24 Nov 2020  

KBH: Spredte skyer, 7 °C

75 år med FN: Alternativ til junglelov og 'koalitioner af villige'

Fred og folkeret eller krig og kaos

75 år med FN: Alternativ til junglelov og 'koalitioner af villige'

Den 24. oktober 1945 blev FN oprettet i en tid med håb om fred. Årsdagen er en god anledning til at genopfriske, hvad de 51 stiftende lande ønskede at opnå, da de oprettede FN. For FN-pagten indeholder faktisk en smuk vision for en fredelig verden.

Den danske minister Henrik Kaufmann underskriver på vegne af Danmark FN-pagten i juni 1945. Få måneder efter – den 24. oktober 1945 – blev FN oprettet.
FOTO: UN Photo/Rosenberg
1 af 1

I morgen er det 75 år siden, at 51 lande – heriblandt Danmark – oprettede FN med det formål at sikre verden mod endnu en verdenskrig og skabe et forum for dialog mellem verdens lande.

Afslutningen på Anden Verdenskrig banede vejen for en række fælles principper og rettigheder.
Jacques Hartmann, folkeretsekspert

De mange lande havde kort forinden – med Anden Verdenskrigs rædsler som bagtæppe – skrevet under på FN-pagten, der er en slags grundlov for, hvordan verdens lande skal samarbejde og løse konflikter, og hvordan verden skal udvikle sig.

Årsdagen er en god anledning til at genopfriske, hvad de 51 lande ønskede at opnå, da de oprettede FN den 24. oktober 1945. For FN-pagten indeholder faktisk en smuk vision for en fredelig verden.

Fred og forbud mod magt

FN-pagten indledes med at slå fast, at De Forenede Nationer er besluttede på at "frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden, påny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder".

Da Nazi-Tyskland var nedkæmpet, stillede lande over hele verden sig spørgsmålet: Hvordan undgår vi krig i fremtiden?

Efter at have oplevet de enorme menneskelige og materielle ødelæggelser af to verdenskrige på bare 30 år ønskede verdens folk at gøre op med "den stærkes ret" og junglelovens hersken i verden. Stormagter skulle ikke bare kunne overfalde andre lande. På den baggrund blev verdens ledere enige om at forbyde krig mellem stater.

– Afslutningen på Anden Verdenskrig banede vejen for en række fælles principper og rettigheder. Verden fik både menneskerettighederne og FN-pagten. Der blev skabt et internationalt system, som verdens lande var enige om. Der skete en enorm udvikling af folkenes rettigheder og international folkeret, vi ikke har set hverken før eller efter 1945, forklarer folkeretsekspert Jacques Hartmann til Arbejderen.

Jacques Hartmann er født i Vordingborg, men er lektor på Dundee University, hvor han underviser i folkeret. Herudover gæsteforelæser han på en række universiteter og har en ph.d. i folkeret fra Cambridge University. Han har desuden været juridisk rådgiver for en række lande, blandt andet ved Den Internationale Domstol i Haag.

– Efter afslutningen på Anden Verdenskrig var der en unik situation i verden. I 1945 havde verden været igennem død og ødelæggelse i en enorm skala. Derfor var der stor politisk vilje til at oprette et system og skabe et stærkt regelsæt mellem verdens lande for at undgå krig, forklarer Jacques Hartmann til Arbejderen.

Størstedelen af verdens lande underskrev FN-pagten. FN-pagten slår fast, at alle FN-lande skal "afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug deraf; det være sig mod nogen stats territorielle integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med De Forende Nationers formål".

– Forbuddet mod magtanvendelse står meget klart og er helt centralt i FN-pagten. Derfor er FN-pagten afgørende for at sikre fred og stabilitet i verden. Hvis ikke vi havde FN-pagten og folkeretten, ville det være den stærkestes ret – det vil sige det land med flest bomber og missiler – der frit kunne tryne andre stater.

