20 Jul 2019  

KBH: Overskyet, tåge, 13 °C

250 sundhedsfolk advarer mod skifergas

Byråd afgør prøveboring

250 sundhedsfolk advarer mod skifergas

Skifergas risikerer at medføre en alvorlig trussel for miljø og mennesker, lyder advarslen før byrådet i Frederikshavn i morgen tager stilling til, om det franske energiselskab Total skal have lov til at lede efter skifergas i Danmark.

Nordjyder er ikke ene om at være modstandere af boringer efter skifergas. Her er det borgere i USA på barrikaderne. I USA har skifergas-produktion blandt andet ført til forurenet drikkevand. I morgen skal byrådet i Frederikshavn tage stilling til, om det franske energiselskab Total skal have lov til at prøvebore i kommunen.
FOTO: Robert Meyers/Greenpeace
1 af 1

Den såkaldte fracking-metode, som energiselskaber bruger til at hente skifergas op af undergrunden, udgør en "alvorlig trussel for luft, vand, sundhed og sikkerhed for befolkningen".

Ingen af os politikere i Frederikshavn har ønsket at blive sat i den her kattepine.
Anders Brandt Sørensen (S)

Sådan lyder advarslen fra 250 amerikanske læger, medicinske organisationer, forskere og andre sundhedsfolk. De er gået sammen og har skrevet et åbent brev til New Yorks guvernør og til kommisæren for sundhed i New York. Sundhedseksperterne kræver at tre-femårigt stop for New Yorks planer om at udvinde skifergas, så der er tid til at undersøge konsekvenserne bedre.

I brevet advarer de 250 eksperter, organisationer og sundhedsansatte mod at vandforurening kan forbindes til fracking-relaterede aktiviteter. At bortskaffelse af ​​fracking-spildevand er forbundet med jordskælv og radioaktiv forurening. Og at skifergas-industrien hemmeligholder viden, så videnskaben ikke kan afdække den samlede påvirkning af skifergas på miljø og mennesker.

Skifergas i Frederikshavn

Den omstridte fracking-metode, der bliver brugt til skifergas-produktion, kan inden længe blive hverdag for borgerne i Frederikshavn. I morgen tager byrådet i Frederikshavn stilling til, om den franske energigigant Total skal have lov til at foretage en prøveboring efter skifergas i kommunen. 

Formanden for kommunens Plan- og Miljøudvalg og medlem af byrådet i Frederikshavn, Anders Brandt Sørensen (S), vil ikke melde ud, hvad han mener om advarslerne fra eksperterne.

- Selvfølgelig gør det et kæmpe indtryk, når 250 eksperter og sundhedsfolk advarer mod fracking. Og det gør også indtryk, at der er en masse borgere heroppe, som er dybt bekymrede. De bekymringer er vi nødt til at være meget opmærksomme på, siger han til Arbejderen og fortsætter:

- Men det, vi i første omgang skal tage stilling til, er, om Total skal have lov til at lave en prøveboring. Her borer Total bare ned i jorden - uden at sprænge undergrunden. Det er rigtigt, at hvis Total finder tilgængelig skifergas, så vil de sandsynligvis søge om at få lov til at hente den op. Og først her skal vi tage stilling til, om Total skal have lov til bruge fracking i vores undergrund.

Folketinget må på banen

Hvis Total efter prøveboringen vil forsøge at gå videre med en egentlig skifergas-produktion i Danmark, vil Frederikshavn Kommune kræve, at selskabet laver en såkaldt VVM-redegørelse, der afdækker de miljømæssige konsekvenser af indvinding af skifergas.

- Ingen af os politikere i Frederikshavn har ønsket at blive sat i den her kattepine. Folketingspolitikerne må på banen. Der er tale om en vigtig beslutning, som handler om, hvorvidt Danmark også i fremtiden skal bygge sin energiforsyning på fossile brændsler. Beslutningen kan have store miljømæssige påvirkninger, som blandt andet indebærer radioaktivt affald. Der er tale om et principielt vigtigt pionerprojekt, som politikerne på Christiansborg bør tage stilling til, mener Anders Brandt Sørensen.

Frederikshavn Kommune oplyser overfor Arbejderen, at der findes cirka 40 private og 5 offentlige vandboringer i området, hvor Total planlægger at producere skifergas.

Sådan foregår det

Skifergas er en  type naturgas, som er fanget inde i uigennemtrængelige skifersten. Derfor er det ikke muligt bare at bore ned og udvinde gassen. I stedet er det nødvendigt at få skiferklippen til at sprække, så gassen kan komme ud.

Fracking er en metode til at udvinde naturgas fra skiferlag i undergrunden. Total vil bruge en såkaldt hydraulisk fracking, hvor man borer lodret ned til skiferlaget, hvorefter der bores vandret hen. Herefter sprøjtes en blanding af vand, sand og kemikalier ned i borehullet under højt tryk. Det høje tryk får klippen til at sprække, og sandkornene er med til at åbne sprækkerne, så man kan få adgang til skifergassen.

De høje tryk, der bruges til hydraulisk fracking, skaber både revner i skiferlagene og i resten af grundfjeldet omkring gasboringerne. Det betyder, at både gas og kemikalier kan trænge ind i vandsystemer gennem disse revner og dermed forurene det lokale drikkevand med giftige og kræftfremkaldende stoffer - i alvorlige tilfælde er drikkevandet endda blevet brændbart, advarer de amerikanske eksperter.

Videnskabelige studier fra USA har påvist høje niveauer af gas i drikkevandet i en radius af en kilometer fra fraktureringsboringer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jun. 2014 - 08:10   24. jun. 2014 - 14:39

Skifergas

ml@arbejderen.dk
Skifergas i Danmark
  • Skifergas er en type naturgas, som ligger i gaslommer inde i skifersten dybt nede i undergrunden.

  • Det franske olieselskab Total E&P fik i 2010 i samarbejde med Nordsøfonden tildelt to licenser til efterforskning af skifergas i Danmark.

  • Skifergas udvindes ved at bore lodret gennem grundvandslaget til skiferlaget, hvorefter der bores vandret. Herefter sprøjtes en blanding af vand, sand og kemikalier ned i borehullet under højt tryk. Det høje tryk får klippen til at sprække og gør det muligt at udvinde naturgassen.

  • Der bruges 8-30 millioner liter vand til processen. Ved hvert hul kan processen gentages op til 18 gange - hver gang med det samme vandforbrug.

  • Kemikalieblandingen indeholder ifølge netværket "Skifergas nej tak" flere kemikalier, som er giftige, allergi- og kræftfremkaldende.

  • Den 25. juni 2014 gav et flertal i Frederikshavn Byråd Total tilladelse til at lave prøveboringer efter skifergas i Dybvad i Nordjylland.

  • Den 30. juli 2014 åbnede miljøaktivister en protestlejr mod boringerne få hundrede meter fra det sted, hvor prøveboringerne skal gennemføres. Lejren blev lukket den 30. september 2015, da Total havde stoppet deres boring.

>> Læs mere om danmarkshistoriens første boring og protesterne mod skifergas på Arbejderens temaside.