03 Jul 2020  

KBH: Overskyet, 15 °C

Vores tid kræver solidaritet mod egoisme

Tale af Cubas præsident ved ALBA-topmøde

Vores tid kræver solidaritet mod egoisme

Den superudviklede verden har vist sig ude af stand til at bruge sine enorme ressourcer til at opbygge en global front mod en pandemi, der kun kan stoppes ved hjælp af to ting, som er inden for alles rækkevidde: samarbejde og solidaritet, sagde Cubas præsident ved ALBA-topmødet.

Cubas præsident Miguel Diaz-Canel Bermúdez talte ved et videotopmøde med lederne fra de øvrige ALBA-lande den 10. juni. Mødet blev ledt af Venezuelas præsident Nicolas Maduro.
FOTO: Foto: Granma.cu
1 af 1

Tale ved ALBA-TCP-topmødet 10. juni 2020.

Der er et presserende behov for at udveksle erfaringer og koordinere holdninger for sammen at imødegå virkningerne af covid-19, en pandemi der truer med at uddybe den mangesidede krise, som vores samfund lider under, især på det økonomiske område.

I udviklede nationer i EU, som er blevet hårdt ramt af pandemien, taler mange nu om at skille sig ud af Unionen, fordi de føler, at unions-integrationen ikke fungerer, når der er brug for det.

Ligegyldigt hvor meget en global påvirkning er forudset, bestrider ingen, at de, der lider mest under konsekvenserne af krisen, er landene i Syd, for til den tunge byrde af underudvikling og gæld skal tillægges de unilaterale tvangsforanstaltninger (sanktioner og blokader; red), som nogle af os er underlagt, i sammenhæng med en uretfærdig international orden, der går ud over en bæredygtig udvikling for vores folk.

Siden begyndelsen af året har vi oplevet en smertefuld udvikling i den globale politiske økonomi.

Hvert skib, for hvilken havne blev lukket; ethvert fly, der ikke fandt et sted at lande; for hver inficeret person, fra hvem man krævede penge til behandling; hver økonomisk spekulation hvormed man søgte at opnå gevinster for vigtig medicin eller beskyttelsesmidler, som alle har brug for; for enhver ubesvaret anmodning om hjælp, enhver død uden et gravsted. Alt dette er tragedier, som vi har lært at kende via forskellige medier, og som udtrykker egoismen og uretfærdigheden i et system og dets indbyggede økonomiske strukturer, hvis eneste formål er at berige nogle få på bekostning af de mange.

I udviklede nationer i Den Europæiske Union, som er blevet hårdt ramt af pandemien, taler mange nu om at skille sig ud af Unionen, fordi de føler, at unionsintegrationen ikke fungerer, når der er brug for det.

 
2500 cubanske læger og sygeplejersker er udsendt til 26 lande, som har bedt Cuba om hjælp mod corona. Illustration: ADAN/Cubadebate.cu

Utroligt nok har den superudviklede verden, som stjæler hjerner [fra de fattige lande] og imponerer med funklende sofistikerede produktioner, vist sig ude af stand til at bruge sine enorme ressourcer til at opbygge en global front mod en pandemi, der kun kan stoppes ved hjælp af to ting, som er inden for alles rækkevidde: samarbejde og solidaritet.

Det, der kunne have været en ekstra styrke for økonomisk rige lande, er endt med at være en svaghed i mange borgeres øjne på grund af fraværet af en grundlæggende etik.

I dag kan man tydeligt se forskellene mellem regeringer, der har forsvaret og styrket staten som en garant for social stabilitet, og dem, der ledet af nyliberale teorier, har reduceret [statens indflydelse] ved at skære ned i sociale og offentlige sundhedsydelser samt videnskabelig forskning.

Kina over for de nyliberale

Kina, som er det mest folkerige land på planeten, viser forskellen med sin effektive reaktion på epidemien og dets bidrag til WHO og andre nationer. Selv dem, der taler nedsættende om en “kinesisk virus”, har fået hjælp fra denne store nations solidaritet.

