22 Oct 2019  

KBH: Overskyet, 12 °C

Bevægelser klar til at give Løkke modstand

Efter borgerlig sejr

Bevægelser klar til at give Løkke modstand

Retspolitiske, socialpolitiske, ulands- og klimapolitiske bevægelser ser med bekymring på valgresultatet og de borgerliges bebudede stramninger. Men mange er klar til at give Lars Løkke modstand.

FOTO: Niels Sigaard
1 af 1

Selvom der endnu ikke er dannet en ny regering, står det klart, at det nye politiske flertal i Folketinget er parat til at gennemføre stramninger og forringelser på en række områder. 

Vi går en hård tid i møde. Det bliver ikke behageligt. 
Bjørn Elmquist, Retspolitisk Forening

Valgkampen har vist flertal i den borgerlige blok for at forringe kontanthjælpen for bestemte grupper, skære i ulandsbistanden, lave stramninger på flygtningeområdet, sænke den kriminelle lavalder til 12 år og mindske ambitionerne på klimaområdet.

Mange af de folkelige bevægelser, der arbejder med blandt andet klima, retspolitik og socialpolitik, forbereder sig nu på at tage kampen op mod de planlagte forringelser. Andre forholder sig indtil videre afventende i forhold til de konkrete udspil fra den kommende regering, viser en rundringning Arbejderen har lavet.

Formand for Retspolitisk Forening, Bjørn Elmquist, forventer udover sænkelse af den kriminelle lavalder også en række retspolitiske stramninger i forhold til udlændinges rettigheder og asyl samt endnu mere overvågning. 

- Vi går en hård tid i møde. Det bliver ikke behageligt. Men måske får vi nu en opposition, der vil råbe op og gøre vrøvl. I modsætning til under den afgående regering, hvor oppositionen har jublet, når de har strammet, siger Bjørn Elmquist.

Han lover, at Retspolitisk Forening vil være på stikkerne i forhold til de forventede stramninger. 

Lavere kontanthjælp

På det sociale område står det klart, at der er flertal for at genindføre den lave starthjælp til flygtninge og et stort ønske hos flere af de borgerlige partier om at genindføre et loft over kontanthjælpen. 

Den dagsorden er den nystiftede bevægelsen Kontanthjælpsalliancen parat til at gå til kamp imod.

- Vi får masser at lave nu. Der er brug for, at nogle taler kontanthjælpsmodtagernes sag. De har ingen fagforening eller egen interesseorganisation, siger Andreas Holck Høeg Petersen fra Kontanthjælpsalliancen. 

Han har lyttet meget til signalerne fra Dansk Folkeparti og er usikker på, om partiet vil støtte Venstres kontanthjælpsloft og dermed forringe forholdene for mange børnefamilier, syge på kontanthjælp og folk, der har mistet deres arbejde. 

- Som valgresultatet ser ud med et svækket Venstre og Konservative kan man sige, at det velfærdspolitiske flertal samlet set er blevet stærkere. Det giver måske nogle muligheder for at bekæmpe nogle af de mest liberalistiske forslag fra Venstre, Konservative og Liberal Alliance, siger Andreas Holck Høeg Petersen.

Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, er bekymret ved udsigten til beskæring af hjælpen til en række kontanthjælpsmodtagere. 

- De her mennesker slås i forvejen med mange forskellige problemer. Hvis de også bliver ramt på forsørgelsesgrundlaget, bliver det meget svært. Det vil give flere fattige og have konsekvenser for mange børn, siger Jann Sjursen.

Lige nu afventer han spændt det nye regeringsgrundlags tiltag på det sociale område. Og hvordan den vil forholde sig til den fattigdomsgrænse og de sociale 2020-mål, som den afgående regering har indført. 

Det er ikke, fordi Jann Sjursen er tilfreds med SR-regeringens sociale indsats. 

- De sociale reformer har ført til flere fattige, og i forhold til de sociale 2020-mål har man brystet sig af dem, men de har ikke været politikdrivende, konstaterer han. 

