11 Dec 2019  

KBH: Spredte skyer, let regn, 4 °C

Aalborg tager hul på en uge i fredens tegn

Undervisning, teater, fredsløb, musik og udstillinger mod krig

Aalborg tager hul på en uge i fredens tegn

I Aalborg er skoleelever, fagforeninger og fredsbevægelsen gået sammen for at sætte fokus på FN's Internationale Fredsdag og budskabet om fred i verden.

Hele denne uge arbejder 700 elever på Filstedvejens Skole i Aalborg med temaet fred som optakt til FN's Internationale Fredsdag den 21. september. Temaugen slutter med fredsløb på fredag.
FOTO: Lone Klausholm
Hele denne uge arbejder 700 elever på Filstedvejens Skole i Aalborg med temaet fred som optakt til FN's Internationale Fredsdag den 21. september. Temaugen slutter med fredsløb på fredag.
FOTO: Lone Klausholm

I formiddags skiftede 34 skoleelever fra 7.-9. klasse på Filstedvejens Skole i Aalborg den trygge skoledag ud med et liv på flugt.

De næste 48 timer skal de cykle 30 kilometer, sove i den mørke skov, krydse en flod, kravle på alle fire og hjælpe hinanden igennem samarbejdsøvelser...

Vi håber på, at eleverne får et indblik i den kæmpe frihed, de har, ved at bo i et land uden krig samt får et indblik i, hvad nytilkomne flygtninge sommetider kommer fra.
Lone Klausholm, lærer på Filstedvejens Skole

I denne uge står der nemlig fred på skemaet på skolen i bydelen Vejgaard.

Når ugen er omme, er 700 elever fra 0. til 9. klasse blevet klogere på spørgsmål om krig og fred.

– Vi håber på, at eleverne får et indblik i den kæmpe frihed, de har, ved at bo i et land uden krig samt får et indblik i, hvad nytilkomne flygtninge sommetider kommer fra, fortæller lærer på Filstedvejen Skole, Lone Klausholm, til Arbejderen.

På flugt og nødrationer 

I løbet af ugen kommer eleverne til at stifte bekendtskab med en fredeligere verden på flere forskellige måder: 1. og 2. klasse arbejder med fredsmusik. 3. og 4. klasse arbejder med fredskunst og symboler, og de skal sammen lave et stort maleri. 5. og 6. klasse skal møde unge med anden etnisk baggrund. De skal høre deres historie om, hvordan og hvorfor de er kommet til Danmark, og så skal de lave mad sammen. Eleverne i 7.-9. klasse har valgt sig ind på forskellige workshops: Ud over at prøve at være på flugt kan eleverne i de store klasser arbejde med fredskunst som graffiti, lave teater eller musikvideo og indspille en særlig fredssang, der er lavet til lejligheden.

Planlægningen af emneugen er sket i tæt samarbejde med blandt andre UngAalborg (den lokale ungdomsskole) og Fredsby Aalborg.

I går mandag var Røde Kors på besøg på skolen for at fortælle om deres arbejde i konfliktområder. De havde medbragt deres krigsambulance, og eleverne kunne smage på nødrationer.

Eleverne på Filstedvejens Skole slutter emneugen af med et fredsløb på fredag.

Løber og spiller teater for fred

Skolens emneuge er en optakt til FN's Internationale Fredsdag lørdag den 21. september.

Fredsdagen bliver i Aalborg markeret med en række aktiviteter i løbet af dagen i den gamle forlystelsespark Karolinelund: Fredsløb, musik, streetart, børneaktiviteter og taler.

– Fredsby Aalborg vil markere, at der findes en international dag for fred. Til hverdag er der meget fokus på trusler, fjendebilleder, konflikter og krig i medierne, og når politikerne taler. Vi vil forsøge at trække i den modsatte vej – og sætter fokus på alternativerne til krig. Vi vil sætte fokus på, at oprustning ikke skaber fred. Fred skabes gennem viden, nedrustning, dialog og gensidig respekt, fortæller Allan Vokstrup til Arbejderen.

Han er aktiv i den lokale fredsgruppe Fredsaktivisterne, der det seneste år har arbejdet for at stable lørdagens fredsarrangement på benene som en del af Fredsby Aalborg.

Fredsby Aalborg blev dannet i 2018 med det erklærede mål at arbejde for fred i verden med fredelige midler.

Der bliver med arrangementet lagt op til, at deltagerne i fredsdagen ikke bare er publikum – de kan gøre en forskel og aktivt vise, at fred i verden er vejen frem.

– Vi afholder et fredsløb, hvor alle kan deltage. Vi tæller antallet af omgange sammen, så vi kan se, at vi er mange, der er klar til at gå langt og yde en indsats for fred i verden, forklarer Allan Vokstrup.

Undervejs kan deltagerne tage en snak med hinanden. Fredsby Aalborg har lavet spørgsmål, som de gerne vil høre deltagernes bud på.

– Vi laver fredsløbet som en slags walk and talk-løb. Vi har lavet et par spørgsmål til deltagerne: Hvad betyder fred for dig? Hvordan kan Aalborg Fredsby styrke fredsarbejdet?

Også Aalborg ungdomsskole UngAalborg deltager i fredsdagen. De laver dagen igennem totalteater sammen med Filstedvejens Skole for at sætte fokus på fred. 

Fagbevægelsen bakker op

Fagbevægelsen i Aalborg bakker også op om arrangementet: Både LO i Aalborg og FTF Region Nordjylland og de lokale fagforeninger for sygeplejerskerne, lærerne med flere.

– Det er alletiders, at fagbevægelsen bakker op. De har støttet arrangementet økonomisk og sender vores materiale ud til alle deres tillidsfolk. På den måde når Aalborg Fredsby langt ud med budskabet om fred i verden, fortæller Allan Vokstrup til Arbejderen.

Det er første gang, at Fredsby Aalborg markerer FN's Fredsdag den 21. september. Men arrangørerne håber på, at det bliver en tilbagevendende årlig begivenhed.

Til næste år har Herningvejens Skole takket ja til at overtage stafetten fra Filstedvejen Skole.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. sep. 2019 - 10:36   18. sep. 2019 - 11:25

Fred

ml@arbejderen.dk