02 Jul 2020  

KBH: Spredte skyer, 20 °C

Tale til støttedemonstration for Bitten

Tale

Tale til støttedemonstration for Bitten

Hvorfor tier og samtykker vi? Hvorfor siger så få: “Det får I mig ikke til!” Tale 29. januar af forfatter Albert Hytteballe Pedersen.

Deltagere i demonstrationen til støtte for Bitten Vivi Jensen den 29. januar i forbindelse med det første retsmøde.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

For mange år siden fortalte en veninde mig om en chokerende oplevelse. Hun havde deltaget i en konference på Nyborg Strand, hvor et mørkt jakkesæt lancerede et nyt ord, overførselsindkomst.

Lige nu demonstreres og strejkes der i Frankrig ... Franskmændene kæmper for, at deres land ikke skal blive som Danmark ... Hvorfor finder vi os i det, franskmændene gør oprør imod?

Nu skulle man ikke støttes, have hjælp, men der skulle overføres til en. Det nye ord antyder, at der foregår noget umoralsk, når vi hjælper hinanden. Ordet overførselsindkomst blev startskuddet til den afhumaniserende rutsjetur, vi har oplevet siden. Og som er årsagen til, vi står her i dag.

“Danmark for folket”, hed det engang. Men sådan hedder det ikke mere. Hvordan er det gået til?

Alt det, vi var stolte af, er i de sidste cirka 40 år skridt for skridt blevet nedbrudt. For at bevare velfærdsstaten skal vi have et “Danmark for Strandvejen”.

Lige nu demonstreres og strejkes der i Frankrig. Det har de gjort i snart to år. Franskmændene kæmper for, at deres land ikke skal blive som Danmark.

For mig er det store spørgsmål: Hvorfor finder vi os i det, franskmændene gør oprør imod?

Vi, der tidligere var stolte af vores decentrale samfund, sociale lighed, selvorganiserede demokrati. Hvor husmanden med to køer og godsejeren med hundrede køer begge kun havde én stemme på andelsbevægelsens generalforsamling. Hvorfor fandt vi os i en udvikling, hvor godsejere endte med at have alle stemmerne?

Hvor var De Gule Veste ...

Hvordan kunne vi sidde stille, mens man forvandlede vores landbrug til én stor svinefarm, der mishandler grise og forurener bøgelyseøer?

Hvorfor protesterede vi ikke, da de begyndte at lukke biblioteker og brænde hundredtusinder af bøger?

Hvordan kunne de uden at spørge os, rent administrativt, nedlægge kommuner og efterlade gamle købstæder som strandede hvaler med åndenød?

Hvor var De Gule Veste, da man afskaffede efterlønnen, slagtede dagpengesystemet, lod pensionsalderen stige til tæt på vores begravelse?

Hvor var fortidens stolte fagbevægelse, da de udskiftede Danmark for folket med en konkurrencestat, et firma, der forærede vores fælles infrastruktur til banditter i habitter?

Hvorfor svigtede vores demokratiske immunforsvar, da man omdannede vores nysgerrige undervisningssystem til målstyre-erhvervs-anstalter?

De siger, at Gud nu har vigepligt.

Er det derfor, den kristne næstekærlighed udeblev, da man begyndte at kalde vi borgere for en resurse, byrde, kunder, besværlige klienter?

Hvorfor nægtede kommuner ikke at give hjemmehjælpere stopur, at skære i det vigtigste?

Hvordan blev nye fodboldstadion, flere motorveje, unødvendige broer vigtigere end ordentlige plejehjem og børnehaver?

Hvordan lykkedes det dem at bilde så mange ind, at det er bådflygtningene, der truede vores velfærd?

Hvorfor så vi ikke, at de rige tissede på os, mens medierne bildt os ind, at det bare var normalt regnvejr?

Og mest kynisk – Og årsagen til vi står her i dag: Hvorfor tillod vi, at det politiske teknokrati begyndte at behandle sårbare og syge medborgere som samfundsnassere?

Hvordan kunne vi bare se på, når man systematisk plagede livsviljen ud af folk, der behøvede omsorg og førtidspension?

Hvorfor tillod vi, at et af verdens absolut rigeste lande så energisk sparede på penge til dem, der havde mest brug for dem? For at give skattelettelser til dem der havde mindst brug for det.

Så er det nok!

Ja, der er meget rigdom i vores land, men socialt, medmenneskelig og kulturelt er vi blevet fattige og sølle.

Der har været protester. Sygeplejersker og skolelærere har strejket. Jeg kender en hjemmehjælper, der nægter at lade kommunen bestemme, hvor lang tid hun skal bruge hos de gamle. Det giver hende lang arbejdsdag, men rolig nattesøvn. Kommunen har forbudt hende at ryge, når hun cykler til de gamle, det skider hun på.

Vi ved godt, vi bevæger os i en forkert retning. Hvor tit hører vi ikke folk sige: Hvad er det, der sker med vort samfund, hvorfor er følelser blevet suspekte, hvorfor skal alt tælles og regnes ud?

Hvorfor tier og samtykker vi? Hvorfor kigger vi undvigende ned i bordet, når de umenneskelige beslutninger tages, og hvorfor er ordet nej næsten forsvundet? Hvorfor siger så få: “Det får I mig ikke til!”

Hvorfor er det så sjældent, at nogle nægter at deltage i den umenneskelige behandling af deres medmennesker?

Hvorfor er vi så bange for at miste karriere, drømmen om en ny havegrill, køkken, sommerhus, og hvad der ellers gør os døve for den indre stemme, der påbyder os at opføre os anstændigt?

Men der findes nogle, som vover at tale, hvis samvittighed undertrykker frygten.

Som Assange der afslørede vores kriges meningsløse lidelser og derfor nu vansmægter i et fængsel, som han måske ikke kommer levende ud af.

Eller Snowden der afslørede, at magten overvåger os alle, og derfor måtte flygte til Rusland.

Og den danske efterretningsofficer der afslørede, at Anders Fogh fyldte os med løgn for at få os med i Irakkrigen. Officeren kom i fængsel for sine sandheder, Fogh blev belønnet med jobbet som NATO's generalsekretær.

Og så er der Bitten, som blev fyret, fordi hendes medfølelse bød hende at fortælle, hvad der sker: At staten og dens kommuner kynisk går efter de svageste, mest syge og forsvarsløse.

Hun nægtede at tie. Det har kostet hende, for systemet er skrækslagen, når nogen fortæller, hvordan velfærdssystemet mishandler de borgere, det skulle beskytte og hjælpe.

Nu vil de også have hende fængslet. For DJØF-bureaukratiet er Bitten en trussel.

Men for vi almindelige borgere – uden millioner i banken – der alle kan blive syge i morgen, som ved, vi alle behøver hinanden, er Bitten en sand helt.

Ethvert samfund behøver dissidenter, anstændige mennesker, der vover at gå imod magten. Så vi andre kan lære at overvinde frygten og sammen råbe:

Så er det nok!

Behandl vores gamle, arbejdsløse, unge, flygtninge, fattige og syge ordentligt!

Giv os “Danmark for folket” tilbage, og behandl Bitten med den store respekt, hun fortjener! I kan fængsle hende, men I kan ikke spærre hendes modige stemme inde. Bitten er vores lys i neoliberalismens mørke.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2020 - 12:50   04. feb. 2020 - 16:42

Tale

af Albert Hytteballe Pedersen, forfatter
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).