20 Jan 2019  

KBH: Spredte skyer, -1 °C

3F foreslår ny seniorpension for nedslidte

Seniorførtidspension er en fuser

3F foreslår ny seniorpension for nedslidte

Seniorførtidspensionen virker ikke og kommer aldrig til det. I stedet skal nedslidte have ret til at trække sig tilbage i op til ti år før folkepensionsalderen, lyder forslag fra fagforbundet 3F.

Mange medlemmer af 3F hører til de faggrupper, der på grund af nedslidning bliver hårdest ramt af de kraftige forringelser af efterlønsordningen, den stigende pensionsalder og de skrappe krav til ansøgere af seniorførtidspension.
FOTO: PN
1 af 1

Med kun 691 personer på seniorførtidspension er ordningen for nedslidte seniorer en fuser, mener fagforbundet 3F.

– Det oprindelige formål med at lave en ordning for nedslidte, der ikke kunne få efterløn, har ikke virket. Derfor mener vi, at det er på tide at afskaffe seniorførtidspensionen og tænke nyt, siger Tina Christensen, næstformand i 3F.

Det oprindelige formål med at lave en ordning for nedslidte, der ikke kunne få efterløn, har ikke virket. Derfor er det på tide at tænke nyt.
Tina Christensen, næstformand i 3F

3F foreslår, at en ny seniorpension skal være en rettighed for alle med ti år eller mindre tilbage på arbejdsmarkedet, hvis man har en arbejdsevne på under syv timer om ugen. Arbejdsevnen skal alene vurderes ud fra personens hidtidige jobfunktioner.

Samtidig lægger 3F op til, at en arbejdslivs- og pensionskommission skal undersøgte mulighederne for en anciennitetsbestemt pensionsalder. Det har 3F ellers tidligere advaret imod, da Enhedslisten for et par år siden var fremme med et forslag herom. 

– Når 3F har været tøvende over for anciennitetsbestemt pensionsalder, skyldes det, at den løsning langt fra kan stå alene. Vi må aldrig stille os tilfreds med, at de nedslidte kan komme på pension. Der skal sættes vilje, handling og konkrete initiativer og bevillinger ind på det forebyggende arbejde, understreger 3F's næstformand.

Hun forklarer samtidig, at 3F helt bevidst ikke foreslår en konkret model, fordi der er mange hensyn at tage:

– Hvordan skal vi tackle lønmodtagere med kortere eller længere perioder på deltid, forældre med barselsperioder, ansatte i brancher med sæsonledighed? Hvad med kolleger, der skifter job og branche undervejs i arbejdslivet? Der er behov for et grundigt forarbejde, hvor de mange hensyn vejes op imod hinanden, og man finder en fair model, som danskerne både forstår og respekterer.

Ø: En klar forbedring

Enhedslistens beskæftigelseordfører Finn Sørensen siger til Arbejderen, at 3F's udspil er en klar forbedring i forhold til de gældende regler, hvor seniorførtidspension først er en mulighed fem år før folkepensionsalderen.

– Det er ikke helt så stærkt som vores forslag, der gik på, at hvis man er fyldt 55 år og arbejdsevnen er nedsat til halvdelen, så har man ret til en seniorførtidspension. 3F hæfter retten op på folkepensionsalderen, og med den hastighed, den stiger, så mister 3F's forslag jo efterhånden virkning for en del mennesker.

Finn Sørensen finder også, at kravet om en arbejdsevne på under syv timer om ugen er for lavt, og vil udelukke mange seniorer, der reelt er nedslidte.

– Her synes jeg, at vores forslag om halv arbejdsevne er mere rimeligt.

S: Vi er i tænkeboks

3F's forslag får også en overvejende positiv modtagelse fra Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Leif Lahn.

– Seniorførtidspensionsordningen var vi ikke med til. Men da vi derefter under Mette Frederiksen gjorde det sværere at få førtidspension, blev det også sværere at få seniorførtidspension, medgiver Leif Lahn.

– Vi ved jo, at man skal være hundesyg for at få førtidspension, og seniorførtidspension er efter de samme regler. Og da efterlønnen er mere eller mindre afskaffet, kan man jo foreslå at gøre seniorførtidspensionen mere lempelig, eller gøre som 3F foreslår. Selvfølgelig kan man ikke klare et hårdt arbejde fra man er 17 år til man er 70, så selvfølgelig må vi finde løsninger på det, siger Leif Lahn til Arbejderen.

Nøjagtig hvilke løsninger har S-ordføreren ikke noget umiddelbart svar på.

– Man skal bare være opmærksom på, at det kan være meget svært at ramme præcis de grupper, man ønsker. Det kan også være meget, meget dyrt. Så vi er i tænkeboks og lytteposition lige nu. Men vi mener bestemt, der skal ske noget, siger Leif Lahn til Arbejderen.

DF: Vi venter på tænketank

Bent Bøgsted, beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti, kommer med en lignende udmelding.

– Jeg er enig med 3F i, at seniorførtidspensionen ikke ser ud til at virke. Og det er fint, der kommer mange ideer på markedet. Men vi kommer til at afvente rapporten fra seniortænketanken, inden vi skal til at forhandle nyt på plads, siger Bent Bøgsted til Arbejderen.

Seniortænketanken blev nedsat som led i VLAK-regeringens og DF's "aftale om flere år på arbejdsmarkedet" og forventes at afslutte sit arbejde her til sommer. Tænketankens formål er dog ikke at lempe reglerne for en tidligere afgang fra arbejdsmarkedet, men derimod at komme med ideer til, hvordan man kan fastholde seniorer i længere tid på arbejdsmarkedet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. jan. 2019 - 07:00   04. jan. 2019 - 07:10

Nedslidning

he@arbejderen.dk
Seniorførtidspension
  • For at få tilkendt seniorførtidspension skal man have langvarig og aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet (men ikke krav om medlemskab af a-kasse) og have højst fem år tilbage til folkepensionsalderen. Desuden skal man efter kommunens vurdering have en arbejdsevne, der er så nedsat, at man hverken er i stand til at forsørge sig selv ved almindeligt arbejde eller ved et fleksjob – altså de samme krav som ved ansøgning om almindelig førtidspension. 

  • Dog er der ikke krav om, at man først skal igennem arbejdsprøvninger for at se, om man kan forbedre arbejdsevnen i et eller andet omfang, som det er tilfældet for ansøgere til almindelig førtidspension.

  • Seniorførtidspensionen er en del af tilbagetrækningsaftalen mellem VK-regeringen, DF og RV i maj 2011, og tiltrådt og effektueret af SRSF-regeringen via lovgivning senere samme år. Ordningen trådte i kraft 1. januar 2014.