20 Mar 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 3 °C

11 studerende skal forske i kampfly

Terma sender unge til USA

11 studerende skal forske i kampfly

I denne måned sender tre danske universiteter, i samarbejde med våbenfirmaet Terma, 11 studerende til USA, hvor de skal være med til at udvikle Danmarks nye kampfly.

I november underskrev Aalborg Universitet, Terma og Lockheed Martin en samarbejdsaftale om at sende studerende til kampflyfabrikken i USA.
FOTO: Kasper Sørensen/Terma
1 af 1

11 danske ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) pakker i denne og næste uge kufferten og rejser til våbenfirmaet Lockheed Martins kampflyfabrik i Fort Worth, USA.

De studerendes ophold hos Lockheed Martin er et eksempel på, at universitetet prioriterer militarisering fremfor fredsforskning.
Allan Vokstrup, Fred i Verden – Fredsby Aalborg 

Her skal de deltage i udviklingen af Danmarks kommende kampfly Joint Strike Fighter (F-35).

De tre universiteter samarbejder med det danske våbenfirma Terma, der i årevis har leveret dele til Lockheed Martin-kampflyet, om at sende studerende i praktik på kampflyfabrikken i USA.

>> LÆS OGSÅ: Våbenfirmaer og universiteter styrker samarbejde

De bedste af de bedste

Terma har siden 2015 sendt i alt 21 danske studerende til USA. Det første år sendte Terma sammen med Aarhus Universitet to studerende afsted. I år er samarbejdet udvidet til tre universiteter og 11 studerende. De studerende får deres praktikløn udbetalt af Terma.

– Vi sender flere og flere studerende til Texas hvert år. For Terma gælder det om at introducere de ingeniørstuderende til et fagfelt, der kan gøre dem til potentielle kollegaer senere hen. Når det kommer til nye ansatte, har vi brug for de bedste af de bedste, og det her er en måde at sikre, at de bedste bliver interesseret i vores felt, forklarer Thor Paulli Andersen, der er ingeniør i aerodynamik hos Terma.

– For de studerende gælder det, at hvis de vil noget i den her branche, er det en kæmpe fordel at have arbejdet med at bygge F-35 flyene, siger han.

Samarbejde med våbenindustri

Universiteterne har de seneste år sat samarbejdet med den danske og internationale våbenindustri i system. Universiteterne ser blandt andet EU's Forsvarsfond som "en central brik i at styrke dansk forskning".

>> LÆS OGSÅ: Kræver stop for EU's våbenforskning

Danmarks Tekniske Universitet, DTU, har oprettet et særligt center med det erklærede formål at forske i militært udstyr, som radarer, satellitter, droner og dele til kampfly og lette materialer til beskyttelse af soldater. DTU forsker blandt andet for våbenfirmaet Falck Schmidt Defence Systems A/S. 

På Syddansk Universitet (SDU) arbejder forskere med at efterligne firbens hørelse i avancerede softwaresystemer, der skal forbedre overvågningsteknologier.

Også Aalborg Universitet har oprettet et militært center, AAU Defence, for at koordinere samarbejdet. Aalborg Universitet har fået over tre millioner kroner i EU-regionalstøtte til at "videreudvikle og udbygge" den lokale våbensindustri og udvikle et nordjysk underleverandørnetværk med fokus på våbenindustrien.

Nej til våbenforskning

Den lokale fredsnetværk Fred i Verden – Fredsby Aalborg arbejder for at styrke fredsforskningen på Aalborg Universitet og oplyse om den øgede militarisering af universitetet.

– Aalborg Universitet skal ikke blive kendt for våbenforskning. De danske universiteter bør i det hele taget ikke finansieres via våbenindustrien og fonde som eksempelvis EU's Forsvarsfond. De studerendes ophold hos Lockheed Martin er et godt eksempel på, at universitetet pt. desværre prioriterer militarisering fremfor fredsforskning, siger Allan Vokstrup til Arbejderen.

Han sidder i bestyrelsen i Fred i Verden – Fredsby Aalborg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. jan. 2019 - 09:04   08. jan. 2019 - 12:05

Våbenindustri

ml@arbejderen.dk