16 Aug 2018  

KBH: Spredte skyer, 23 °C

Træk af en ung Karl Marx

Begyndelsen til et kritisk program

Træk af en ung Karl Marx

Det kritiske program, som var Karl Marx' bidrag til både tænkningen og den revolutionære bevægelse, tog sit udgangspunkt i det filosofiske miljø, der dominerede i Tyskland i 1840'erne.

Flankeret af Friedrich Engels betragter en ung Marx et frisktrykt eksemplar af "Neue Rheinische Zeitung", som de to redigerede under revolutionen i 1848. Yderst th. Wilhelm Wolff, en nær ven af Marx og Engels i årene omkring 1848, som også var involveret i avisproduktionen.
1 af 1

Da den franske geograf André Siegfried i 1950’erne afholdt en serie af forelæsninger om Englands historie, begyndte han hver forelæsning med de samme ord: ”Mine damer og herrer, England er en ø”.

Marx' værker må også læses ud fra de givne betingelser, som det at være en tysk filosof nu engang udgjorde.

Siegfrieds pointe var naturligvis ikke den temmelig banale konstatering, at England er en ø; hans pointe var, at det gør en overordentlig stor forskel, om man forstår landets historie ud fra disse geografiske betingelser eller ej.

Karl Marx var en tysk filosof

På samme måde må vi altid huske på, at Karl Marx var en tysk filosof. Derfor må hans værker også læses ud fra de givne betingelser, som det at være en tysk filosof nu engang udgjorde. Og det samme må den udvikling, som Marx i sin ungdom gennemgik.

I 1818 var filosoffen G. W. F. Hegel af den preussiske konge blevet kaldt til lærestolen i filosofi ved universitetet i Berlin. Selvom rygterne om hans glorificering af den preussiske stat er overdrevne, så er der ingen tvivl om, at de preussiske magthavere frem til hans død brugte Hegels filosofi som en form for statslegitimerende ideologi. De promoverede Hegel og hans elever ved de preussiske universiteter, og snart virkede hegelianere over hele Tyskland.

Hegels filosofi var således på Marx’ tid en uomgængelig del af det at være en tysk filosof.

Efter Hegels død i 1831 spaltede hegelianerne sig imidlertid i to, venstre- og højrehegelianere. I begyndelsen var det hovedsageligt filosofiens forhold til religionen, der skilte dem, og især havde den kritiske teolog D. F. Strauss’ bog Jesu liv fra 1835 sat gang i debatten.

Over det næste tiår udviklede denne spaltning sig yderligere, og kritikken af den kristne religion blev kun mere radikal fra venstrehegelianernes side, desto mere højrehegelianerne forsvarede den. Det endelige og mest radikale brud blev imidlertid politisk: I 1840 døde kongen af Preussen, og i stedet kom hans søn, Friedrich Wilhelm VI, til magten.

Forår i luften?

Venstrehegelianerne havde haft store politiske forhåbninger til kronprinsen. Imidlertid viste han sig som en dybt religiøs, romantisk og politisk reaktionær konge; der blev ingen trykke- og ytringsfrihed, ingen fri forfatning, og slet ikke mere hegelianisme. Den nye kultur- og uddannelsesminister, Eichhorn, indledte en klapjagt på hegelianerne, og især venstrehegelianerne måtte friste en kummerlig tilværelse som ”frie skribenter”, ofte baseret i udlandet, især Zürich og Paris.

Marx var næsten fra starten placeret solidt i den revolutionære lejr.

Denne generelle stemning af dyb reaktion dominerede hele det europæiske kontinent, som i 1848 brød i flammer under det såkaldte ”europæiske forår”.

Især venstrehegelianerne, som nu førte en indædt politisk kritik mod regimet, vejrede morgenluft; de engagerede sig fuldt og helt i de revolutionære kampe, både på barrikaderne og i den folkevalgte Reichstag i Frankfurt. Imidlertid led revolutionen nederlag, reaktionen forstærkedes, og de sidste rester af den organiserede hegelianisme døde ud: Højrehegelianerne hensygnede i deres konservatisme, og venstrehegelianerne kastede sig enten forsmåede og forbitrede over andre sager eller emigrerede, særligt til Paris og London.

Det er i kontekst af denne historiske udvikling, vi skal forstå Karl Marx.

Jurastudenten

Marx læste egentlig jura på universitetet i Bonn. I 1838 skiftede han imidlertid til universitetet i Berlin, hvor han begyndte at læse filosofi, og i 1840 disputerede han i Jena på en afhandling om de to antikke filosoffer Demokrit og Epikur. Men som det var på denne tid, var hans afhandling ikke bare en neutral, akademisk forskningsundersøgelse, men også i sig selv et stykke filosofisk arbejde, som forholdt sig til det filosofiske miljø og udviklingen på Marx’ egen tid.

Således er den fyldt med retoriske angreb på den ortodokse religion og floromvundne proklamationer om selvbevidsthedens realisering i historien. Ikke mærkeligt, når man tager i betragtning, at Marx’ vejleder var tidens førende venstrehegelianer, Bruno Bauer, hvis hovedidéer kredsede om præcis disse emner.

