20 Sep 2020  

KBH: Overskyet, tåge, 11 °C

250 sundheds- og ulandsorganisationer kræver corona-vaccine for alle

Medicinalindustrien og coronapandemien

250 sundheds- og ulandsorganisationer kræver corona-vaccine for alle

De første tegn på monopolisering af medicinske tiltag mod corona og ågerpriser på tests ser dagens lys. Nu kræver sundheds- og ulandsorganisationer, at sundhed for alle klodens mennesker sættes over profit.

Medicinalindustriens profitinteresser må tilsidesættes i kampen mod corona, fastslår 250 sundheds- og ulandsorganisationer i en fælles appel.
FOTO: Dado Ruvic/Ritzau Scanpix)
1 af 1

Sundhed er en menneskeret! Medicinsk viden er et offentligt gode! Ingen skal efterlades!

Sådan lyder udmeldingen fra mere end 250 sundheds- og ulandsorganisationer, der er gået sammen om en fælles appel til verdens store medicinalfirmaer og videnskabsfolk.

Vi ved alt for godt fra vores arbejde rundt omkring i verden, hvad det betyder ikke at kunne behandle vores patienter, fordi den nødvendige medicin er for dyr eller ikke tilgængelig.
Márcio da Fonseca, Læger uden Grænser

"Der er en reel fare for, at adgang til medicinske gennembrud mod corona vil blive begrænset af nationer, høje priser eller forretningshemmeligheder. Det må vi forhindre ved at få virksomheder, sundhedsmyndigheder og regeringer til at dele medicinsk teknologi, investere i offentlige produktionsfaciliteter og fremme adgang til alle", lyder det.

Organisationerne frygter, at de rige lande vil favorisere deres lokale medicinalindustri på bekostning af et globalt samarbejde om en fælles vaccine.

Blandt de mange organisationer, der har underskrevet appellen, er Læger Uden Grænser og Oxfam IBIS.

Ingen profit på coronavirus

Organisationernes opråb kommer efter flere eksempler på, at medicinalgiganter udnytter coronapandemien til at lave en god forretning.

Eksempelvis har det amerikanske medicinfirma Gilead Sciences monopol på medicinen Remdesivir, der har vist sig effektiv i behandlingen af coronapatienter.

De foreløbige forsøg med Remdesivir ser lovende ud. Kun få af de patienter, der har fået medicinen, er døde. Langt størstedelen af coronapatienterne kommer sig efter en uge med Remdesivir.

Der er investeret store skatteyderbetalte summer i forskning og udvikling af stoffet, som Gilead nu har patent på.

Og Gilead Sciences opretholder sine globale patenter på Remdesivir. Dermed er virksomheden i øjeblikket eneforhandler på Remdesivir og kan selv sætte prisen for at blive behandlet for corona.

Det vækker vrede hos Læger Uden Grænser, der er blandt de mere end 250 ngo'er, der kræver, at alle får adgang til medicin mod corona. 

– Gilead bør ikke profitere på denne pandemi og må forpligte sig til ikke at fuldbyrde eller gøre krav på dets patenter og andre eksklusive rettigheder, siger Dana Gill, der er politisk rådgiver for Læger uden Grænser i USA.

Som kuriosum kan det nævnes, at Danwatch har gennemgået de danske pensionsselskabers investeringer i den internationale medicinalindustri. Danske pensionsselskaber har aktier for i alt 947 millioner i Gilead Sciences.

Monopoler forlænger pandemi

Læger Uden Grænser mener ikke, at der bør tages patent eller profiteres på hverken medicin, vacciner eller tests i kampen mod coronavirus. Høje priser og monopoler vil resultere i rationering af medicin, tests og vacciner, og det vil forlænge pandemien, advarer organisationen:

– Vi ved alt for godt fra vores arbejde rundt omkring i verden, hvad det betyder ikke at kunne behandle vores patienter, fordi den nødvendige medicin er for dyr eller ganske enkelt ikke er tilgængelig, siger Márcio da Fonseca, der er læge og Læger uden Grænsers rådgiver inden for infektionssygdomme.

Han opfordrer lande, hvor medicinalfirmaer opretholder deres patenter, til at sætte gang i tiltag, der tilsidesætter disse monopoler, så de kan sikre forsyningen af medicin til overkommelige priser og redde flere liv.

Et andet amerikansk firma, Cepheid, har udviklet en effektiv coronatest, der kan give et resultat på bare 45 minutter. Cepheid fik for nylig autorisation fra de amerikanske myndigheder til sin nye test.

Cepheid har netop annonceret, at de vil tage 133 kroner per test i ulandene. Det er en uoverkommelig pris i verdens fattigste lande, hvor befolkningen mange steder lever for mindre end 13 kroner om dagen.

Ifølge Læger Uden Grænser er udgifterne til at fremstille testen kun cirka 20 kroner. Derfor opfordrer Læger Uden Grænser medicinalgiganten til at nedsætte prisen betydeligt for den nye coronavirustest.

– Med en hærgende pandemi er det ikke tiden til at teste de højeste priser, som markedet kan bære, siger Stijn Deborggraeve fra Læger uden Grænser.

Hun uddyber:

– Vi er dybt bekymrede over adgangen til kommende medicin, tests og vacciner for coronavirus i de lande, hvor vi arbejder, og andre steder berørt af denne pandemi. Derfor opfordrer vi regeringer til at suspendere og ophæve patenter på medicinsk udstyr og medicin til behandling af coronavirus. Om nødvendigt indføre juridiske tiltag, der sikrer, at der er tilstrækkeligt med leverandører, der sælger til priser, som alle lande har råd til.

Lande som Canada, Chile, Ecuador og Tyskland har allerede gjort det lettere at tilsidesætte patenter ved at udstede tvangslicenser for medicin og vacciner mod corona.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. maj. 2020 - 11:17   04. maj. 2020 - 12:39

Corona

ml@arbejderen.dk