04 Dec 2020  

KBH: Spredte skyer, 3 °C

Aalborg sætter fred på skoleskemaet

Markerer FN's fredsdag

Aalborg sætter fred på skoleskemaet

I Aalborg er skoleelever, børnehavebørn, symfoniorkestret, boligforeningen, fagforeninger og fredsbevægelsen gået sammen for at sætte fokus på FN's Internationale Fredsdag og budskabet om fred i verden.

FOTO: Fredsby Aalborg
1 af 1

I denne og næste uge kommer Aalborg til at simre af aktiviteter, der sætter fokus på fred i verden.

Krig påvirker os alle. Derfor er det vigtigt, at vi minder hinanden om, at det er vigtigt at holde fred.
Sisse Gramstrup Munk, Himmerland Boligforening

Bag fredsugen står lokale fredsaktivister, skolelærere, en lokal boligforening, byens symfoniorkester, musikakademiet, lokale kunstnere og musikere og foreningen 'Fred i Verden - Fredsby Aalborg'. 

Fredsby Aalborg blev dannet i 2018 med det erklærede mål at arbejde for fred i verden med fredelige midler, samt at Aalborg Kommune bliver en del af FN's fredsbyer. 

Det er andet år i træk, at Fredsby Aalborg står bag markeringen af FN's ferdsdag i Aalborg.

Aalborg Fredsby bliver bakket op om blandt andre FN-Forbundet, LO Aalborg, Aalborg Kommune, Aalborg Symfoniorkester, Kvarterværkstedet, Himmerland Boligforening og flere andre lokale foreninger.

De lokale fredsfolk Fredsaktivisterne er blandt de mange, der har knoklet for at sætte fokus på en fredeligere verden lokalt.

– Vi er blevet mødt af stor åbenhed fra lokalområdet - lige fra boligselskabet, Goldschmidts Musikakademi, Aalborg Symfoniorkester, den lokale folkeskoler og fagforeninger - støtter op om fredsugen, fortæller Anna Villadsen fra Fredsaktivisterne til Arbejderen.

Hun fortsætter:

– I år bakker endnu flere lokale foreninger op om fredsugen, og vi når endnu bredere ud.

Fredsby Aalborg

Fredsfolk besøger skole

På Herningvejens Skole skal eleverne blandt andet arbejde med konfliktløsning, og de får besøg af tre fredsfolk.

– Vi får besøg af tre aktive fra fredsbevægelsen, der kæmper for fred. De vil blandt andet fortælle om kampen mod atomvåben, fortæller Mette Victoria Andersen til Arbejderen.

Hun er lærer i de ældste klasser på Herningvejens Skole og har været med til at planlægge fredsugen på skolen.

– Vi starter ugen med at få en fælles forståelse af, hvad konflikter er. Herudover vil vi arbejde med konfliktløsning og lave klasseregler for, hvordan vi behandler hinanden.

Skolen er i forvejen en UNICEF-skole, og 32 procent af eleverne på skolen er af anden etnisk baggrund end dansk.

– Vi arbejder i forvejen med FN's børnerettigheder, fordi vi er en UNICEF-skole. Derfor giver det god mening, at vi støtter op om Fredsby Aalborg. Det er fint i tråd med vores værdier om, at vi alle er lige meget værd, og at vi skal behandle hinanden med respekt på tværs af vores forskellige baggrunde og kulturer, fortæller Mette Victoria Andersen.

De mindste klasser skal lytte efter rytme og spille sammen som samarbejdsøvelse.

Fredsugen går på skift fra skole til skole. Til næste år fører Gl. Lindholm Skole fredsstafetten videre.

Kulminationen på fredsugen er FN's Fredsdag den 21. september.

På FN's Fredsdag deler den lokale fredsgruppe Fredsaktivisterne postkort ud med overskriften "Krig er foragt for liv. Fred er at skabe" og med fakta om FN's Fredsdag og FN's opfordring til våbenhvile over hele verden, så freden kan få en chance.

Fredsduer i boligforening

Også den lokale Himmerland Boligforening i Aalborg støtter op om fredsugen.

– Vores beboere rummer både mennesker, der har været på flugt fra krig og nu har fået beskyttelse i Danmark. Og her bor også familier, hvor enten far eller mor har været udsendt. Krig påvirker os alle. Derfor er det vigtigt, at vi minder hinanden om, at det er vigtigt at holde fred, fortæller boligsocial medarbejder hos Himmerland Boligforening Sisse Gramstrup Munk til Arbejderen.

Hun har blandt andet været i kontakt med børnehaverne i området for at få dem med i fredsugen.

– Vi har kontaktet de lokale børnehaver, og de er klar til at klippe fredsduer. Fredsduerne bliver hængt op i boligforeningens sundheds- og kvartershus sammen med oplysninger om FN og arbejdet for fred i verden. Mellem 1000 og 1500 mennesker har deres daglige gang i sundheds- og kvartershuset og kan kigge på børnenes fredsduer og læse fakta om fred i verden, mens de venter på at komme til lægen, siger Sisse Gramstrup Munk.

Musik for fred

Selv det lokale symfoniorkester – Aalborg Symfoniorkester – har været involveret i at lave aktiviteter til fredsugen og har arrangeret 14 minifredskoncerter på fem forskellige skoler, fortæller Anne Rom Hansen fra orkestret.

– Fredskoncerterne afholdes af de to musikere Henrik Goldschmidt og Anders Singh, som vi samarbejder med. Henrik Goldschmidt har i mange år spillet for fred i verden – blandt andet med sit Middle East Peace Orchestra, fortæller Anne Rom Hansen til Arbejderen.

Henrik Goldschmidt boede i en periode i Jerusalem, mens Israel opførte sin mur omkring palæstinenserne for 20 år siden. Her begyndte han at undervise palæstinensiske børn på den anden side af muren.

– Aalborg Symfoniorkester bakker selvfølgelig op om fred og ikke mindst om musik som medskaber af fred, både ude i verden og inde i mennesket selv. Fredsby Aalborg er en ambitiøs forening, der evner at få både små og store aktører samlet om at markere FN’s Internationale Fredsdag, og vi er glade for og stolte af at være med i projektet, siger Anne Rom Hansen.

Sidste år etablerede Henrik Goldschmidt – sammen med en gruppe lokale ildsjæle – Goldschmidts Musikakademi i Aalborg.

Musikakademiet bakker også op om fredsugen.

– Vi bakker op om Fredsby Aalborg, fordi det harmonerer godt med de værdier, vi har. Vi forsøger at samle børn på tværs af alle deres forskelligheder, fortæller daglig leder af Goldschmidts Musikakademi Lise Gam-Jensen til Arbejderen.

Hun uddyber:

– Vi lægger vægt på, at de børn, vi har på akademiet, er så forskellige som muligt – både hvad angår etnicitet, kulturel og social baggrund. Vi forsøger at bruge musikken til at lære børnene at arbejde sammen. Det er ikke alle børn, der får de samme chancer. Alle eleverne får gratis undervisning, fordi vi ønsker at give de børn, der ellers ikke får chancen, en chance. Derfor giver det mening, at vi er med i fredsugen og bakker op om Fredsby Aalborg.

Musikakademiet har haft cirka 80 børn igennem siden starten sidste år. I øjeblikket er der cirka 40 aktive børn.

Børnene på akademiet skulle have spillet en stor koncert i Musikkens Hus i Aalborg, men den er desværre aflyst på grund af corona. I stedet holder akademiet en mindre, intern koncert på FN's Fredsdag, den 21. september.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. sep. 2020 - 06:47   14. sep. 2020 - 10:58

Fred

ml@arbejderen.dk