To undtagelser

Der findes kun to tilfælde, hvor et land lovligt kan gå i krig: Hvis et land bliver angrebet og må forsvare sig. Eller hvis FN’s Sikkerhedsråd beslutter at iværksætte en militær mission. Alle andre krige er ulovlige.

– FN-pagten indeholder et klart forbud mod at bruge magt. Ifølge pagten skal alle FN's medlemmer afholde sig fra at bruge magt til at løse konflikter. Selv truslen om magtanvendelse er forbudt, understreger Jacques Hartmann.

Forbuddet betyder dog ikke, at magtanvendelse er ulovlig i alle situationer. FN-pagten indeholder to undtagelser, som giver stater ret til at anvende magt: Et land har ret til at anvende magt over for andre stater i selvforsvar, eller hvis magtanvendelsen er baseret på et mandat fra FN's Sikkerhedsråd.

– At der kun er to undtagelser fra forbuddet mod magtanvendelse er ingen tilfældighed eller forglemmelse. Ethvert forsøg på at undgå forbuddet mod magtanvendelse – uanset hvor prisværdigt formålet end måtte være – kan blive misbrugt.

FN's forbud mod krig undergraves

På trods af at FN-pagten er meget klar i sit forbud mod magtanvendelse, så forsøger især stormagterne i dag at legitimere deres krige ud fra "humanitære" og "fredelige" hensyn, mener Jacques Hartmann.

– I dag er der – især blandt stormagterne – ikke længere den samme forståelse og politiske vilje til at efterleve FN's magtforbud. Og efterhånden som tiden går, kan vores fælles hukommelse om Anden Verdenskrigs rædsler gå i glemmebogen, fordi det ikke er på vores eget territorium, at krigene bliver udkæmpet.

– Derfor skal vi være meget påpasselige med at udvande og undergrave de principper for fred, der blev lagt i FN-pagten. Det er særligt i små staters interesse at have et forbud mod magtanvendelse. Hvis ikke vi har et stærkt internationalt regelsæt mod krig, så åbner man op for en verden, hvor det er de store, militært overlegne lande, der bestemmer, og hvor konflikter bliver "løst" med trusler eller direkte magt.

Der findes flere eksempler på, at FN's magtforbud bliver sat under pres. USA har udviklet en "unwilling or unable"-doktrin, der slår fast, at hvis et land enten ikke er villig eller i stand til at fjerne en "fare", så har andre stater ret til at gribe ind.

Doktrinen åbner op for, at en stat kan bruge væbnet magt i selvforsvar på en anden stats territorium, hvor der er fare for et væbnet angreb fra denne stats territorium – eksempelvis fra en terrorgruppe – og at staten enten mangler viljen eller evnen til selv at standse angrebet.

– Problemet med doktrinen er, at det bliver op til enkelte lande at bestemme, om brugen af væbnet magt er lovlig eller ej. Doktrinen undergraver derfor FN's kollektive sikkerhedssystem og overflødiggør den rolle, som oprindeligt var tiltænkt FN's sikkerhedsråd, forklarer Jacques Hartmann.

FN's Sikkerhedsråd

Det epokegørende ved oprettelsen af FN var, at staterne opgav deres ret til selv at bestemme, hvornår de kunne anvende væbnet magt, forklarer Jacques Hartmann:

– Da FN blev oprettet, blev denne ret overdraget til FN's Sikkerhedsråd, og staterne kunne kun bruge væbnet magt i selvforsvar eller med godkendelse af FN's Sikkerhedsråd. USA's nye doktrin åbner op for misbrug og kan bruges som skalkeskjul for ureguleret magtanvendelse. 

– Det er en meget farlig doktrin. Det var denne doktrin, der blev brugt af USA som undskyldning for at bombe den suveræne stat Syrien – udenom FN og uden at være inviteret af den syriske regering.

Danmark har også flere gange overtrådt FN-pagtens forbud mod magtanvendelse og har været klar til at deltage i nogle af de mest omfattende og ødelæggende krige, verden har set efter afslutningen på Anden Verdenskrig.

