18 Oct 2019  

KBH: Spredte skyer, 15 °C

Almene beboere inviterer til demonstrationer på lørdag

Fire byer demonstrerer mod ghettoloven

Almene beboere inviterer til demonstrationer på lørdag

Beboere siger fra overfor politikernes ghettolov, dens nedrivninger af almene boliger og tvangsudsmidninger af mennesker. Uanset hvor du bor i landet, er der på lørdag mulighed for at støtte op om de almene boliger og dem, der bor i dem.

I København, Aarhus, Odense og Helsingør går beboere på gaden på lørdag mod ghettolovens tvangsudsmidninger og nedrivninger – for gode, almene boliger for almindelige mennesker.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

På lørdag inviterer Almen Modstand i København, Aarhus, Odense og Helsingør til landsdækkende aktionsdag.

I København starter demonstrationen klokken 13 i Mimersparken, lige ved siden af Mjølnerparken. Der vil være taler, musik og støtte til beboerne, der nægter at lade sig tvangsflytte.

Vi håber på, at der kommer mange og viser deres støtte til beboerne i kampen mod ghettoloven og dens tvangsflytninger.
Fatma Tounsi, Almen Modstand i København

– Mange beboere føler sig presset til at flytte "frivilligt". Derfor håber vi på, at der kommer mange og viser deres støtte til beboerne i kampen mod ghettoloven og dens tvangsflytninger, siger Fatma Tounsi fra Almen Modstand i København til Arbejderen.

Blandt talerne er en repræsentant fra stilladsarbejdernes klub og fra Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, der vil fortælle lidt om, hvorfor fagbevægelsen bakker op om at bevare gode, billige almene boliger.

Herefter kører folk i bus og cykelkaravane til Tingbjerg, hvor der også vil være taler, kaffe og kage. Her vil de fremmødte danne en menneskekæde om de nedrivningstruede rækkehuse.

Du kan hjælpe til med at sprede budskabet om demonstrationen: Hent plakater hos Munkevangen, Frederikssundsvej 113, hver dag mellem klokken 16 og 19.

I Aarhus arrangerer Almen Modstand i Aarhus en "Bevar de almene boliger – afskaf ghettolovene"-demonstration på Store Torv under parolerne: Nej til nedrivning af gode boliger! Nej til tvangsflytninger!

På torvet vil der være musik og taler.

I Odense er aktivister i fuld sving med at mobilisere beboere og lokale borgere til lørdagens demonstration klokken 14 på det grønne areal mellem Fyrreparken og Vollsmose Torv. Almen Modstand i Odense håber på, at mange vil dukke op og demonstrere under parolen: Ja til opbygning og frihed – Nej til nedrivning og tvang.

Der er uddelt 1500 flyers i Vollsmose og hængt plakater op i byen.

Menneskekæde om almene boliger

I Helsingør danner beboere og sympatisører en ring om boligområdet Nøjsomhed.

Arbejderen har tidligere fortalt, hvordan 300 beboere i 96 almene lejligheder i Nøjsomhed bliver smidt ud af deres hjem inden sommer næste år. De skal erstattes af beboere over 50 år med arbejde og uden børn. Tvangsudsmidningerne sker, fordi boligselskabet frygter at ende på regeringens liste over såkaldt "hårde" ghettoer.

>> LÆS OGSÅ: 300 smides ud af deres almene bolig i Helsingør

Beboerne har organiseret sig i Beboergruppen Nøjsomhed, og inviterer alle til at dukke op klokken 15 foran Sydvej 5 for at danne en menneskekæde rundt om Nøjsomhed.

– Demonstrationen på lørdag er vigtig. Den vil styrke sammenholdet mellem beboerne i Nøjsomhed. Derudover har beboerne brug for at føle den enorme opbakning fra deres naboer og medborgere. Hvis ikke vi står sammen og siger nej til tvangsflytninger, risikerer vi, at det ikke er sidste gang, at politikerne smider folk på gaden, siger Mohamad Othman, der er aktiv i Beboergruppen Nøjsomhed til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. sep. 2019 - 12:06   26. sep. 2019 - 16:31

Ghettolov

ml@arbejderen.dk