18 Nov 2019  

KBH: Overskyet, dis, 9 °C

Arbejdsløse i halloween-aktion

Det spøger på jobcentrene

Arbejdsløse i halloween-aktion

"Spøgelser" hjemsøgte jobcentre i 20 byer rundt om i Danmark til halloween i torsdags.

Patrick Hansen fra Næstehjælperne pustede spøgelsesballoner op foran jobcentret i Valby for at sætte fokus på, at mange arbejdsløse føler sig hjemsøgt af jobcentret.
FOTO: Aage Christensen
Patrick Hansen fra Næstehjælperne pustede spøgelsesballoner op foran jobcentret i Valby for at sætte fokus på, at mange arbejdsløse føler sig hjemsøgt af jobcentret.
FOTO: Aage Christensen
Patrick Hansen fra Næstehjælperne pustede spøgelsesballoner op foran jobcentret i Valby for at sætte fokus på, at mange arbejdsløse føler sig hjemsøgt af jobcentret.
FOTO: Aage Christensen
Patrick Hansen fra Næstehjælperne pustede spøgelsesballoner op foran jobcentret i Valby for at sætte fokus på, at mange arbejdsløse føler sig hjemsøgt af jobcentret.
FOTO: Aage Christensen

Det fire etager høje jobcenter på Gammel Køge Landevej i Valby tårner sig op og kaster mørke skygger. Den perfekte kulisse til en uhyggelig aften …

Det er halloween, og gaderne er fyldt med udklædte børn med poser fyldt med slik. Foran jobcentret i Valby er der spøgelser – men ingen slik.

Vi har et system, der hjemsøger borgere, så mange ligefrem ender med det såkaldte jobcentersyndrom.
Carsten Larsen, Næstehjælperne

Arbejderen er taget med Næstehjælperne på aktion efter mørkets frembrud. Vi mødes på parkeringspladsen foran jobcentret sammen med en håndfuld aktivister. De har brugt de sidste par dage på at lave spøgelser af hvide lagener, et "BØH"-banner og købt hvide balloner.

Og nu skal uhyggen sprede sig: Aktivisterne går straks i gang med at hænge spøgelser op foran jobcentret.

Sidder fast i systemet i årevis

En af dem, der er dukket op foran jobcentret i Valby, er 30-årige Patrick Hansen. Han er aktiv i Næstehjælpernes Frivillige Bisidderkorps, som han selv var med til at stifte i 2017.

I øjeblikket er han partsrepræsentant for tre borgere, der har været på kontanthjælp i mere end 20 år.

– De fleste af de borgere, jeg hjælper, har været i kontanthjælpssystemet i årevis. De skal ofte have hjælp til at tale deres sag, når de er til møder i jobcentret, fortæller Patrick Hansen.

I sin tid som partsrepræsentant har han oplevet en række groteske tilfælde:

– En af dem havde en kræftdiagnose. Hun nåede lige at få tilkendt førtidspension, så døde hun halvanden måned efter. En anden fik en hjerneskade i 1991. Han har haft lægeerklæringer på sin hjerneskade siden 2006, men fik først tilkendt førtidspension i sommers.

Patrick Hansen er sociolog og har skrevet speciale om netværket Jobcentrets Ofre med fokus på, hvorfor der er så meget kontrol af og mistillid til de arbejdsløse i det danske samfund.

– Selvom en borger har et veldokumenteret sygdomsforløb med lægeerklæringer, så sætter jobcentrene hele tiden spørgsmålstegn ved, om borgeren nu også er syg, siger han.

Ved siden af arbejdet som partsrepræsentant forsøger han – sammen med de øvrige aktivister i Næstehjælperne – at påvirke politikerne. Inden længe skal han til møde med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, der har bebudet et kritisk eftersyn af de social- og arbejdsmarkedsreformer, der er indført de senere år.

– Når en borger beder mig om hjælp med en sag, så starter jeg med at søge aktindsigt i sagen. Det er ikke ualmindeligt, at en sag fylder omkring 2000 sider.

Det spøgte på 20 jobcentre

Det er ikke kun i Valby, at aktivister har sat spøgelser op for at gøre opmærksom på de uhyggelige jobcentre. Foran jobcentret på Lærkevej i København er der hængt sorte spøgelsesballoner og -plakater op, og der er tegnet spøgelser på asfalten. 

Samme billede går igen i Kolding, Nyborg, Næstved, Kalundborg, Helsingør, Vallensbæk, Frederikshavn, Nordfyn Kommune, Sæby, Aarhus og en række andre byer.

Over hele Danmark føler arbejdsløse sig pressede og hjemsøgt af jobcentrene. Derfor har de arbejdsløse sat den samme tekst op sammen med deres spøgelser:

"Jeg er overvågningsspøgelset: Jeg hjemsøger og står bag dig. Jeg overvåger din adgang til sociale medier, din telefon, dine konti og dit liv".

"Jeg er mistillidens spøgelse: Jeg tror dig ikke, når du siger, at du er syg. Jeg tror ikke din læge eller de specialister, der behandler dig".

"Jeg er tidens spøgelse: Livet går i stå, mens tiden flyver væk og bliver til ingenting, og jeg fastholder dig i en uafklaret tilstand, som aldrig vil give dig livet tilbage. Hverken som det var, eller som du håber på, det kan komme til at blive".

– Spøgelser har det med at være uhyggelige. Og det afspejler ganske godt, hvad der foregår inde på centrene i åbningstiden. For det er dybt skræmmende at følge den behandling, som rigtig mange medborgere møder på jobcentrene: Det er kontrol, mistillid, sanktioner, regelbrud og underkendelse af lægeerklæringer, fortæller Carsten Larsen, talsperson for Næstehjælperne, der står bag spøgelsesaktionen.

– Der er akut behov for, at vi indretter et system for mennesker. For det, vi har nu, er et system, der knuser mennesker. Et system der hjemsøger borgere, så mange ligefrem ender med det såkaldte jobcentersyndrom – en alvorlig stresstilstand fremkaldt af kontakten med jobcentret, uddyber Carsten Larsen.

– Vi kan alle blive ramt af sygdom, arbejdsløshed og ulykker. Vi kan alle få brug for et socialt sikkerhedsnet, der griber os, når vi falder. I det nuværende system straffes mange syge og arbejdsløse. Derfor bliver vi ved og ved med at aktionere og råbe op, indtil fornuft og medmenneskelighed sejrer. Indtil vi har et system, hvor borgerne mødes med hjælp, med rettigheder og med tiltro. Ingen skal være hjemsøgt af jobcentret.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. nov. 2019 - 12:10   05. nov. 2019 - 12:24

Arbejdsløshed

ml@arbejderen.dk