18 Oct 2019  

KBH: Spredte skyer, 14 °C

USA's Afrika-strategi

Kronik

USA's Afrika-strategi

“Bekæmp terrorismen med terrormetoder. USA's udenrigspolitik har gennem de sidste to årtier siden terrorangrebene på USA i 2001 været karakteriseret ved en voksende militarisering, som har været sat af høgene i Pentagon snarere end af diplomaterne i udenrigsministeriet,” skriver Kristian Laubjerg.

FOTO: Margaret Gale/U.S. Marine Corps/CC 2.0
1 af 1

Det er lykkedes ganske godt for USA at bilde verden ind, at det afrikanske kontinent og specielt “det mørke Afrika” syd for Sahara udgør et nedprioriteret område. Efter terrorangrebene på USA i september 2001 fandt en ændring sted i den officielle politik overfor Afrika. Under præsident G. W. Bush oprettedes i 2007 Africom, en ny militærkommando som udelukkende skulle dække Afrika. Indtil da havde USA's sikkerhedsinteresser været varetaget af tre forskellige militærkommandoer.

Desværre er der næppe noget politisk parti i Folketinget, som vover at sætte spørgsmålstegn ved regeringens politik overfor USA og dets Afrika-strategi.

Det hedder sig, at Africom er en multidisciplinær kommando, men der hersker dog ingen tvivl om, at det er Pentagon, som styrer Africom, selv om der omkring bestemte opgaver kan være deltagelse fra andre ministerier.

Afrikansk skepsis mod Africom

Africom har problemer med at slå rødder på kontinentet og opererer derfor fortsat fra Stuttgart-basen i Tyskland. Regeringerne i et flertal af Afrikas lande føler sig usikre ved en synliggørelse af amerikanernes tilstedeværelse, fordi den kan bidrage til en radikalisering af befolkningerne, som endnu ikke har følt nogen forbedring af deres leveforhold efter selvstændighedsbølgen i 1960’erne.

Hertil kommer, at Kinas store investeringer i den afrikanske infrastruktur – silkevejen – samt dets etablering af dets første militærbase på kontinentet har fået det officielle USA til at drage dens Afrika-strategi i tvivl. Ifølge Pentagons egen netavis, Stars and Stripes, foreslår Africoms chef, at USA udvikler et politisk engagement, som skal bringe bedre balance i forhold til Kinas voksende indflydelse.

Hemmelige operationer

Skønt Africoms officielle mission er at fremme befolkningens velfærd og en demokratisk udvikling, så finder det amerikanske forsvarsministerium det fortsat lettere at samarbejde med diktaturer og etpartiregeringer, som uden en parlamentarisk stillingtagen kan godkende etablering af minibaser og anvendelse af internationale lufthavne til militære operationer, således som det for eksempel finder sted i Senegal, Ghana og Gabon.

USA afprøver virkningen af lette og mobile specialenheder, som kan slå til hvor som helst på dette kæmpekontinent.

Officielt råder forsvarsministeriet kun over én base i hele Afrika. Fra andre kilder erfarer man, at USA har udstationeret personel og/eller materiel i mere end 60 procent af Afrikas lande. Africom har ikke informeret den amerikanske offentlighed omkring tilstedeværelsen af disse ’minibaser’ og endnu mindre den afrikanske offentlighed.

Derfor kom det som en chokerende overraskelse, da medierne informerede offentligheden om nedskydning af fire amerikanske elitesoldater i 2017, som var tilknyttet dronebasen i Agadez i Niger. På daværende tidspunkt var der udstationeret i alt 800 amerikanske soldater til Niger, som den brede offentlighed i USA slet ikke aner hvor ligger. 

Året før Africom blev operationel, stod USA for 172 missioner og aktiviteter på kontinentet. I 2013, da kommandoen havde været operationel i fem år, gennemførte den 574 operationer og i 2014 674, oftest hemmelige, operationer.

Afrika – USA's strategilaboratorium

USA's udenrigspolitik har gennem de sidste to årtier siden terrorangrebene på USA i 2001 været karakteriseret ved en voksende militarisering, som har været sat af høgene i Pentagon snarere end af diplomaterne i udenrigsministeriet.

Derfor skal man heller ikke forvente nogen umiddelbar ændring i den politik, som vil blive ført i Afrika. Al snak om demokratisk udvikling og fremme af menneskerettigheder skal alene tjene til at sikre opbakning fra villige lande, som er klar til militært og på anden måde at støtte USA's Afrika-strategi, der netop nu befinder sig i et enestående eksperiment, hvor USA afprøver virkningen af lette og mobile specialenheder, som kan slå til hvor som helst på dette kæmpekontinent.