– Vi har selv været med i koalitionskrige rundt om i verden – eksempelvis i Irak, hvor vi klart overtrådte FN's forbud mod at bruge magt. Det seneste eksempel er vores deltagelse i krigen i Syrien, siger Jacques Hartmann.

Unwilling or unable

Danmark og resten af den USA-ledede koalition mod Syrien begrundede deres ret til at gribe militært ind i Syrien med USA's kontroversielle doktrin om "unwilling or unable", forklarer Jacques Hartmann.

– Der er ingen tvivl om, at Syrien havde viljen til at bekæmpe IS. Og med Rusland i ryggen er det svært at acceptere argumentet om, at de mangler evnen. Hvis et land som Syrien med et af verdens stærkeste militærmagter i ryggen ikke skulle have "evnen" til at bekæmpe IS, så er der stort set ingen begrænsninger for, hvor doktrinen kan anvendes.

I starten af 00’erne blev begrebet "responsibility to protect" opfundet for at forsøge at komme udenom FN's forbud mod at bruge magt.

Med henvisning til de humanitære katastrofer i Rwanda og Bosnien åbner "responsibility to protect"-begrebet op for, at nationalstaterne har et ansvar for at forhindre folkedrab, etnisk udrensning, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Hvis en nationalstat ikke lever op til dette ansvar, så har andre stater ret til at gribe ind og "beskytte" civilbefolkningen – om nødvendigt med magt.

”Responsibility to protect"-begrebet blev skrevet ind i erklæringen fra FN's verdenstopmøde i 2005. Men modsat FN's forbud mod magtanvendelse og folkeretten så er der blot tale om en erklæring – og altså ikke en traktat eller et juridisk dokument.

Ens vilkår for alle?

Alligevel henviser USA, Danmark og de øvrige NATO-lande ivrigt til ”responsibility to protect”-begrebet i deres forsøg på at legitimere militær intervention, med henvisning til at man går i krig for at beskytte civilbefolkningen.

– ”Responsibility to protect” er ikke et smuthul, som ophæver FN-pagten og folkerettens klare regler om, hvornår der kan bruges militær magt, understreger Jacques Hartmann.

Han minder om, at hver gang den vestlige verden bruger væbnet magt i strid med FN-forbuddet, så åbner vi op for, at andre lande kan gøre det samme:

– Den vestlige verdens brug af magtanvendelse i det tidligere Jugoslavien og i Mellemøsten betyder, at det er svært for os at blive forarget, når eksempelvis Rusland også vælger at bruge magt på en lignende måde. Ruslands argumentation for at gribe ind i Ukraine-krisen var – næsten ordret – den samme som NATO's argumentation for at gribe ind i Kosovo. Derfor er det svært for USA og den vestlige verden at argumentere for, at Ruslands indgriben i Ukraine er ulovlig.

Herhjemme er FN-pagten og forbuddet mod at bruge magt stort set ikke nævnt med ét ord i Folketingets debatter om de danske krige mod Serbien, Afghanistan, Irak og Libyen – derimod argumenteres der med humanitære hensyn og kamp mod terrorisme.

Krigen mod Serbien

Blandt argumenterne for dansk krigsdeltagelse har været påståede masseødelæggelsesvåben, beskyttelse af civilbefolkningen, kampen mod terror og støtte til USA.

I 1999 indledte NATO – inklusive Danmark – en omfattende bombekampagne mod Serbien – i strid med folkeretten.

Danmark deltog aktivt i bombardementerne. Det var første gang siden oprettelsen af FN i 1945, at Danmark var med til at angribe et fremmed land uden mandat fra FN.

Det var den daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen, der gik i spidsen, da de danske soldater skulle sendes i krig.

Han havde intet folkeretligt grundlag for at gå i krig. Hverken FN’s Sikkerhedsråd eller den serbiske regering havde godkendt angrebet. Og Danmark var ikke blevet angrebet.

I stedet forsøgte udenrigsministeren at forklare nødvendigheden af krigen med, at Danmark og NATO skulle bombe serberne af "humanitære hensyn".

