16 Apr 2021  

KBH: Let skyet, 9 °C

Dansk Sygeplejeråd: Politikerne skal tage ansvar for lønproblem

Kampagne for ligeløn

Dansk Sygeplejeråd: Politikerne skal tage ansvar for lønproblem

I dag skyder Dansk Sygeplejeråd gang i en ny kampagne, som skal skaffe sygeplejerskerne ligeløn. En underskriftsindsamling sammen med lokale, regionale og nationale aktiviteter skal gøre opmærksom på deres krav over for politikerne.

I dag på Kvindernes Internationale Kampdag skyder Dansk Sygeplejeråd gang i en kampagne, der skal få politikerne til at gøre op med den kønsbestemte uligeløn.
FOTO: PN
1 af 1

I dag den 8. marts skyder Dansk Sygeplejeråd (DSR) gang i en ny kampagne – Lønløftet – som én gang for alle skal gøre op med kønsbestemt lønulighed. Kampagnen blev besluttet på forbundets kongres i fredags.

Det er ikke spørgsmå-let, om vi skal løse ligelønsproblemet, men hvordan vi skal løse det. Den indsats starter i dag og fortsætter, til vi er i mål.
Grete Christensen, formand DSR

– Og ingen dag er vel bedre end Kvindernes Internationale Kampdag til at optrappe indsatsen for ligeløn, siger sygeplejerskernes formand Grete Christensen til Arbejderen og fortsætter:

– Jeg er ikke tilfreds med sygeplejerskernes løn. Heller ikke efter OK21. For OK21 gør ikke op med sygeplejerskernes historiske lønefterslæb, som har forfulgt os altid – også efter at sygeplejerskerne og de andre kvindedominerede fag blev indplaceret alt for lavt i det offentlige lønhierarki ved Tjenestemandsreformen i 1969.

Kan ikke løses gennem overenskomsterne

På kongressen skulle de delegerede tage stilling til de forlig, som DSR ved OK21 har indgået med arbejdsgiverne på det regionale og kommunale område om løn og arbejdsvilkår de næste tre år. Udfaldet af de delegeredes anbefaling tyder på en udbredt frustration blandt sygeplejerskerne, der i årevis blandt andet har påpeget den urimelige uligeløn. 75 delegerede anbefaler et ja, og 61 anbefaler et nej til aftalerne, der sendes til urafstemning blandt medlemmerne.

– Vi må bare erkende, at vi ikke kan løse det store lønefterslæb ved forhandlingsbordet om overenskomsterne – selvom vi har prøvet rigtig mange gange, konstaterer Grete Christensen.

Hun nævner, at det var samme konklusion, som Henning Jørgensen og en række andre forskere ved Aalborg Universitet kom frem til i en redegørelse om ligeløn og forhandlingssystemet efter konflikten i 2008. Sidste år i december konkluderede en analyse fra Institut for Menneskerettigheder, at overenskomstsystemet fastlåser lønninger for sygeplejersker og andre traditionelle kvindefag i lønhierarkiet.

Et politisk ansvar

Med 'Lønløftet' vil DSR derfor have politikerne på banen. Grete Christensen mener, det er på høje tid, at politikerne tager ansvar for at løse det problem, de skabte med Tjenestemandsreformen i 1969. Da blev sygeplejerskerne placeret lavt i lønhierarkiet for offentligt ansatte.

– Det har 50 år ikke ændret på. Sygeplejersker tjener i dag 15-20 procent mindre end traditionelt mandsdominerede fag med samme uddannelseslængde. 

– Det er et problem – ikke kun for sygeplejerskerne men for hele Danmark. Vores samfund har brug for, at sygeplejerskerne vil fortsætte i faget og for at tiltrække fremtidige generationer til faget.

Grete Christensen understreger, at Dansk Sygeplejeråd ønsker at bevare den danske model. Hun mener, at den politiske handling skal foregå udenfor overenskomstsystemet, og foreslår, at det sker i en trepartsaftale. Hun fortsætter:

– Vi skal have befolkningen med os for at få de 90 stemmer i Folketinget, der skal til, for at vi opnår enighed om, at det ikke er spørgsmålet, om vi skal løse ligelønsproblemet, men hvordan vi skal løse det. Den indsats starter i dag og fortsætter, til vi er i mål.

Underskrifter og lokale aktiviteter

I dag, den 8. marts, bliver kampagnen skudt i gang med en underskriftsindsamling. Allerede onsdag gør Dansk Sygeplejeråd status over de indsamlede underskrifter, forud for at beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard er i samråd om Tjenestemandsreformen.

Herefter vil DSR iværksætte en række aktiviteter lokalt, regionalt og nationalt for at gøre opmærksom på opfordringen til landets politikere om at give et løfte om at løfte lønnen for sygeplejersker og andre traditionelle kvindefag.
 
>>LÆS OGSÅ: Ligelønsalliancen er klar med plan for mere i løn til kvinder

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. mar. 2021 - 20:54   16. mar. 2021 - 13:57

ligestilling

sb@arbejderen.dk
DSR-kampagne for ligeløn - LØNLØFTET

KAMPAGNEN – LØNLØFTET – SKYDES I GANG 8. MARTS 2021.

LØNLØFTET forpligter politikerne sig til at:

  • Der skal gøres op med uretfærdigheden fra Tjenestemandsreformen.

  • Sygeplejersker skal have en løn, som afspejler uddannelsesniveau, opgaver og ansvar.

  • Folketingets politikere skal sammen med sygeplejerskerne og arbejdsgiverne forpligte sig til at skabe ligeløn.

  • Der skal aftales en forpligtende tidsramme.

  • Sygeplejerskers lønefterslæb på 15-20 procent skal lukkes. Vi vil ikke tage fra andre – pengene skal bevilges af Folketinget.

Kilde: Dansk Sygeplejeråd