26 May 2019  

KBH: Overskyet, let regn, 12 °C

Dansk krigsskib i fransk tjeneste

Udsendes uden om Folketinget

Dansk krigsskib i fransk tjeneste

For første gang bliver et dansk krigsskib sendt ud i en militær operation udenom Folketinget. Det danske krigsskib Niels Juel er på vej til Middelhavet for at beskytte et fransk hangarskib.

Det danske krigsskib Niels Juel og dets besætning på 160 soldater satte i sidste uge kurs mod Middelhavet for at møde en fransk hangarskibsgruppe.
FOTO: Forsvaret
1 af 1

På mandag slutter det danske krigsskib Niels Juel sig til en fransk hangarskibsgruppe i Middelhavet. Det danske krigsskib og dets besætning med 160 soldater skal ifølge Forsvarskommandoen "være med til at beskytte det franske hangarskib Charles de Gaulle".

Det er sørgeligt, at regeringen vælger blindt at følge USA og NATO-landenes militære operationer.
Helge Ratzer, Aarhus mod Krig og Terror

Hangarskibsgruppen skal indsættes i kampen mod Islamisk Stat i den østlige del af Middelhavet, Det Røde Hav, Adenbugten, den nordlige del af Det Indiske Ocean og Den Persiske Golf. 

Gruppen vil bestå af hangarskibet Charles de Gaulle og derudover forventeligt to franske eskorteskibe, en fransk ubåd og et fransk forsyningstankskib (tankskib). Der forventes desuden støtte fra en britisk destroyer og en portugisisk fregat. Hertil kommer cirka 30 skibsbaserede fly og helikoptere.

Blankocheck

Det er første gang, et krigsskib udsendes, siden Folketinget i starten af februar gav forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen en blankocheck til – uden om Folketinget – at udsende krigsskibe til andre NATO-landes militære operationer i op til et år ad gangen.

Hidtil har Folketinget skulle godkende, hvis danske krigsskibe skal deltage i fremmede landes flådestyrker. Men fremover kan forsvarsministeren nøjes med at rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn.

– Regeringen vurderer, at der hyppigere end tidligere vil være behov for indsættelser, som styrker samarbejdet via træning med nære allierede. Derfor lægger vi op til den procedure her, sagde udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) under førstebehandlingen af forslaget.

De danske skibe vil være under operativ kontrol af de NATO-landes hovedkvarterer, i hvis ansvarsområde flådestyrken befinder sig. Udover Frankrig ønsker også USA og Storbritannien, at Danmark udsender krigsskibe til deres flåde.

– Dybt problematisk

Fredsbevægelsen er dybt foruroliget over, at regeringen nu begynder at udsende krigsskibe udenom Folketinget 

– Det er i dybt problematisk, at regeringen hverken vil spørge Folketinget eller Udenrigspolitisk Nævn om lov, før man sender danske krigsskibe ud i andre NATO-landes militære operationer, siger talsperson for Aarhus mod Krig og Terror, Helge Ratzer, til Arbejderen.

– Regeringens egen krigsudredning har netop slået fast, at der er alt for meget lukkethed omkring de danske militære operationer, og at beslutningerne reelt bliver taget af en håndfuld politikere i regeringen.

Forskerne bag krigsudredningen anbefaler, at der bliver oprettet en analyseenhed, der skal øge oplysningsniveauet, inden man sender danske krigsskibe til konfliktområder.

– Derfor er det sørgeligt, at regeringen nu vælger at gå den stik modsatte retning og blindt følger USA og NATO-landenes militære operationer. Med den nye beslutningsprocedure fjerner man den sidste rest af legitimitet til de militære operationer siger Helge Ratzer.

Han påpeger, at udviklingen forstærkes af, at vi ikke har en freds- og konfliktforskning herhjemme. Det betyder, at der ikke findes en reel debat om alternativerne til krig og militære løsninger.

– Og det bliver ikke bedre af, at de danske fregatter med det nye forsvarsforlig bliver oprustet med raketter. Det betyder, at de kan spille en langt mere offensiv rolle end hidtil – samtidig med at forsvarsministeren nu kan sende fregatterne afsted til NATO-missioner over hele verden udenom Folketinget. Det er en farlig glidebane.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. feb. 2019 - 07:00   26. feb. 2019 - 07:10

Militær

ml@arbejderen.dk