver, som de ikke har, advarer Ingrid Hartelius Dall fra Børns Vilkår.
Samme budskab lyder fra ADHD-foreningen.
– Et barn med ADHD vil også have svært ved at forstå, hvorfor han/hun skal komme til møde. Og barnet vil have svært ved at forstå, hvad der skal ske på mødet, og har svært ved indsigt i sin egen situation og sætte ord på, hvilke problemer han/hun har, og hvad der skal til for at løse dem, siger Camilla Louise Lydiksen.
Justitsminister Nick Hækkerup lover i en pressemeddelelse, at han vil “drøfte med nævnet, om nævnsmedlemmerne har de rette kompetencer til at håndtere sager med børn og unge med nedsat psykisk funktionsevne”.
Flere af de interviewede børn og deres forældre fortæller, at de “slet ikke eller i begrænset omfang” er blevet oplyst om, hvad der var formålet med mødet i nævnet og om forløbet.
En af de unge fortæller i rapporten at:
“Man fik bare at vide, man skulle komme til et møde. Man fik ikke at vide, hvad det møde gik ud på. Og man fik ikke at vide, hvad det er, man skal tænke over, og eventuelle spørgsmål man kan blive stillet på det møde. Så der er ikke nogen af os, der har haft mulighed for at tænke”.
Samtlige møder i ungdomsdomstolen bliver afholdt i retsbygninger i de lokale byretter.
Flere af de unges kontaktpersoner og repræsentanter for kommunerne advarer om, at fysiske rammer i byretten gør det “problematisk” i forhold til en god dialog med den unge.
En nævnsrepræsentant fra en kommune udtrykker det således:
“Jeg synes, at det kan være svært at forklare over for den unge og familierne, at det ikke er en retssag, og at de ikke skal have en dom. Det er rammerne også med til at lave det setup. Så er der nogle dommere, der er gode til at få det talt ned, men det er ikke alle. Der er stor forskel på det”.
Flere af medlemmerne af Ungdomskriminalitetsnævnet fortæller, at de mangler viden eller kompetencer i arbejdet – herunder indsigt i sociallovgivningen.
“En del dommere og politiansatte nævnsmedlemmer angiver at mangle viden eller kompetencer i forbindelse med deres arbejde i Ungdomskriminalitetsnævnet, herunder eksempelvis kompetencer til at føre en dialog med barnet/den unge og mere indsigt i lov
om social service”.
Børns Vilkår mener, at dommerne og de politiansatte er blevet sat på en umulig opgave.
– Dommerne og de politiansatte i nævnet er blevet tildelt en socialfaglig opgave, de ikke er i stand til at løse. Vi skal lade dommere og politi om at gøre det, de er gode til, nemlig at håndtere kriminalitet. Dommere og politi er ikke gode til den socialfaglige del af kriminalitetsforebyggelsen. Løsningen er ikke at efteruddanne dommere og politi eller give dem mere viden. Problemet er selve Ungdomskriminalitetsnævnet, pointerer Ingrid Hartelius Dall.
Ungdomskriminalitetsnævnet har mulighed for at indkalde en børnesagkyndig til at deltage i møderne.
Men kun i knap halvdelen af de 100 møder, som Justitsministeriets Forskningsenhed har gennemgået, har der været en børnesagkyndig til stede.
Flere medlemmer af Ungdomskriminalitetsnævnet fortæller, at de oplever “barrierer” for at kunne træffe afgørelser, der lever op til lovens formål om målrettede individuelle forebyggende indsatser.
Flere af medlemmerne efterlyser mulighed for at træffe mere forebyggende afgørelser som eksempelvis psykiatrisk udredning og efterskoleophold.
Børns Vilkår mener, at nævnet slet ikke er gearet til forebyggende arbejde.
– Problemet er, at man forsøger at lægge det forebyggende arbejde ind under Ungdomskriminalitetsnævnet. Men det er nævnet slet ikke gearet til. I stedet skal vi lade kommunerne lave det forebyggende arbejde – og styrke det. Det lokale forebyggende arbejde i kommunerne virker. Ungdomskriminaliteten er jo faktisk faldende, understreger Ingrid Hartelius Dall.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Grunden til at man diagnosticere er da netop så barnet kan få den korrekte specialpædagogiske støtte til at klare sig gennem tilværelsen.
Vi snakker derfor ikke blot om diagnosekultur der ikke virker. Vi snakker systemisk dobbeltsvigt.
Man skulle tro at systemet prøver at dræbe vores fremtid…
Ja, der er tilfælde med børn, der begår kriminelle handlinger, lige fra tyveri til mord. Lad Ungdomskriminalitetsnævnet være forbeholdt disse børn, og lad det være gearet til at få dem på ret køl, hvis det da er muligt. Syge børn derimod hører ikke til i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