Samme kritik af SR-regeringen har Robert Olsen, der er formand for Socialpolitisk Forening. Han er ikke mere bekymret over udsigten til den nye regering, end han har været i den sidste valgperiode. 

- Nu må vi afvente og se, hvordan de konkrete udspil kommer til at se ud. Det vil vi forholde os til og som altid påtage os rollen som talerør for socialt udsatte grupper, siger Robert Olsen. 

Flygtninge og ulandshjælp

Samme afventende holdning indtager Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, i forhold til de bebudede stramninger på flygtningeområdet. 

- Det står klart, at flygtninge og indvandrere vil være i centrum for det nye politiske flertal. Men nu må vi se de konkrete initiativer og så være vakse ved havelågen, siger Andreas Kamm.

I ulandsorganisationen Ibis er generalsekretær Vagn Berthelsen dybt bekymret over de borgerlige partiers plan om at skære på ulandsbistanden. 

- I en situation hvor verden brænder, og over 60 millioner mennesker er på flugt, er der ikke brug for at beskære ulandsbistanden, men det modsatte. Så markante nedskæringer, som partierne lægger op til, vil få dramatiske konsekvenser for fattige og flygtninge, siger han.

Ibis har forsøgt at blande sig i valgkampen med kampagnen "Vælg verden", men må erkende, at det har været meget svært at trænge igennem med det budskab. 

- Vi har helt klart en stor opgave foran os, konstaterer Vagn Berthelsen. 

Vibeke Vinther, national chef i Mellemfolkeligt Samvirke, konstaterer, at uanset, hvordan regeringen kommer til at se ud, er det bydende nødvendigt, at Danmark engagerer sig globalt og tager ansvar for, hvordan de næste femtens års indsats mod fattigdom, sult, klimaforandringer og naturressourceproblemer skal se ud og finansieres.

- Den dagsorden går på tværs af partiskel og handler om den verden, vi vil give videre til vores børn, understreger Vibeke Vinther.

Miljø og klima

Også miljøbevægelsen Noah frygter forringelser. 

- De udmeldinger de borgerlige partier har givet på miljø- og klimaområdet er meget bekymrende. Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er forskellige varianter af klimaskeptikere. Det tegner ikke ret godt. Det er ikke fordi det har været en dans på roser under den nuværende regering. Den har været ret fodslæbende på klimaområdet, men betydelig bedre i sammenligning med det, der kommer nu. Det er der ingen tvivl om, siger Palle Bendsen fra Noah. 

Han ser et stort behov for en aktiv miljøbevægelse i de kommende år også i forhold til at forhindre boringer efter skifergas. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jun. 2015 - 13:59   23. jun. 2015 - 09:04

Valg 2015

ur@arbejderen.dk
Blå enighed

I den borgerlige blok er der enighed om en række stramninger og forringelser:

  • Genindførelse af starthjælp og kontanthjælpsloft.
  • Kriminel lavalder på 12 år.
  • Lavere ulandsbistand.
  • Stramninger overfor flygtninge.
  • Lavere klimaambitioner.
Valgresultat 2015
  • Socialdemokratiet: 26,3 procent. 47 mandater. Går 3 mandater frem.

  • Radikale Venstre: 4,6 procent. 8 mandater. Går 9 mandater tilbage.

  • Det Konservative Folkeparti: 3,4 procent. 6 mandater. Går 2 mandater tilbage 

  • Socialistisk Folkeparti: 4,2 procent. 7 mandater. Går 9 mandater tilbager. 

  • Liberal Alliance:  7,5 procent. 13 mandater. Går 4 mandater frem.

  • Dansk Folkeparti: 21,1 procent. 37 mandater. Går 15 mandater frem.

  • Venstre: 19,5 procent. 34 mandater. Går 13 mandater tilbage.

  • Enhedslisten: 7,8 procent. 14 mandater. Går 2 mandater frem.

  • Alternativet: 4,8 procent. 9 manadater.

>> Læs alle artikler om folketingsvalget her