"Den situation, vi nu står i, er fortvivlende. 300.000 mennesker er på flugt, den humanitære situation er på randen af en veritabel katastrofe. Der er 50.000 mennesker, der opholder sig i bjergene og i skovene uden tag over hovedet, nødhjælpen kan ikke komme frem, de humanitære organisationer bliver undertiden chikaneret, og vi er igen vidner til massakrer og terror mod civilbefolkningen, mod gamle, kvinder og børn. Situationen er ovenikøbet dramatisk forværret i de seneste tre måneder", lød det var den daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen, da et flertal i Folketinget i oktober 1998 debatterede, om Danmark skulle bakke op om NATO's krig mod Serbien.

Han fortsatte:

"Der er såmænd ingen grund til at spørge, hvorfor indgrebet kommer nu. Tallene taler for sig selv. I slutningen af juli var der cirka 100.000 flygtninge og internt fordrevne, i midten af august cirka 200.000, i slutningen af august cirka 265.000, nu 300.000. Vi skal ikke nøjes med at se til i afmagt, mens de grove overgreb på grundlæggende menneskerettigheder fortsætter".

Udenrigsministeren forholdt sig også til manglen på et folkeretligt grundlag:

"Jeg ønsker på ingen måde at trække noget fra i diskussionen om et retligt grundlag. Den diskussion skal tages alvorligt, det gør jeg, og det gør regeringen. Men jeg vil have lov til at anføre, at det er alligevel et paradoks, når vi fører denne diskussion på baggrund af det, som Milosevic og hans regering foretager sig, som jo netop er præget af en total mangel på respekt for grundlæggende menneskerettigheder og folkeret og humanistiske principper, og hvad vi ellers kan finde på at sige af pænt – en total foragt. Det har ikke været NATO's eller endsige Danmarks ønske, at vi skulle komme til at stå i en situation, hvor truslen om magtanvendelse må gøres reel, men vi lever altså i en verden, desværre, hvor diktatorer kan sende hundredtusindvis af mennesker af deres egen befolkning på flugt i nød og elendighed. Jeg ville ønske, det ikke var sådan, men ved at lade stå til bliver det værre, og vi er kommet til det punkt, hvor andre muligheder for at påvirke situationen er ved at være udtømte."

SF’s Villy Søvndal tog ordet og spurgte direkte:

"Hvad er det folkeretlige grundlag, som Socialdemokratiet bygger sin anbefaling på? Efter Anden Verdenskrig etablerede vi et FN-system, hvor hensigten var, at konflikter mellem lande skulle løses via internationale aftaler, og vi etablerede et Sikkerhedsråd, som er det eneste råd, der har magt til at beslutte, at nu skal magten håndhæves. Jeg tror ikke, det var tilfældigt, at Socialdemokratiets ordfører ikke omtalte det folkeretlige grundlag, men jeg vil godt efterspørge det. Hvad er det folkeretslige grundlag for, at Danmark deltager i et bombardement i Kosovo?"

Den socialdemokratiske udenrigsordfører Ingrid Rasmussen måtte indrømme, at der ikke fandtes noget folkeretligt grundlag for at bombe Serbien – men hun var alligevel klar til at kaste bomber, fordi det tidligere Jugoslavien stod i en "ulykkelig situation".

"Til hr. Villy Søvndal vil jeg gerne sige, at det folkeretlige grundlag er jo ikke – som vi ellers sædvanligvis kender det – en FN-sikkerhedsrådsresolution, der klart og tydeligt påpeger, at det, verdenssamfundet er i gang med, står medlemmerne af Sikkerhedsrådet fuldt og helt bag. Omvendt vil jeg gerne sige: Jeg synes ikke, vi kan blive ved med at leve med, at der kan nedlægges et veto på baggrund af, at der kan være andre interesser (…) Jeg synes naturligvis at et sådant sikkerhedsrådsgrundlag vil være det bedste. Men det her er for mig at se en engangsforanstaltning, og det er en ulykkelig situation, vi skal tage vare på nu".