Ud over nogle specifikke teologiske spørgsmål handlede kampen mellem højre- og venstrehegelianerne i hovedsagen om, hvorvidt Hegels filosofi skulle forstås og anvendes konservativt eller revolutionært.

Den nye historiske aktør, der blev således fremmedgjort, var proletariatet.

Marx var næsten fra starten placeret solidt i den revolutionære lejr; han så Hegels filosofi som fortællingen om virkeliggørelsen af den menneskelige frihed i historien: gennem en række historiske epoker var mennesket blevet mere og mere frit, og nu gjaldt det om at gennemføre det endelige brud, der skulle bevirke frihedens rige.

Men hvis historien er sådan en fremadskriden, er der nødt til at være et noget eller en nogen i historien, som skrider fremad – en hovedperson af en slags. Marx afprøvede i denne periode forskellige teoretiske og filosofiske idéer om, hvem en sådan hovedperson kunne være.

I begyndelsen var det Bruno Bauers førnævnte begreb om ”selvbevidstheden”, han tog på sig. Senere, inspireret af Ludwig Feuerbach, talte han om et ”artsvæsen”, der blev ”fremmedgjort”. Men uanset prismen, det blev set igennem, var problemet det samme: Hvordan kan mennesker blive frie?

Denne forlejenhed…

Som redaktør på den radikalt-demokratiske avis Rheinische Zeitung i Köln i 1843 kom Marx efter eget udsagn for første gang ”i den forlegenhed” at skulle ”tale med om såkaldte materielle interesser”. I en selvkritisk erkendelse af sin uvidenhed kastede han sig derfor i 1844 over studiet af den politiske økonomi.

Det var netop også i denne tid, at Marx i sin søgen efter historiens hovedaktør tog Feuerbachs begreber om artsvæsen og fremmedgørelse og løftede dem over i økonomien, hvor han talte om ”fremmedgjort arbejde”.

Men hurtigt var det ikke nok for Marx; sammen med Friedrich Engels udviklede han et gradvist mere materialistisk standpunkt, og allerede i 1845-46 forkastede han idéen om et artsvæsen til fordel for en fremmedgørelse, der bundede i de virkelige materielle og økonomiske betingelser. Den nye historiske aktør, der blev således fremmedgjort, var proletariatet.

Men hele tiden var det kritiske blik intakt: formålet var ikke at forudsige fremtiden, men derimod at finde den nye verden gennem kritik af den gamle. 

Denne aktør hentede Marx fra de franske socialister, som han stødte på under sine ophold i Paris midt i 1840’erne, og som han blev stærkt inspireret af. Det samme blev en anden venstrehegeliansk tænker, som Marx og Engels nu gik i tæt forbund med: Moses Hess.

Hess er i dag bedst kendt som en af den zionistiske tænknings grundlæggere, men i sin ungdom var han i højere grad kendt som socialist. For ham var det ikke blot et spørgsmål om at fjerne en eller anden abstrakt fremmedgørelse. Der måtte en social revolution til, mente han. Proletariatet som den verdenshistoriske bevægelses hovedperson hentede Marx og Engels fra franskmændene, men Moses Hess gav dem navnet på denne bevægelse selv: kommunisme.

Den virkelige bevægelse

”Kommunismen”, skriver Marx og Engels i Den tyske ideologi, ”er for os ikke en tilstand, som skal etableres, et ideal, hvorefter virkeligheden har at rette sig. Vi kalder den virkelige bevægelse, som ophæver den nuværende tilstand, kommunisme”.

Derfor udgik der fra Marx i denne periode et vældigt kritisk projekt, der drejede sig om den ”hensynsløse kritik af alt bestående” – kun gennem kommunismen forstået som en destruktiv bevægelse kunne det gamle samfund ophæves, og man kunne virkeliggøre den menneskelige frihed, mente Marx, en teori han fik lejlighed til at prøve at i praksis i 1848.

Oven på revolutionens nederlag ændrede Marx’ fokus sig fra politiske reformer og filosofi til økonomikritik og klassepolitik. Men hele tiden var det kritiske blik intakt: formålet var ikke at forudsige fremtiden, men derimod at finde den nye verden gennem kritik af den gamle. Af samme grund er Kapitalen først og fremmest, som undertitlen siger, en kritik af den politiske økonomi.

Dét er Marx’ blivende bidrag til ikke bare arbejderbevægelsen, men til hele den vestlige idéhistorie: Et kritisk forskningsprogram, som starter i ungdommen, men fortsætter helt frem til den fuldvoksne økonomikritik; som ikke udstikker plantegninger og fremtidsutopier, men som giver os det kritiske apparat til forstå verden nu og her – og til at forandre den.

05. maj. 2018 - 13:02   07. maj. 2018 - 15:27

Marx 200 år

Af Magnus Møller Ziegler
Rød Bog: Magnus Møller Ziegler

Magnus Møller Ziegler (f. 1989) er cand.mag. i filosofihistorie og ph.d.-stipendiat ved Afdeling for Filosofi og Idéhistorie, Aarhus Universitet.

Hans forskning drejer sig primært om tysk filosofi i det 19. århundrede og særligt om forholdet mellem den såkaldte venstrehegelianisme og Karl Marx hovedværk, Kapitalen.