Viser den sig at være effektiv set med amerikanske briller, så kan den på længere sigt føre til nedlæggelse af traditionelle, store baser i flere lande rundt om i verden.

Traditionen for hemmelige operationer

Åbne debatter i de nye afrikanske demokratier om USA's brug af deres territorium ville komplicere og forsinke implementering af den amerikanske sikkerhedspolitik. Derfor fortsætter hemmelige operationer, som har karakteriseret USA's adfærd i Afrika siden Anden Verdenskrig.

Et par eksempler fra fortidige engagementer bekræfter, at der er god overensstemmelse med de resultater, som blev høstet på kontinentet efter Anden Verdenskrig, og den politik, som man fortsat fører i dag.

Hemmelige mord

Sammen med Belgien var USA bag et af de mest grusomme mord på en demokratisk valgt leder, nemlig Patrice Lumumba, som var den første demokratisk valgte statsminister i 1961 i det selvstændige Congo. Patrice Lumumba blev myrdet med samtykke fra USA’s nationale sikkerhedsråd under præsident Eisenhowers formandskab.

Skønt Lumumba ikke var marxist, men snarere nationalist, så spillede CIA ud med det kommunistiske kort.

Congo havde leveret uran til udviklingen af USA’s atombomber nedkastet over Japan ved afslutningen på Anden Verdenskrig. Desuden er landet storproducent af mineralet kobolt, som anvendes til fremstilling af batterier i elbiler samt i mobiltelefoner.

USA’s nervøsitet voksede, da Lumumba begyndte at tale om et tættere samarbejde med Sovjetunionen, da hans anmodninger om hjælp til opbygning af dette gigantiske land hos FN og USA var blevet afslået. Lumumba blev myrdet mindre end et år efter at være blevet valgt til statsminister i Congos første demokratiske valg.

Siden mordet har Congo stort set været i borgerkrig, og landet, som er større end hele Vesteuropa, udgør for Afrika en destabiliserende faktor og hæmmer i det hele taget en fredelig og økonomisk udvikling af hele kontinentet.

Skønt Lumumba ikke var marxist, men snarere nationalist, så spillede CIA ud med det kommunistiske kort, der skulle retfærdiggøre den terroristiske handling, som med mordet på Lumumba satte punktum for den demokratiske udvikling af Congo. Samme argumentation blev anvendt i forbindelse med regimeskiftet i Ghana, hvor Kwame Nkruma blev fjernet fra sit embede under en rejse til Peking i 1966.

Det samme gælder for Thomas Sankara i Burkina Faso, hvor USA og Frankrig arbejdede tæt sammen om mordet i 1987 på den folkekære regent, som var erklæret antiimperialist og marxist.

Dansk deltagelse i USA's Afrika-krige

Hemmelige krige og terroristiske operationer hører til dagens orden, hvor USA's interesser er på spil. Hidtil har danske regeringer set gennem fingre med dens udemokratiske aktiviteter og har tilmed altid været parate til at deltage og lægge slør over amerikanernes tilsidesættelse af lokalbefolkningers interesser og velfærd.

Danmark deltager nu også i forberedelserne til operationer på det afrikanske kontinent sammen med andre ’villige lande’. Danmark har gennem længere tid deltaget i træning og planlægning af militære operationer i Afrika og for den sags skyld overalt, hvor USA måtte ønske dansk deltagelse.

Fra den 13. til 15. januar 2015 deltog danske repræsentanter på det amerikanske luftvåbens base MacDill i Tampa i Florida sammen med 12 andre lande i militærøvelser og planlægning af hemmelige operationer vendt mod afrikanske terroristgrupper.

Disse træningsforberedelser til koordinerede interventioner i Afrika var led i en serie af træningsforløb. Det første fandt sted i marts 2013. Desværre er der næppe noget politisk parti i Folketinget, som vover at sætte spørgsmålstegn ved regeringens politik overfor USA og dets Afrika-strategi.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. sep. 2019 - 14:44   01. okt. 2019 - 11:01

Kronik

af Kristian Laubjerg, København
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 800 og 3000 tegn inklusive mellemrum.
  • Kronikker og kommentarer må maksimalt være på 5000 tegn inklusive mellemrum.
  • Sendes til debat@arbejderen.dk 
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.