Det dengang kontroversielle forslag om at sende danske soldater i krig i strid med FN-folkeretten skulle dog vise sig absolut ikke at være en "engangsforanstaltning". Forslaget blev hastet igennem i Folketinget.

Det blev fremsat af udenrigsministeren den 7. oktober 1998. Dagen efter – den 8. oktober – vedtog et flertal i Folketinget (bestående af Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti), at "Folketinget meddeler sit samtykke til, at et dansk militært bidrag stilles til rådighed for en NATO-indsats på det vestlige Balkan for at forhindre en humanitær katastrofe i Kosovo".

Udsulter FN's fredsoperationer

Siden da har Danmarks støtte til FN’s fredsbevarende arbejde været minimal i forhold til, hvad skiftende regeringer har brugt på at gå i krig.

De seneste år har Danmark ligget i bund, når det gælder om at bidrage til FN's fredsindsats. I 2019 lå Danmark nummer 88 (ud af 120) på listen over de lande, der bidrager med tropper til FN-missioner, med et bidrag på i alt 24 personer.

I perioden 2019 til 2021 har regeringen afsat i alt 15 millioner kroner til FN’s fredsbevarende arbejde – en brøkdel af de 14,5 milliarder kroner, som Danmarks deltagelse i NATO's og USA's krige har kostet.

>> LÆS OGSÅ: Danmarks krige har kostet 14,5 milliarder

Til de store økonomiske omkostninger skal desuden lægges de mange menneskelige ofre for krigene.

I alt har mere end 41.000 danske unge siden 1991 været udsendt i krig i andre lande rundt om i verden. I Afghanistan blev 43 danske soldater dræbt, og 212 blev såret. Krigen i Irak kostede otte danske soldater livet, og 19 blev såret. Krigene på Balkan kostede tolv danske soldater livet, og 35 blev såret. 

>> Se dansk militærs statistik over døde og fysisk sårede soldater

Militærets egen statistik omfatter ikke hjemsendte soldaters selvmord eller de psykisk sårede soldater, der bliver syge og skadede resten af livet af at være i krig.

Hertil kommer alle de civile ofre. Alene Irak-krigen har kostet næsten 200.000 civile ofre siden krigens start i 2003, ifølge Iraq Body Count (IBC), der systematisk opgør krigens civile ofre.

>> Se IBC's statistik over de civile ofre for Irak-krigen

En del af artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. okt. 2020 - 07:28   23. okt. 2020 - 09:37

FN 75 år

ml@arbejderen.dk
FN-pagten og krig

FN-pagten er FN’s grundlov, og alle medlemslande har skrevet under på pagten.

Pagten blev underskrevet i juni 1945 af de 51 medlemslande og trådte i kraft den 24. oktober samme år. FN-pagten grundlagde samarbejdet og fastlagde rammerne for FN:

  • at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden, 
  • på ny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder, 
  • at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellemfolkelig ret, kan opretholdes, og 
  • at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed. 

FN-pagten fastslår i sin første linje, at "FN skal frelse kommende generationer fra krigens svøbe".

FN-pagten understreger staternes ret til selvbestemmelse: "Intet i nærværende pagt skal give FN ret til at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører under en stats jurisdiktion" (Kapitel 1 punkt 7).

FN-pagten forbyder angrebskrig, men tillader selvforsvar: "Intet i nærværende pagt skal indskrænke den naturlig ret til individuelt og kollektivt selvforsvar i tilfælde af et væbnet angreb" (Kapitel 7 artikel 51).

FN har 192 medlemslande. 51 af dem grundlagde organisationen, resten er kommet til siden. Ifølge FN-pagten kan alle stater, der er ”fredselskende” og accepterer FN-pagten, blive medlem af FN. Det er FN’s generalforsamling, der endeligt accepterer nye medlemslande efter anbefaling fra Sikkerhedsrådet, der er et af FN’s fem hovedorganer og blandt andet arbejder med at opretholde og sikre fred.