10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Forældre går igen på gaden for bedre normeringer i daginstitutionerne

National protestdag den 22. november

Forældre går igen på gaden for bedre normeringer i daginstitutionerne

Forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen fortsætter presset for minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Fredag den 22. november kalder de til national aktionsdag.

Da Folketinget indledte førstebehandling af finansloven for 2020, var forældrebevægelsen på pletten for at minde politikerne om, at de skal huske børnene.
FOTO: Arbejderen.dk
1 af 1

Fredag den 22. november lægger forældrebevægelsen #Hvorerderenvoksen op til endnu en aktivitet for at få politikerne til at indfri kravet om minimumsnormeringer i daginstitutionerne.

Hvis ikke vi mærker helt konkrete forbedringer i ungernes hverdag allerede fra næste år, så er vi klar til at sætte Danmark i stå.
Stella Mia Sieling-Monas, mor til to

– Vi har behov for et massivt opråb for at signalere tydeligt til de forhandlende parter, at problemerne skal løses nu og skal løses ordentligt. Sat på spidsen vil vi gerne markere, at hvis ikke vi mærker helt konkrete forbedringer i ungernes hverdag allerede fra næste år, så er vi klar til at sætte Danmark i stå, siger Stella Mia Sieling-Monas, mor til to og talsperson for forældrebevægelsen.

Finanslov 2020

Normeringerne indgår i forhandlingerne om næste års finanslov, som stadig ikke er afsluttet. Regeringen og støttepartierne lægger op til, at de lovbundne minimumsnormeringer først skal være fuldt indfaset i 2025, og det er meget lang tid at vente, når situationen er så akut, som den er i daginstitutionerne, mener forældrene. De er stærkt bekymrede for, at den økonomiske og tidsmæssige ramme, man forhandler om, er helt utilstrækkelig til at sikre en genopretning af det hårdt prøvede område.

>>LÆS OGSÅ: Forældre deler huskekager ud til politikere

– Vi vil ikke acceptere, at kommende løsninger på området ikke sikrer vore børn den omsorg, som de har krav på, siger en anden af forældrebevægelsens talspersoner Marie Blønd, der også er mor til to.

Hun fortsætter:

– Bekymringerne for vores børn er på sit højeste. At danske børn mangler pædagogisk personale i vuggestuer og børnehaver, er der ikke mange, der længere stiller spørgsmålstegn ved. Hvor mange dokumentarer og hvor meget forskning skal der på bordet, før regeringen indser alvor og konsekvenser?

Protestbevægelsen vokser 

Det var DR-dokumentaren 'Hvem passer vores børn', som blev sendt i marts måned, der udløste en sand lavine af forældreprotester.

>>LÆS OGSÅ: Forældre kræver bedre omsorg for deres børn

Siden har forældregrupper over hele landet sørget for, at børns trivsel i daginstitutionerne for alvor er kommet på den politiske dagsorden. Forældrene har aktioneret og lagt pres på byråds- og folketingspolitikere, for at de skal indføre minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer.

For nylig har TV2 vist dokumentaren 'Eksperimentet med vores børn'. I første del fik seerne indblik i forholdene i to jyske daginstitutioner, hvor et meget kompetent personale knoklede for at få hverdagen til at hænge sammen. I perioder var en enkelt pædagog alene med hele 18 børn. Anden del af dokumentaren viste, hvad der sker med både børn og voksne, når der er flere voksne til at tage sig af børnene.

Kom til København!

De seneste måneder har været præget af lokale protester, demonstrationer og dannelse af forældreorganisationer i mange af landets kommuner. Fredag den 22. november kalder forældrebevægelsen til samlet aktion med afsæt i en folkemarch fra Rådhuspladsen til Christiansborg i København.

– Aktionen skal bruges til at tydeliggøre, at vi ikke er parate til at acceptere et fortsat offentligt omsorgssvigt af Danmarks børn, siger Marie Blønd.

Tavs minister

Arbejderen skrev den 1. november til børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) umiddelbart efter første del af TV2-dokumentaren. Arbejderen vil gerne vide, om udsendelsen giver regeringen anledning til at fremrykke tidspunktet for, hvornår de lovede minimumsnormeringer skal være fuldt indfaset.

Arbejderen har rykket for svar to gange siden, men stadig intet hørt fra ministeren.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. nov. 2019 - 09:42   15. nov. 2019 - 12:28

Børn

noc@arbejderen.dk
National aktionsdag for minimumsnormeringer

National protestdag fredag den 22. november 2019:

Start kl. 14.30 på Rådhuspladsen i København. Her fra bevæger optoget sig i samlet flok til Christiansborg Slotsplads. 

Forældre og andre opfordres til at hjælpe hinanden med at give børnene en fridag fra deres institution og drage mod København. 

Programmet opdateres løbende i Facebook-gruppen for #Hvorerderenvoksen: https://www.facebook.com/events/3167716566635852/

Desuden afholdes en støttedemonstration på dagen, som finder sted i Herning. Læs mere her: https://www.facebook.com/events/2374757086174424/

Løbende opdatering om aktiviteter og aktioner kan du finde på www.hvorerderenvoksen.dk.
På hjemmesiden finder du også forældrebevægelsens materiale, som kan downloades.