 
Cuba har – lige som Danmark og mange andre lande – modtaget donationer af værnemidler fra Kina. Foto: OnCubaNews.com

I modsætning hertil har regeringer, der har været meget effektive i integrationen af deres markeder, økonomier, tropper og endda har arrangeret invasioner, ikke kunnet finde kræfterne til at redde deres egne borgere.

I dag betaler hele verden prisen for, at kapitalismen i dens vilde form hersker. Det nærmeste eksempel vises i Latinamerika, som er blevet epicentrum for pandemien, og afslører i al sin hårdhed omkostningerne ved at placere folks skæbne i hænderne på markedskræfterne.

Den neoliberale model, der har bredt sig i vores region, har ikke været i stand til at imødekomme de nødvendige behov skabt af pandemien, og den vil heller ikke være i stand til at imødegå scenariet efter covid-19.

Folk, der udsættes for højreorienteret økonomisk fundamentalisme, mærker i dag virkningerne af reducerede budgetter til sundhedssektoren, social beskyttelse, videnskabelig forskning og uddannelse af medicinsk og paramedicinsk personale.

Erfaringerne fra disse måneder bekræfter, at staten, med en passende styring af finanspolitikken og uden at forsømme den makroøkonomiske balance, spiller en vigtig rolle i pligten til at beskytte, regulere og tildele de nødvendige midler for at imødegå krisen, redde liv, og holde gang i økonomien og samtidig udvikle programmer til alles bedste.

Pandemi og økonomi

De økonomiske prognoser er lige så dramatiske som daglige pandemidata.

CELAC [FN's regionale udvalg til at fremme økonomisk samarbejde i Latinamerika og Caribien] forudser i slutningen af 2020 et fald på 5,3 procent i den økonomiske aktivitet i Latinamerika … Det betyder, at ud af Latinamerikas befolkning, som er regionen med størst ulighed i verden, vil fattigdommen nå op på 34,7 procent (214,7 millioner personer), og den ekstreme fattigdom vil nå op på 13 procent (83,4 millioner personer).

Bare det blot var tal, men vi snakker om mennesker, millioner af mennesker, der nu vil føjes til de store ekskluderede masser, hvad kun vil forværre de nuværende alvorlige konflikter.

Øjeblikket og den sunde fornuft pålægger det internationale samfund at lægge politiske forskelle til side og sammen søge fælles løsninger gennem internationalt samarbejde og nødvendig solidaritet.

Vores regerings prioritering i den nuværende situation skal rettes mod fremme og udvikling af fødevareproduktion med vægt på lokale produktioner, der garanterer selvforsyning og derved behov for mindre import.

Der kræves en højere prioritet samt statslige investeringer i sundhedssektoren, hvilket fremmer befolkningens universelle og gratis adgang til basale sundhedsydelser.

Vores historiske leder, Fidel Castro, efterlod dette budskab skrevet og sagt utallige gange: “I stedet for at investere så meget i stadig mere sofistikerede våben, bør de ressourcestærke lande fremme medicinsk forskning og stille videnskabens resultater til tjeneste for menneskeheden og skabe instrumenter for sundhed og liv i stedet for instrumenter for døden”.

Cuba overlever og hjælper

Cuba overlever og hjælper andre nationer ud fra denne filosofi. ALBA-TCP-lande kan gøre meget.

Vi skal identificere potentialet hos hvert enkelt [land] med henblik på en regional økonomisk integration, der prioriterer komplementaritet, hvor hvert land producerer, hvor det er mest konkurrencedygtigt, samt udveksle varer og tjenester.

Solidaritet er essentiel og har ikke manglet i disse år. Men der er et presserende behov for at forbedre de institutionelle strukturer i den økonomiske front ALBA-TCP for at etablere en kort og mellemlang økonomisk dagsorden, skabe incitamenter og arbejde med større smidighed og fleksibilitet til at identificere muligheder og fælles projekter. Vi har den politiske vilje til at gennemføre det, og vi har demonstreret evnen til at samarbejde og komplementere hinanden, og dette kan multipliceres.

Den “nye økonomiske virkelighed” fordrer en mere produktiv tilgang og en mindre tilbøjelighed til finansiel aktivitet. Finansiering skal kanaliseres mod produktion af varer og tjenester, og man skal opmuntres til “at tjene mere ved at producere end ved at flytte penge”.

