11 Apr 2021  

KBH: Overskyet, regn, 2 °C

Aktivister anklager bygherrer på Amager Fælled for paddedrab

Kræver By & Havn lukket

Aktivister anklager bygherrer på Amager Fælled for paddedrab

Tirsdag morgen gennemførte Extinction Rebellion og Arternes Ambassade protester foran By & Havn samt PensionDanmark. De to selskaber står i fællesskab for byggeriet på Lærkesletten på Amager Fælled.

Padderne har indtaget indgangspartiet til PensionDanmarks hovedkvarter.
FOTO: Søren Danholm Andersen
1 af 1

Klokken er 8.30 tirsdag den 6. april. Bevægelsen Extinction Rebellion har inviteret til protest foran selskabet By & Havn, der er en af bygherrerne bag den nye bydel Fælledby, som kommunen vil bygge på Lærkesletten på Amager Fælled.

Det svarer til, at man accepterer drab på pandaer for at få plads til et byggeri. De to dyr er fredet af præcis samme lovgivning.
Frej Schmedes, Arternes Ambassade

25-30 mennesker er mødt op for at vise deres utilfredshed med byggeplanerne.

– Vi er her på vegne af padden stor vandsalamander, hvis internationale rettigheder bliver krænket lige nu. Stor vandsalamander er fredet og beskyttet i lighed med pandaen. Den er beskyttet af både Bernkonventionen og EU's habitatsdirektiv. Men mange vandsalamandere bliver lige nu dræbt på grund af byggeforberedelserne på Lærkesletten. Firmaer og myndigheder står bag faunakriminalitet, erklærer Frej Schmedes fra Arternes Ambassade i København, der er med til at arrangere dagens protest, i en tale til forsamlingen.

Den fredede stor vandsalamander, der er en omkring 16 centimeter lang padde, lever på Lærkesletten, hvor der efter planerne skal bygges en ny bydel med omkring 5000 beboere.

Foran By & Havn.
Søren Danholm Andersen

By & Havn og pensionsselskabet PensionDanmark, der sammen står bag byggeriet, har fået dispensation af Miljøstyrelsen til at indsamle vandsalamandere og flytte dem til nye levesteder i forbindelse med, at nuværende levesteder ødelægges på grund af byggeriet. De alternative levesteder er blandt andet de stendynger, der i øjeblikket er ved at blive etableret på byggefeltet.

– Padderne er ved at vågne af deres vinterhi. Nogle af dem lå og sov i et krat, der nu er blevet fjernet som led i byggeforberedelserne. Nu vandrer de mod de vandhuller, hvor de skal yngle. Men undervejs bliver mange slået ihjel af de kampesten, der nu bliver lagt ud på området, forklarer Frej Schmedes, der i skarpe vendinger kritiserer, at myndighederne har givet dispensation til at ødelægge stor vandsalamanders vinterhi og levesteder.

– Det svarer til, at man accepterer drab på pandaer for at få plads til et byggeri. De to dyr er fredet af præcis samme lovgivning, understreger Frej Schmedes.

En nøgleart

At stor vandsalamander er så beskyttet hænger sammen med, at den er en såkaldt nøgleart, der spiller en afgørende rolle for balancen i et økosystem. Der, hvor stor vandsalamander lever, er der et stærkt økosystem med en høj biodiversitet, altså artsrigdom.

– By & Havn dræber arter for at kunne betale af på metrogælden. Københavns Kommune har lagt hele byudviklingen over i et gældsskab, der får overdraget byens åndehuller, så de kan udnyttes kommercielt. Det skal stoppe nu, vi kræver By & Havn lukket, og den demokratiske proces omkring byens udvikling tilbage til københavnerne, erklærer Frej Schmedes.

Livia Soares
Søren Danholm Andersen

Den melding bliver modtaget med klapsalver.

"Stop By & Havn", "Stop Fælledby", "Stop byggeri på Stejlepladsen", råber de fremmødte, inden de begiver sig på en gåtur ud ad Langeliniekajen. Langt ude på kajen har PensionDanmark sit hovedkvarter.

Med i optoget er Livia Soares, der blev aktiv i kampen mod byggeplanerne i forbindelse med, at byggeforberedelserne startede på Amager Fælled den 24. februar.

– Jeg ønsker at bevare Amager Fælled, det er et dejligt stykke natur her i byen. Vi har allerede ødelagt så meget natur i Danmark. Der er så lidt tilbage, at vi ikke må ødelægge mere, nu skal vi bevare, siger Livia Soares.

– Jeg håber, at det vil lykkes at bevare Amager Fælled. Vi må samle folk til at kæmpe for naturen, tilføjer hun.

Undervejs stopper demonstranterne ved statuen af den genmodificerede havfrue, som Bjørn Nørgaard har lavet, for at synge et par sange.

"Vi er grønne demonstranter, der sir' stop, vi vil ikke se naturen bli' slidt op", lyder det ud over vandet, inden turen går videre til PensionDanmark.

Aktion ved PensionDanmark

En gruppe aktivister udklædt som padder har uden held forsøgt at komme ind i PensionDanmarks bygning for at synliggøre byggeriets konsekvenser for stor vandsalamander.

– Vi er hjemløse nu, hvor byggeforberedelserne er gået i gang på Lærkesletten, derfor er vi taget herind, forklarer en af "padderne".

