17 Feb 2019  

KBH: Overskyet, dis, 6 °C

Årlig måling af velfærdens tilstand

Modstykke til aktieindeks

Årlig måling af velfærdens tilstand

Det sociale Velfærdsindeks skal tage temperaturen på velfærdens tilstand. Initiativtager er Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Velfærdsindekset viser blandt andet en markant stigning i antallet af fattige børn og voksne siden 2014. Modelfoto.
FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
1 af 1

Velfærd handler om, hvordan mennesker har det, ikke om hvordan det går med aktiekurserne, fastslår Fagbevægelsens Hovedorganisation, der i dag lancerede det nye sociale velfærdsindeks SV25.

Vi skal bruge SV25 til at gøre det klart, at fattigdomsydelserne skal afskaffes.
Mads Samsing, HK Kommunal

Indekset skal hvert år måle velfærdens tilstand og er tænkt som et modstykke til C25, indekset for aktiekurserne. 

I dag bruges C25, der offentliggøres dagligt, som en indikator for, hvor godt det går i Danmark.

– Med det sociale velfærdsindeks vil vi signalere, at velfærd langt fra handler om, hvordan aktierne har det. TV2 News har hver aften et indslag om C25. Jeg håber, at de vil give SV25 samme opmærksomhed, sagde Ejner K. Holst, næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), da det sociale velfærdsindeks blev præsenteret på FH's socialpolitiske statusmøde.

25 indikatorer

Det sociale velfærdsindeks måler på 25 forskellige indikatorer for eksempel økonomisk fattigdom, dårligt helbred, ofre for kriminalitet, økonomisk utryghed, arbejdsløshed, indkomstulighed og selvmord.

Hvis alle de 25 indikatorer køres sammen, viser det samlet set et fald i sociale og velfærdsmæssige problemer fra 2012 til 2016, som hovedsagelig skyldes en stigende beskæftigelse. Men på trods af øget beskæftigelse stiger de sociale og velfærdsmæssige problemer efter 2016, hvor fattigdomsydelserne blev indført.

Man kan dykke ned i udviklingen af alle de 25 indikatorer siden 2010. Tallene viser blandt andet en meget markant stigning i antallet af fattige børn og voksne siden 2014 på trods af en positiv økonomisk udvikling.

>> LÆS OGSÅ: 20 organisationer kræver løsning for fattige børn.

– Det hænger sammen med kontanthjælpsreformen i 2014 og kontanthjælpsloft og andre fattigdomsydelser i 2016, siger Finn Kenneth Hansen fra Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA, der sammen med Analyse & Tal har udarbejdet det sociale velfærdsindeks.

– Med indekset har vi fået et redskab, der kan tage temperaturen på, hvordan socialpolitikken og velfærden har det og i hvilken retning, vi bevæger os. Tidligere blev arbejdsløshedstallene meldt ud i medierne og brugt som indikator for, hvordan det gik med velfærdssamfundet. Men i dag er det C25 indekset, der er fokus på, ud fra en tankegang om, at hvis pengene har det godt, har alle det godt, tilføjer han.

Det sociale velfærdsindeks viser, at selvom mange er kommet i arbejde siden 2012, er der en gruppe på bunden af samfundet, som ikke har fået del i fremgangen.

Godt redskab

– Med SV25 har vi fået et godt redskab. Efter min mening skal vi bruge det til at gøre det fuldstændig klart, at fattigdomsydelserne skal afskaffes. Vi kan ikke vente på, at en ydelseskommission har afklaret det, sådan som Socialdemokratiet foreslår. Det kan være en god ide med en ydelseskommission, men fattigdomsydelserne skal afskaffes, samtidig med at den nedsættes, sagde Mads Samsing, næstformand i HK Kommunal i debatten på det socialpolitiske statusmøde.

Der er lagt stor vægt på, at velfærdsindekset baserer sig på datamateriale af en høj kvalitet og med årlige målinger. At der ikke kan sikres den slags data i forhold til for eksempel antallet af hjemløse og psykisk syge betyder, at de områder ikke er en del af det sociale velfærdsindeks. Det var flere deltagere i det socialpolitiske statusmøde skuffede over. 

Men generelt set var der stor begejstring over, at fagbevægelsen nu har fået et nyt redskab til at bringe fakta ind i debatten om velfærd og ulighed.

Det er to år siden, at LO fik ideen til det sociale velfærdsindeks.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2019 - 12:45   07. feb. 2019 - 15:53

Socialpolitik

ur@arbejderen.dk