13 Nov 2018  

KBH: Spredte skyer, 9 °C

Danmark for velfærd retter blikket mod næste valg

Velfærdsinitiativ rører på sig

Danmark for velfærd retter blikket mod næste valg

Siden kommunalvalget sidste år har det været sparsomt med aktivitet i Danmark for Velfærd. Det forestående Folketingsvalg kan være startskuddet til nye markeringer.

Entusiasmen var stor, da Danmark for Velfærd sidste år i oktober samlede 3500 tillidsfolk til stormøde for at sætte velfærdskampen op i gear.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Når København for Velfærd i dag arrangerer demonstration i protest mod forslag om nedskæringer og forringelser på det kommunale budget for 2019, så er det et af de få - hvis ikke det eneste sted i landet - en lokalgruppe i Danmark for Velfærd viser tænder.

>>LÆS OGSÅ: Kræver flere penge til velfærd

Velfærden er stadig på spil, og det er tid til at gå fra snak til handling.
Mona Striib, FOA

"Budgetforhandlinger er for vigtige til at overlade til byens politikere", skriver København for Velfærd med opfordring til byens borgere om at møde op og støtte byens velfærd. 

Den københavnske lokalgruppe er en del af Danmark for Velfærd, der blev søsat for godt et år siden - helt præcis den 30. august 2017. Det faglige velfærdsinitiativ kom fra LO Storbyerne, og blev bakket op af flere fagforbund, herunder FOA, 3F, HK, Danmarks Lærerforening, BUPL, Dansk Socialrådgiverforening og Uddannelsesforbundet. 

Velfærdskamp i gear

Entusiasmen var stor og forventningerne høje, da Danmark for Velfærd sammen med 15 fagforbund i oktober måned samlede 3500 tillidsfolk til stormøde i Odense.

>>LÆS OGSÅ: 3500 tillidsfolk klar til aktion

Velfærdskampen skal op i gear, lød det fra deltagerne. I lyntempo fik de etableret cirka 100 lokale grupper over hele landet, og grupperne kastede sig over konkrete aktiviteter - med særlig fokus på at give spørgsmålet om velfærd en central plads i kommunalvalgkampen. Aktiviteterne kulminerede den 7. november, hvor Velfærdens dag blev markeret i flere end 40 byer.

>>LÆS OGSÅ: Råbet om bedre velfærd lød fra over 40 byer

På valgdagen den 21. november 2017 lagde Danmark for Velfærd et opslag på sin Facebook-side: "I dag stemmer vi på nogen, der vil gøre velfærden bedre - i morgen forsætter kampen for et velfærdssamfund, vi kan være bekendt."

Siden har det været småt med aktivitet, erkender Per Olsen, talsperson for Danmark for Velfærd og formand for LO Hovedstaden.

– Selvom det her er tænkt som et samarbejde på tværs af offenltige og private faggrupper, så er det de offentlige fagforeninger og deres medlemmer, der er de drivende kræfter, og de har i slutningen af 2017 og hele foråret været travlt optaget af overenskomstforhandlinger, siger Per Olsen til Arbejderen.

Aktiviteter i støbeskeen

For nylig har organisationerne bag været samlet med henblik på at løbe velfærdsinitiativet i gang igen og aftale, hvad der skal ske fremadrettet. På mødet blev der luftet forskellige ideer til fælles aktiviteter, herunder en markering når Folketinget åbner. Det overvejes også at gentage succesen med en Velfærdens dag, måske på en bestemt dato efter at Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har udskrevet Folketingsvalg.  

– Sidst kunne vi sætte aktiviteterne ind i den kontekst, at der var et valg forude, og måske skal der et nyt valg til, før der igen kommer bevægelse i tingene. Og vi ved, at der kommer et Folketingsvalg senest i foråret '19, siger Per Olsen.

De respektive fagforbund er nu tilbage i deres baglande og skal vende tilbage, hvor de står.

Mona Striib, FOA’s forbundsformand, er ikke i tvivl:

– FOA ønsker stadig en stærk og samlet lønmodtagerfront. Tager vi FOA’s medlemmer, så er de så trætte af tomme valgløfter og flommede ord om, at nu kommer der penge til ditten og datten, samtidig med at der skæres ned på de kommunale budgetter, siger hun til Arbejderen og fortsætter:

– Velfærden er stadig på spil, og det er tid til at gå fra snak til handling.

Uddannelsesforbundet har været en del af Danmark for Velfærd fra start og er stadig med, når det gælder at sikre fokus på velfærdsdagordenen, forsikrer forbundsformand Hanne Pontoppidan overfor Arbejderen.

– Vi finder samarbejdet godt og naturligt. Det er vigtigt, at de faglige organisationer står sammen og i et bredt samarbejde forsøger at få sat en stopper for forringelserne af den offentlige velfærd, som vi nu i årevis har været vidne til, siger Hanne Pontoppidan.

Tomme valgløfter

Også pædagogernes forbund BUPL støtter fortsat op om Danmark for Velfærd og mener, at der er behov for, at fagbevægelsen gør noget samlet.

– Nu var der kommunalvalg sidste år, hvor der blev lovet guld og grønne skove. I takt med at de kommunale budgetter bliver offentliggjort, så tror jeg det går op for folk, at det blev ved snakken. Så kan netværket aktiveres og jeg tror, at der sker noget, siger faglig sekretær, Lars Søgaard Jensen, til Arbejderen. 

>>LÆS OGSÅ: Velfærd rundbarberes i Nordjurs

Arbejderen har henvendt sig til Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogerne, 3F og Dansk Sygeplejeråd for at høre, hvor de stiller sig til det videre samarbejde i Danmark for Velfærd.

Tilbagemeldingerne er sparsomme, men peger i retning af, at forbundene er i gang med at afklare sig, men fortsat bakker op om tværgående velfærdsinitiativer.

Ellen Lykkegård, formand for 3F's offentlige gruppe skriver på mail, at der "har været bred enighed om, at de aktiviteter, vi har været en del af, har fungeret fint." 3F tilføjer, at det endnu ikke er besluttet, om forbundet deltager i de aktiviteter, der er på tegnebrættet.

LO i henholdsvis Aarhus og Randers har ikke svaret på Arbejderens henvendelse.

06. sep. 2018 - 05:38   07. sep. 2018 - 09:39

Velfærd

noc@arbejderen.dk
Med i Danmark for Velfærd
  • Danmark for velfærd gik i luften den 30. august 2017.

  • Velfærdsinitiativet er startet som et samarbejde mellem LO Storbyerne og fagforbundene 3F, HK, FOA, Danmarks Lærerforening, BUPL, Dansk Socialrådgiverforening, PROSA og Uddannelsesforbundet.

  • Siden er følgende forbund kommet med: Dansk El-forbund, Malerforbundet, Dansk Sygeplejeråd, Socialpædagogerne, FTF Regioner, Blik & Rør samt Kost & Ernæringsforbundet.

  • Planen er at brugerorganisationer som patientforeninger og andre også skal med i initiativet.