12 Nov 2019  

KBH: Spredte skyer, 6 °C

Transaktivister lukker Kvindehuset for lesbiske seniorer

Læserbrev

Transaktivister lukker Kvindehuset for lesbiske seniorer

Man kan spørge sig selv: Er der i de feministiske miljøer og LGBT-miljøet efterhånden plads til homoseksuelle og transkønnede i mere klassisk forstand, skriver Karen M. Larsen.

FOTO: Privat
1 af 1

Lørdag den 5. oktober 2019 ville en gruppe ældre lesbiske fra facebookgruppen ”Lesbiske Feminister” holde et møde i Kvindehuset i København. De havde fået lov til at bruge huset og troppede derfor forventningsfuldt op.

... En strid i LGBT-miljøerne om, hvordan man forstår køn og seksualitet.

Men det blev ikke til noget med det møde i Kvindehuset. Indgangen til Kvindehuset var nemlig aflåst med en forsvarlig kæde, og bag et gitter stod en gruppe af queere/transaktivister, som nægtede dem adgang med henvisning til, at de var en transfobisk gruppe.

Aktivisterne var ikke modtagelige for nogen form for argumenter – selv da en af de ældre kvinder gjorde dem opmærksom på, at hun havde været med til at grundlægge Kvindehuset, holdt de fast i deres blokade.

Lesbiske Feminister, en gruppe af lesbiske der forstår deres seksualitet som, at de er biologiske kvinder, der er til andre biologiske kvinder, blev altså nægtet adgang til Kvindehuset af en gruppe meget unge mennesker, der tydeligvis ikke kan rumme lesbisk seksualitet og identitet i dens klassiske version.

De radikale transaktivister har skrevet om deres motiver for aktionen på netstedet Konfront. Teksten er ikke ligefrem letlæselig, men budskabet synes at være, at Lesbiske Feminister er bioessentialister og homofobiske.

Hvis man ikke mener, at en penis kan være et kvindeligt kønsorgan, så er man nemlig en bioessentialist. Og hvis man forstår begrebet “lesbisk” som, at der er tale om en biologisk kvinde, der kun er til andre biologiske kvinder, ja så er man homofobisk.

De radikale transaktivisters aktion skal ses i sammenhæng med en igangværende strid mellem intersektionelle feminister/queer feminister og radikalfeminister henholdsvis en strid i LGBT-miljøerne om, hvordan man forstår køn og seksualitet.

Kampen handler om emner såsom, “skal en transkvinde, som ikke er blevet kønsskifteopereret, og som har brugt sin penis til at voldtage kvinder med, anbringes i en kvindeafdeling i fængslet?” Hvad tæller højst, retten til at få sin kønsidentitet anerkendt eller biologiske kvinders ret til ikke at skulle være spærret inde sammen med en person, der har brugt sin penis til at voldtage med?

Men den drejer sig i høj grad også om, hvorvidt man som lesbisk har lov til at definere sin seksuelle orientering som, at man er en biologisk kvinde, der kun er til andre biologiske kvinder.

Denne strid har i flere år kørt på Facebook. Men i det sidste års tid er den flyttet til real life. Således er der i den sidste måneds tid dukket klistermærker med udsagnet: “Der findes kvinder med penisser, der findes mænd med vaginaer, der findes transfober uden tænder” op rundt omkring i landet. De er blandt andet blevet set på Kvindehuset port.

Dertil kommer, at queeraktivister og intersektionelle feminister i foråret overtog kontrollen med LGBT Danmarks landsledelse via noget, der lignende et kup mod de gamle bøsser, som medførte, at nogle af de gamle og trænede ældre bøsseaktivister meldte sig ud af foreningen.

Efterhånden kan man spørge sig selv om, hvorvidt der i de feministiske miljøer henholdsvis LGBT-miljøet er plads til homoseksuelle og transkønnede i mere klassisk forstand.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. okt. 2019 - 13:38   08. okt. 2019 - 15:35

Læserbrev

af Karen M. Larsen, Væggerløse