Og da vores historiske modstandere handler imod en sådan nødvendig verdensomspændende konsensus, kræver det af os, at vi fremmer og styrker multilateralisme og støtter ledelsen af Verdenssundhedsorganisationen og Den Panamerikanske Sundhedsorganisation.

Cuba tilbyder i al beskedenhed erfaringerne fra vores nationale strategi for at overvinde virkningerne af covid-19 og samtidig modstå den økonomiske krise, der truer hele verden og vil være mere alvorlig for dem af os, der er ofre for [USA's] dødbringende blokader.

På trods af den komplekse situation, vi gennemlever i Cuba, har vi ikke afskrevet målene i den nationale plan for økonomisk og social udvikling indtil 2030 for befolkningens velfærd, udvikling og fremgang.

Den cubanske bioteknologi og andre videnskabssektorers bidrag har været afgørende. Vores talentfulde videnskabsmænd har med deres forskning og nyudviklede lægemidler bogstaveligt besejret døden.

 
Mens corona kræver titusinder af menneskeliv i Brasilien, er 84 cubanere døde af corona. Foto: OnCubaNews.com

80 procent døde eller 80 procent overlevelse

Mens 80 procent af kritisk og alvorligt syge patienter, inficeret med sars-cov-2-virus, dør i resten af verden, har cubansk videnskab og medicinalindustri formået at redde 80 procent af de alvorlige og kritisk syge patienter.

Og dette er opnået uden at give afkald på [Cubas] internationale solidaritetspraksis om at dele det, vi har. Den massive og løgnagtige kampagne fra den amerikanske regering mod den cubanske internationale solidaritetspraksis, der stoppede [cubansk] sundhedsassistance i sårbare befolkninger som Brasilien, Bolivia og Ecuador, hvor pandemien har hærget kraftigt, er blevet nedkæmpet. I øjeblikket bidrager 34 cubanske medicinske brigader bestående af mere end 2.500 hjælpearbejdere til at afbøde virkningen af pandemien i 26 nationer efter anmodning fra deres respektive regeringer. De [2.500 sundhedsbrigadearbejdere] slutter sig til de mere end 28.000 sundhedsfagfolk, der allerede leverede tjenester i 59 lande før covid-19-tiden.

Her arbejdede Cubas læger og sygeplejersker allerede inden corona.

Ingen af disse bidrag anerkendes af den amerikanske regering, hvis administration har strammet den økonomiske, kommercielle og finansielle blokade mod Cuba med nye tvangsforanstaltninger, der sigter mod yderligere at hindre den nationale indsats for at konfrontere pandemien og skabe genopretning.

Terrorangreb mod Cubas ambassade i Washington

Regional fred og sikkerhed er også truet.

USA's administration har nægtet at udtale sig offentligt og klart om den terrorhandling, der fandt sted i hovedstaden i [USA] rettet mod den cubanske ambassade. Det bekræfter deres medvirken og lyssky samarbejde med dem, der fremmer voldelige handlinger mod vores lande, og det bekræfter, at aggressivt sprog og et incitament til ekstreme og voldelige standpunkter er en del af den nuværende amerikanske regerings strategi.

 
Den 30. april blev der affyret 32 skarpe skud mod Cubas ambassade i Washington. Cuba kræver, at USA's myndigheder fordømmer det som et terrorangreb og samarbejder med Cuba om sagen. Foto: Granma.cu

I stedet for at svare på retfærdige krav fra titusinder af mennesker, der både inden for og uden for USA fredeligt demonstrerer mod politimishandling, racisme, fremmedhad og imod præsidentens foragt for de fra “den amerikanske drøm” ekskluderede, så insisterer den nuværende administration på at dedikere ressourcer og energi på deres Machiavelli-agtige planer om at gribe militært ind i Vores Amerika.

Vores søsternation Venezuela er blevet offer for flere angreb i strid med normerne og principperne i folkeretten, som er nedfældet i FN-pagten og Proklamationen om Latinamerika og Caribien som en fredszone.