Søren Danholm Andersen

Da padderne er forhindret i at komme ind i bygningen, kravler de i stedet rundt ved indgangspartiet til PensionDanmark og op ad de store vinduespartier. På et stort banner foran indgangen står der: "Jeres investeringer er vores død".

De kravlende padder råber i takt deres budskaber ud:

"Vi er en beskyttet art!" "Hvor skal vi yngle?" "Jeres byggeri er vores dødsbo!" "Ved jeres medlemmer, hvad I investerer i?"

Frej Schmedes
Søren Danholm Andersen

Indenfor kigger enkelte ansatte i PensionDanmark ud på sceneriet, men det meste af tiden er forhallen tømt for folk.

Forfatter Kristina Stoltz er en af dem, der har forvandlet sig til salamander. Hun oplæser et digt skrevet til lejligheden.

– Vi mennesker bestemmer ikke over stor vandsalamander og heller ikke over alle de andre dyre- og plantearter. Men fordi vi har opført os som herskere over alt andet liv, er vores primære opgave nu at beskytte de andre arter mod videre ødelæggelse og udryddelse, udtaler Kristina Stoltz om sit engagement i sagen.

Det er blandt andet medlemmer af 3F, der har deres pension i PensionDanmark.

– Mon de ved, hvad deres pensionsselskab investerer i, at de er ved at ødelægge et helt sammenhængende økosystem, spørger Frej Schmedes.

– Vi vandt dengang, folk stod op for at forhindre byggeplanerne på Strandengen på Amager Fælled. Nu har de flyttet byggeriet 300 meter og vil også bygge på Stejlepladsen og Selinevej. Hvis vi bliver ved, kan vi også vinde den her gang. Vi er en del af det flertal af københavnerne, der ikke vil have byggeri på natur. Vi kræver byggestop på vild natur. Vi kræver, at naturens stemme bliver hørt ved det kommende kommunalvalg, tilføjer han.

Søren Danholm Andersen

Alle salamanderne afslutter aktionen ved at kigge ind ad vinduerne til PensionDanmark og lægger sig derefter i en stor klump ved indgangspartiet.

Undervejs har flere sluttet sig til protesten, der nu tæller omkring 40 deltagere, der slutter med at synge flere sange.

Klagesager

Alle opfordres til at komme ud til Klagehegnet rundt om byggepladsen på Lærkesletten og deltage i klagekoret, der synger hver tirsdag klokken 16. Mødestedet er ved hegnet ud mod Vejlands Allé 200.

Både Amager Fælleds Venner og Danmarks Naturfredningsforening har klaget til myndighederne over, at byggeriet på Lærkesletten efter deres mening er et brud på reglerne omkring beskyttelse af stor vandsalamander. Klagerne skal først behandles ved de nationale myndigheder, før de eventuelt kan rejses i EU.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. apr. 2021 - 12:39   07. apr. 2021 - 09:41

Natur

ur@arbejderen.dk
Byggeplaner på Amager Fælled og Stejlepladsen
  • I 1990'erne beslutter de københavnske politikere, at der skal bygges på Strandengen på Amager Fælled. Men beslutningen ligger i dvale frem til 2016, hvor kommunen vil realisere planerne fra 1990'erne. De vil bygge på den 5-6000 år gamle Strandeng, der som et af de få områder i Danmark aldrig har været opdyrket. Området har en unik biodiversitet. Salget af byggegrunden skal finansiere en del af kommunens gæld til Metroselskabet.
  • Der rejser sig en stor protestbevægelse mod byggeplanerne. Amager Fælleds Venner dannes og sætter sig i spidsen for modstanden, som også Danmarks Naturfredningsforening København er meget aktiv i. Der bliver gennemført et væld af folkeringe, demonstrationer og andre protester.
  • Op til kommunevalget i 2017 går fire partier – Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF – til valg på, at der slet ikke vil blive bygget på Amager Fælled, hvis de får flertal efter valget.
  • Godt to måneder før kommunevalget giver den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen efter for presset og meddeler, at der alligevel ikke vil blive bygget på Strandengen på Amager Fælled.
  • Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF får ikke flertal ved valget i 2017. Frank Jensen fastholder, at der skal sælges byggegrunde, der kan finansiere en del af metrogælden. I september 2018 stiller overborgmesteren som betingelse for at være med i budgetforliget for 2019, at partierne accepterer, at der nu skal bygges på tre grønne områder: Lærkesletten på Amager Fælled, Stejlepladsen i Sydhavnen og Selinevej. Med i budgetaftalen er Socialdemokratiet, SF, Radikale, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
  • Alle tre områder er fredede, men fredningerne bliver helt usædvanligt ophævet af et flertal i Folketinget ved lov i marts 2019 – uden om Fredningsnævnet.
  • Der har siden været massive protester mod byggeplanerne og affredningerne. Der har været underskriftsindsamlinger, demonstrationer, aktioner, klager, rekordmange kritiske høringssvar og meget andet. 
  • Trods protesterne vælger et flertal i Borgerrepræsentationen den 4. februar 2021 at godkende de lokalplaner, der åbner for byggerierne. For byggeplanerne stemmer Socialdemokratiet, SF, Radikale, Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti samt de to løsgængere Kasandra Behrndt-Eriksen og Kåre Traberg Smidt.
  • Den 24. februar 2021 går byggeforberedelserne i gang på Lærkesletten på Amager Fælled, men protesterne fortsætter.