17 Sep 2019  

KBH: Spredte skyer, 9 °C

Ansatte danner menneskekæde om hospital

Aktion mod nedskæringer

Ansatte danner menneskekæde om hospital

I eftermiddag opfordrer personalet på Aarhus Universitetshospital til at danne menneskekæde omkring arbejdspladsen. Det sker i protest mod massive nedskæringer.

Aarhus Universitetshospital dækker et enormt område. I eftermiddag vil personalet danne menneskekæde omkring hospitalet i protest mod million-nedskæringer.
FOTO: AUH
1 af 1

Personalegrupperne på Aarhus Universitetshospital (AUH) vil tirsdag i tidsrummet 16 til 16:45 danne en menneskekæde rundt om det enorme hospital i Skejby.

Hvis besparelserne gennemføres, vil det få katastrofale konsekvenser for patienter og personale.

"Vi, medarbejderne på AUH, vil fortælle vores patienter, deres familier, borgerne i Aarhus, Østjylland og hele Danmark, at vi værner om hospitalet," siger Paul von Weitzel-Mudersbach på vegne af hospitalets ansatte, skriver Lokalavisen.

Menneskekæden er en protest mod de planlagte besparelser på hospitalet, som ifølge de ansatte vil betyde, at hospitalet skal skille sig af med op mod 15 procent af de ansatte. Det vil få endnu flere til at flygte fra hospitalet.

Rammer alle

"Alle medarbejdere på AUH er påvirkede og meget bekymrede på grund af de planlagte besparelser, der ikke er resultat af dårlig drift eller manglende effektivitet. Det er udelukkende meromkostninger i forbindelse med nybyggeriet og flytning, som ikke var regnet ind fra starten, som nu skal spares i driften. Hvis besparelserne gennemføres, vil det få katastrofale konsekvenser for vores patienter, uddannelse af fremtidens sundhedspersonale og arbejdsmiljøet," skriver personalet.

Mangler mindst en milliard kroner

Regionsrådet i Region Midtjylland besluttede på et budgetseminar den 22. maj, at en varslet besparelse på 325 millioner kroner på AUH i 2019 skal spredes ud over fire år. I 2019 skal der således spares 150 millioner kroner.

Dertil kommer, at hospitalet står med såkaldte engangsudgifter på 1 milliard kroner, blandt andet som følge af ikke forudsete ekstraudgifter i forbindelse med flytningen til det østjyske supersygehus.

I forbindelse med protestaktionen, der forventes at samle flere tusinde ansatte, vil der blive afholdt to minutters tavshed og sunget.

Alle, som gerne vil støtte de ansatte på Aarhus Universitetshospital, er velkommen til at deltage i menneskekæden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. maj. 2019 - 09:27   28. maj. 2019 - 23:08

Nedskæringer

noc@arbejderen.dk