Det vækker dyb indignation at se hensynsløsheden af de økonomiske sanktioner, som De Forenede Staters regering ensidigt anvender mod Venezuela.

Skulder ved skulder med Venezuela og Nicaragua

Cuba bekræfter sin fulde støtte til præsident Nicolás Maduro og den civile-militære union af Bolivars og Chavez’ folk.

Ikke mindre forkastelig er [USA's] foranstaltninger mod det nicaraguanske folk med det formål at forhindre velfærd og sikkerhed.

Vi udtrykker endnu en gang vores solidaritet med Regeringen for Forsoning og National Enhed i søsterrepublikken Nicaragua under ledelse af Daniel Ortega.

Vi gentager vores solidaritet med de caribiske broderlande, som måtte lide slaveriets grusomheder, den transatlantiske handel, kolonial samt nykolonial plyndring, og som i dag står overfor de udfordringer, der følger af klimaændringer, naturkatastrofer, et uretfærdigt økonomisk system og optagelse på [USA's] liste over ikke-samarbejdsvillige lande [imod USA's forståelse af kampen mod terrorisme], hvilket bringer deres små økonomier i fare.

USA bryder FN-pagtens ord om nationernes pligt til at leve i fred og som gode naboer og erklæringen om, at Latinamerika og Caribien er en "fredszone", for landene har skrevet under på, at konflikter skal løses fredeligt.

Vi kræver en retfærdig, speciel og differentieret behandling af disse lande. Caribien vil altid i ALBA-TCP finde en platform, som tilbyder samarbejde og komplementaritet med henblik på at forsvare deres legitime krav.

Den virkelighed, vi står overfor, kræver solidaritet mod egoisme.

De folk, der lærte at indånde friheden erobret med udgydelsen af deres egne børns blod, og som har besluttet sig for at kæmpe sammen, overgiver sig ikke.

Disse vanskelige tider bør motivere os til at fortsætte med at stå sammen og øge samarbejde og koordinering.

Dette var vores forgængeres drømme, og det vil fortsat være en prioritet for vores alliance. Ved at arbejde sammen vil sejren være vores, nu og for altid.

Mange tak.

NOTE: ALBA står for ”Den Bolivarianske Alliance for Folkene i vores Amerika”. Alliancens fulde havn er faktisk ALBA-TCP, hvor TCP står for “Traktat for Folkenes Handel”.

ALBA-TCP blev grundlagt i 2004 på grundlag af en aftale mellem Cubas Fidel Castro og Venezuelas Hugo Chávez. Senere sluttede Bolivia, Ecuador, Honduras, Nicaragua og 5 små østater i Caribien sig til ALBA-TCP. Men siden er højreregeringer – nogle steder kupregeringer – kommet til magten i Honduras, Ecuador og Bolivia, og de har trukket landene ud af ALBA-TCP.

Men alliancen lever og fastholdes som et alternativ til nyliberal frihandel på de store monopolers præmisser.

ALBA-TCP-topmødet den 10. juni var et onlinemøde. Denne tale, som Cubas præsident holdt under topmødet, er oversat af Henrik Thejl.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jun. 2020 - 15:00   22. jun. 2020 - 09:44

Tale

af Miguel Díaz-Canel Bermúdez, Cubas præsident
ALBA-landene
  • ALBA omfatter syv lande: Venezuela, Cuba, Nicaragúa, Dominica, Antigua og Barbuda, St. Kits&Nevis samt St. Vincent og Grenadinerne.
  • Flere andre lande deltager i dele af ALBA-samarbejdet.
  • ALBA-samarbejdet gør op med nyliberalisme og konkurrence og bygger i stedet på et grundlag om samarbejde, solidaritet og gensidig fordel samt komplementaritet, hvor landene bidrager med det, man råder over og producerer, mens man modtager varer, som det pågældende land har behov for.
  • ALBA-blev startet i december 2004 med en aftale mellem Venezuela og Cuba.
  • Lande som Bolivia, Ecuador og Honduras har også været med i ALBA, men har forladt samarbejdet, efter at højreorienterede og nyliberale regeringer er kommet til magten.
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).